Ti år senere: ’Kysset med Jamel’ minder mig om, hvad jeg savner i dansk hiphop

For et årti siden dyppede Kidd og hans Cheff-kumpaner regelbogen for dansk rap i benzin og futtede den af. Det er på tide, nogen finder tændstikkerne frem igen.
Ti år senere: ’Kysset med Jamel’ minder mig om, hvad jeg savner i dansk hiphop
Kidd. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

KOMMENTAR. Stilstand er lig med død. Det gælder især for en genre som hiphop, der lever af sin ungdom og af altid at lyde frisk og foranderlig. Stagnerer den, er det slut. På en måde er hiphoppen lige som en haj, der er nødt til konstant at holde sig i bevægelse for at få ilt; står den stille, kreperer den.

Set i det perspektiv reddede den unge Kidd dansk hiphop fra dødens rand i 2011, for dengang var der godt nok ikke meget bevægelse på scenen. Stodderrappen havde regeret i lidt for mange år, og der manglede nyt blod.

Det må man sige, at der kom. Kidd kickstartede 2010’ernes hiphoprevolution, og hele den generation af rappere, der kom frem i kølvandet på Cheff-frontmandens gigantiske succes, har præget dansk hiphop lige siden.

Det har været ti gode år. Genrer som trap, grime, dancehall, gaderap, afrobeats og drill har gået sin sejrsgang.

Men nu hvor det altså er et årti siden, ’Kysset med Jamel’ startede den moderne tidsregning for dansk hiphop (sangen blev udgivet 1. marts 2011), kan jeg ikke lade være med at føle, at det er på tide, noget lignende sker igen. At nogen vender op og ned på det hele og omskriver alle genrens regler.

Det hele er blevet lidt for ensformigt og lidt for forudsigeligt, og de samme rappere, der slog igennem for ti år siden, er fortsat dem, der styrer showet på den danske hiphopscene. Det er der jo som sådan ikke noget galt i. Men den totale utilregnelighed, som Kidd repræsenterede, er gået tabt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dermed ikke sagt, at jeg synes dansk hiphop er inde i en særdeles skidt periode for tiden, eller at der ikke findes nogle interessante nye rappere. Tværtimod. Så sent som i november 2020 skrev jeg en artikel om ikke mindre end 15 nye kunstnere, jeg synes var spændende – og der var endda så mange gode, der ikke kom med, at jeg tilføjede endnu flere navne i bunden af artiklen.

Det er heller ikke fordi, der ikke er spændende tendenser på scenen. Drill-genren er en kontroversiel størrelse, men dens musikalske gennemslagskraft er unægtelig. I Danmark har musikstilen fået spændende nye stemmer som Miklo eller Ham Fra Syd frem i lyset.

Samtidig er det svært ikke at være begejstret for, at de kvindelige stemmer endelig er på vej frem. Og her taler jeg ikke kun om Tessa, men også om folk som Sulka, FVN, Goldie, Vinnie og mange flere.

Tessa er samtidig nok den kunstner fra de seneste fem år, der kommer tættest på den slags lynkarriere, Kidd oplevede for ti år siden. Vestegnsrapperen har sparket døren ind for kvindelige rappere og har på den måde omskrevet reglerne for dansk rap.

Tessa har været en velsignelse for dansk hiphop, men det hun kan er alligevel noget anderledes end det, Kidd kunne. For når jeg nu genhører ‘Kysset med Jamel’ er det, der blæser mig omkuld, ikke så meget indholdet i teksterne, men Kidds totale gentænkning af, hvordan hiphop kan lyde.

Han er helt enkelt pisseligeglad med reglerne. Eller snarere: Han opfører sig som om reglerne har fornærmet ham personligt og derfor må bekæmpes for enhver pris.

Når jeg hører ’Kysset med Jamel’ igen (hvilket man nu kan på Spotify, utroligt nok!) er det sådan en revolutionær skikkelse, jeg savner. Lige nu er der godt nok artister, der skubber til grænserne. Men det er svært at finde en som Kidd – en der slet ikke anerkender at grænser overhovedet eksisterer.

Cheff-rapperen har faktisk selv indkapslet sin evige længsel efter unikke lyde på en af sine mindre kendte gamle sange, der også netop er landet på streamingtjenesterne – nemlig ’Originalyd’.

Det er ikke et specielt godt nummer. Kidd gnægger og hyler, mens han opfører et slags skuespil i sangen, hvor han er på jagt efter titlens originale lyd. Det hele er lidt af et surrealistisk spektakel. Jeg ville ikke umiddelbart sige, at sangen på den måde fungerer. Men ‘Originalyd’ er heller ikke skabt for at fungere – den er skabt for at fornye.

Det er den evige søgen efter originalitet, jeg savner mest af alt, nu hvor jeg genhører Kidds første ep. For den er det modsatte af stilstand.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af