Danish Music Awards kalder sig selv for musikkens mest prestigefulde prisfest – men showet har én stor akilleshæl

Danish Music Awards har mødt kritik ad flere omgange, ændret udseende, form og fokus. Hvor står det ombejlede prisshow i dag? Er det overhovedet stadig relevant?
Danish Music Awards kalder sig selv for musikkens mest prestigefulde prisfest – men showet har én stor akilleshæl
Branco vinder en pris til DMA 2020. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

KOMMENTAR. Mens kolde vinde og kedelig nedbør i overvejende grad præger november, er der guldrandet prisregn over musikbranchen.

I sidste uge løb P3 Guld af stablen, da radiokanalen (og dens lyttere) traditionen tro pyntede en lille håndfuld af landets musikere med priser som ’P3 Lytterhittet’ og ’P3 Prisen’.

På lørdag løber finder endnu en prisuddeling sted, når Danish Music Awards folder sig ud på Filmstationen i Værløse med den ambition, at »gæster, TV 2’s seere og de nominerede artister kommer tættere på musikken end nogensinde før«.

Prisuddelingen er arrangeret af musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, der ikke er blege for at kalde arrangementet for musikkens »mest prestigefyldte prisfest«.

Et statement, som dele af musikbranchen givetvis vil være enige i – men hvorfor er det egentlig sådan?

Hamskifte på flere niveauer

For at besvare spørgsmålet er det måske nemmest at spole pladen helt tilbage til start.

Danish Music Awards har for det første ikke altid været Danish Music Awards. Da IFPI lancerede prisuddelingen i 1989, havde showet det markant mindre sexede navn IFPI-prisen, som man efter to år fandt ud af var en god idé at skifte ud med ’Dansk Grammy’.

Et navn, som man beholdt indtil 2001, hvor Højesteret fastslog, at lige præcis dét navn var en dårlig idé, fordi den amerikanske Recording Academy, som står bag den egentlige Grammy-uddeling i USA, har eneret til navnet.

Også showets udformning har undergået forandringer i årenes løb. I 2018 betød det for eksempel, at IFPI helt aflyste eventet, fordi man ville gentænke konceptet.

Det skete som en reaktion på den kritik, DMA blandt andet modtog fra Mads Langer i 2017, hvor popsangeren langede ud efter showet for, at for mange af de optrædende brugte playback i stedet for at synge live.

Gentænkningen førte til et øget fokus på livemusikken i et stort anlagt show i KB Hallen. Dét koncept måtte imidlertid krølles sammen og smides i skralderen året efter, altså i 2020, da coronakrisen resulterede i forsamlingsforbud og afstandskrav.

Jada til DMA 2020. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

I stedet blev det en afdæmpet festivitas i Royal Arena uden publikum og de nominerede musikere placeret i sofaer med stort mellemrum.

Netop det »intime fokus på musikken« har DMA valgt at bevare i år, hvor showet rykker ud til Filmstationen i Nik & Jays gamle hood i stedet for at buldre løs i en stor arena.

Centrering af magten

Trods navneændringer og konceptmodelleringer står Danish Music Awards altså stadig i 2021. Det bliver stadig sendt i primetime på en af hovedkanalerne – TV 2 søndag aften, dagen efter selve showet – og store navne lægger fortsat vejen forbi for at optræde og modtage priser.

Men netop selve prisuddelingen er også noget af det, der har skabt debat om DMA i årenes løb. Det er nemlig en særligt udvalgt – og meget lille – skare af mennesker, der bestemmer de nominerede og senere vinderne af størstedelen af de i alt 13 priser, som skal skibes afsted i år.

DMA-Akademiet, som det bliver kaldt, er kun seks personer højt. Tre mænd, tre kvinder. Alle sammen repræsentanter fra musikbranchen, hvis identitet først bliver offentliggjort på aftenen for prisuddelingen (ellers var deres postkasser og indbakker nok fulde af alskens smiger i ugerne op til).

Tidligere var beslutningen delt ud på 25-30 medlemmer, men nu er magten centreret på blot seks mennesker.

Pavemodellen

Akademiets medlemmer beslutter, hvem der skal modtage i alt 11 priser som blandt andet Årets Danske Solist og Årets Nye Danske Navn efter samme model, som når der skal vælges ny pave; når akademiet mødes, går medlemmerne først hver til sit, når de er nået til enighed.

Om der flyver bandeord, kuglepenne og andre sager gennem luften, eller om der er bred konsensus, lige så snart de mødes, står hen i det uvisse, men netop udvælgelsesprocessen virker som showets helt store akilleshæl.

For det er svært ikke at se det som en indspist affære, at blot seks mennesker skal afgøre, hvem der er Årets Danske Sangskriver eller Årets Danske Producer.

Tessa vinder ‘Årets nye danske navn’ til DMA 2020. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Sidste år svarede Lasse Lindholm, direktør for kommunikation i IFPI, på, hvorfor man havde sammensat akademiet af folk fra store pladeselskaber – og en enkelt fra det efterhånden veletablerede indieselskab The Bank.

»Vi caster ikke efter selskaber, men efter personer, deres musikkendskab, deres flyvehøjde og deres integritet«, sagde han til Gaffa, hvorefter han påpegede, at akademiet bliver nedsat af IFPIs bestyrelse, som består af tre major labels og tre indieselskaber.

Tilbage står imidlertid stadig, at kriterierne for at være en del af akademiet er totalt arbitrære, og selv om det givetvis ville være en kedelig omgang, hvis det alene var antallet af streams, følgere, solgte billetter og radioafspilninger, der skulle afgøre, hvilken kunstner der var eller havde lavet årets dit og dat, så burde seks personers mening måske heller ikke veje tungt.

Anerkendelse bag kakkelbordene

Men hvad kan de så bruge det til, musikerne, altså dem, det egentlig handler om?

Det er selvfølgelig ret sprødt at have en statuette med en bronzefugl stående på kaminhylden som en evig påmindelse om, hvor fed man er, men den reelle gevinst er nok snarere brandværdien.

Det giver masser af eksponering at vinde en DMA, og det kan blåstemple en kunstner – til en vis grad – over for folkene bag kakkelbordene. Som Branco, der var topscorer ved DMA sidste år med tre statuetter, formulerer det over for Euroman:

»Nu var det også Hr. og Fru Danmark, der kendte min musik, ikke kun dem nede på blokken«, siger han i et interview, hvor han i øvrigt ikke lægger skjul på, at han føler, at han tidligere er blevet forbigået ved prisuddelingen.

Netop fordi beslutningsprocessen foregår i et lukket rum, fordi kredsen af beslutningstagere er så snæver og udelukkende består af folk fra branchen, betyder det også, at der kan tolkes uendeligt længe på de beslutninger, der bliver truffet.

Vil man med en pris tække en bestemt genre, en særlig artist, vil man vise, man følger med tiden? Er der stor nok diversitet blandt vinderne, og vandt hun nu ikke i år, fordi hun vandt sidste år?

Selvfølgelig er intentionen med DMA at hylde musikken og nogle af de kunstnere, der står bag, men processen bag vinder ikke mange hjerter hos hverken fans eller musikere – måske det bliver det næste, som prisshowet kommer til at skulle ændre på?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af