‘Wrestler’: The Entrepreneurs lyder mere af 1995 end af 2021

‘Wrestler’: The Entrepreneurs lyder mere af 1995 end af 2021
The Entrepreneurs. (Foto: Dennis Morton)

Da jeg for to år siden anmeldte The Entrepreneurs’ debutalbum, var jeg overordnet begejstret for både gruppens sangskrivning og deres præstationer som musikere, men især ét problem trak alligevel min dom en kende ned. Albummet introducerede nemlig konstant nye stilarter uden at bidrage med noget til at binde dem sammen.

Det problem er ikke at finde på den blot 29 minutter lange toer, der har fået den slagkraftige titel ‘Wrestler’. Her er det afgjort den lo-fi, skramlede, melodiøse rockmusik, der er i fokus – tænk navne som Pixies, Pavement og Grandaddy. Det er med andre ord en stil, der lyder markant mere af for 25 år siden, end den gør af i dag, og mens den danske trio på ingen måde formår at forny stilarten, er de gode til at udnytte den på måder, der tjener deres sange.

Riffet til ‘Sweet’ er eksempelvis sådan en øjeblikkelig ørehænger, fordi lyden er så fuzzy og fyldt med (fortrinsvis tydeligt bevidste) skønhedsfejl. Den småstøjende guitarlyd på ‘(What’s So Fucking Strange About) My Idea’ og de maniske udråb fra vokalen fungerer fornemt til at udtrykke den højlydte frustration, nummeret søger at opnå. Og ørkendramaet på ‘Cinnamon Girl’ fungerer så fornemt, fordi der er det her støvede, grumsede lydbillede til at understøtte det hele.

Man skal dog ikke frygte, at den øgede soniske fokus betyder, at hele albummet lyder på samme måde. For selv om et 29 minutter langt album sagtens kan fungere uden soniske ekskurser, bliver der lige tittet over til andre lydbilleder i ny og næ.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det bløde titelnummer lader kun glimtvis sin følsomme guitar lege med en effektpedal, alt imens trommerne langsomt sumper fremad. Og på afslutningsnummeret ‘Gonzo’ bliver vi pludselig præsenteret for en mere krautrocket trommelyd, mens guitaren hver håndfuld takter finder på noget helt nyt at foretage sig.

Men disse to numre er så også de eneste, der bevæger sig helt væk fra albummets kerne. I begge tilfælde er der små elementer, der peger tilbage på den overordnede lyd. Og i begge tilfælde er sangene placeret lige op ad numre, der får dem til at passe problemfrit ind på tracklisten: Melankolien fra showstopperen ‘Wrestler’ fortsætter over i den ligeledes langsomme, men mere rockede ‘Cinnamon Girl’, og kort inden ‘Gonzo’ skejer ud, får vi et ligeledes ret så gakket stykke mod slutningen af ‘(What’s So Fucking Strange About) My Idea’, hvor ekspressiv pot-og-pande-klingende percussion danner grundlag for en vidunderligt legesyg guitarsolo.

Albummet savner dog lidt flere alvorlige mavepustere. Det hele er virkelig begyndt at køre på skinner, men hvis man lige kunne få sådan nogle øjeblikke, der enten gav gåsehud eller en ordentlig blodrus – så ville The Entrepreneurs have mere tilbøjelighed til rent faktisk at sprænge rammerne for, hvad stilarten kan.


Kort sagt:
The Entrepreneurs har lavet et fokuseret, men også dynamisk rockalbum, der omfavner det lo-fi, skramlede og melodiøse. ‘Wrestler’ er vellydende og underholdende, men albummet savner lidt nogle emotionelle mavepustere.

The Entrepreneurs. 'Wrestler'. Album. Crunchy Frog.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af