‘Memoria’: Trentemøllers ulmende grundtone løftes af en noget nær perfekt vokalist

‘Memoria’: Trentemøllers ulmende grundtone løftes af en noget nær perfekt vokalist
Trentemøller. (Foto: Karen Rosetzsky)

I løbet af sine seneste album har Anders Trentemøller bevæget sig tydeligt målrettet mod et spændingsfelt mellem den electronica, der var fremherskende i karrierens vår, og en større implementering af postpunk, dreampop og shoegaze, som også har været inspirationskilder for den danske lydalkymist.

Særligt har sidstnævnte genrer fundet et overbevisende og virkningsfuldt leje på ‘Fixion’ (2016) og ‘Obverse’ (2019), hvor Rachel Goswell fra shoegaze-legenderne Slowdive såmænd også medvirkede.

Samme soniske æstetik præger danskerens sjette album ‘Memoria’, hvor vokalerne varetages af Lisbet Fritze, som ligeledes var på visit på forgængeren. Hun er noget nær Trentemøllers perfekte samarbejdspartner og rammer den formløse og porøse klangmagi til perfektion.

‘Veil of White’, ‘No More Kissing In the Rain’ og ‘Drifting Star’ er uovertrufne shoegaze-ekskursioner og understreger, hvorfor genrens store kapaciteter siger ja, når Trentemøller spørger, om de vil lege med.

Som producer har Trentemøller et smagfuldt greb om virkemidlerne, og når han rammer plet, rammer han altså virkelig plet. Den smægtende ‘Dead or Alive’ er proto-postpunk i en sådan grad, at man nærmest kan smage den trøstesløse stemning af et nedslidt industrikvarter, ‘When the Sun Explodes’ er krautrock af ypperste karat, og ‘Like a Daydream’ er en masterclass i dreampoppens meditativt repetitive kardinallyd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg anfægtede instrumentalnumrene på forgængeren ‘Obverse’, hvor de ligesom drev en kile imellem og ikke gled så naturligt sammen med de vokalbaserede tracks. Dette er ingenlunde tilfældet på ‘Memoria’, hvor balancen mellem electronica og sfærisk guitarrock er langt bedre afstemt.

Om end sangen ‘Glow’ snildt kunne være blevet i skuffen, er der heldigvis en væsentligt mere smægtende atmosfære over størstedelen af instrumentalnumrene, som harmonerer smukt med albummets ulmende grundtone. 

‘Darklands’ toner ud af disen som akkompagnementet til en roadmovie, og på tilsvarende vis er ‘A Summer’s Empty Room’ og ‘Swaying Pine Trees’ dunkle affærer, som blænder op for billeder på ens indre skærm. Sidstnævntes titel giver desuden associationer til David Lynchs legendariske ‘Twin Peaks’, hvilket såmænd blot undestreger Trentemøllers tæft for at male filmiske stemninger.

Der foretages således ingen kvantespring i æstetik og eksekvering. ‘Memoria’ er ’bare’ en fornem videreudvikling af karrieren, men det er også længe godt, når kvalitetsniveauet er så højt. 


Kort sagt:
På ‘Memoria’ bevæger Anders Trentemøller sig atter hjemmevant rundt i sin stilsikre og smagfulde fusion af electronica, dreampop og shoegaze. 

Trentemøller. 'Memoria'. Album. In My Room.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af