Man mistede næsten pusten, så gode var Lowly på Hotel Cecil

Man mistede næsten pusten, så gode var Lowly på Hotel Cecil
Lowly på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen)

Lowly er et af den slags bands, hvor en koncert står og falder med lyden. Du skal som publikum være i stand til at høre og sætte pris på hver eneste soniske nuance, så du kan føres grundigt ind i gruppens emotionelt sårbare univers.

Os koncertanmeldere har en uheldig tendens til kun at nævne lyden, hvis den er særligt ringe. Så lad mig råde bod på dét: Hold kæft, hvor havde den lydansvarlige bare udført et fornemt stykke arbejde, da Lowly gav koncert på Hotel Cecil onsdag aften.

Jeg kan næsten ikke tælle øjeblikkene, hvor jeg mest af alt havde lyst til at lukke øjnene og drømme mig væk, alt imens de skønne lydtapeter bar mig.

Men jeg vil absolut ikke underkende bandets rolle i den oplevelse. For de spillede så skønt og så sårbart. Under et nummer som ‘Selver’ var der flere momenter, hvor man ville have kunnet høre en knappenål falde til jorden. Hver eneste tone føltes så nøgen – som om, at hvis bare ét øjeblik ikke fungerede, ville hele det musikalske korthus brase sammen. Det var skønhed i sin pureste form.

I starten af ‘Prepare the Lake’ – et ret tidligt nummer i setlisten – var der endda lidt ged med guitaren. Det understregede, at vi trods alt bare havde at gøre med mennesker. På den måde endte det skrøbelige musikalske udtryk med at gøre endnu større indtryk. Vi havde hørt, hvor tydeligt det ville skinne igennem, hvis der var noget, der ikke gik efter planen – og på den måde endte én lille fejl med at gøre resten af koncertens fejlfrihed endnu mere imponerende.

For derefter lød hvert eneste nummer decideret fremragende. Mange af dem var udvidet så meget fra studieudgaverne, at de i mine øjne ville være værd at genudgive i nyfortolkede udgaver.

Lowly på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen)

Et godt eksempel er ‘i’, der på album mest af alt er et lille interludium, der kun rummer en spinkel håndfuld (gode!) musikalske ideer. På Hotel Cecil foldede den sig så meget ud, at det endte det med at gå over i et pulserende deep house-beat ledsaget af nogle progressive synthflader, der ledte mine tanker over mod Jean Michel Jarre. Allerede nu længes jeg efter at høre dén udgave af ‘i’ igen.

Koncerten sluttede af med en velsmurt tretrinsraket med de tre allerbedste numre fra gruppens seneste album, ‘Hifalutin’: ‘Go for a Walk’, ‘Baglaens’ og ‘In the Hearts’.

‘Go for a Walk’ blev helt underspillet og fyldt med jazzet klang i keyboardet. ‘Baglaens’ fik det mest sprællevende udtryk, der altid bevægede sig i nye retninger, hvilket manifesterede sig i en mageløs psykedelisk outro. Og ‘In the Heart’ blev så vidunderligt fyldig i lyden. De forskellige musikalske elementer hobede sig bare op, hvilket gjorde det til den ideelle måde at lukke koncerten. Ja, jeg mistede sgu næsten pusten.

Havde det også været smukt, hvis Kasper Staub ikke havde kikset i den ene akkord på guitaren i starten? Absolut.

Men når muligheden for at træde forkert først er etableret, gjorde det så meget større indtryk, hvordan de bare trådte rigtigt gang på gang. Så musikken blev næsten bedre af, at Lowly ikke er helt perfekte.


Kort sagt:
Lowly lød fremragende på Hotel Cecil, og numrene blev smukt nyfortolket, så det var en dybt engagerende aften, selv hvis man har hørt deres album til hudløshed.

Lowly. Koncert. Hotel Cecil.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af