Peter Sommers ‘De uforelskede i København’ er elegant og øm retroromantik
Titlen er et kuldslået twist på den danske filmklassiker ‘Forelsket i København’ fra 1960, og retroromantikken er da også i højsædet på Peter Sommers syvende album.
Her har han skruet yderligere op for de inderlige følelser fra Palle Hjorth-samarbejdet ‘PSPHPT’ (2021) og tilsvarende ned for den rockmusikalske slagkraftighed, der prægede de forrige udgivelser ‘Stærk strøm hen over ujævn bund’ (2020) og ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’ (2018).
Snarere end stærke strømme og ditto drømme lyder ‘De uforelskede i København’ som en let forårsregn, der pirker til minderne om en kærlighed, der ikke skulle være. Eller som var, men ikke eksisterer længere for det melankolske og selvransagende jeg.
Tiggerne er atter det solidt spillende band bag Peter Sommer, men denne gang svøber han sine kærlighedsviser i blide, ofte akustiske gevandter såsom guitar, orgel og strygere, der leder tankerne hen på Jacques Brel og Serge Gainsbourg. Og det klæder i den grad Sommer, der sammen med samarbejdspartnere som Klaus Q Hedegaard Nielsen (blandt andet produktion), Selina Gin (vokal og kor) og Davide Rossi (strygere) demonstrerer et stilsikkert og lige tilpas krukket tag på la chanson francaise, spædet op med countrymusikkens uforfinede sjæl og – naturligvis med Sommer – et kraftigt dansk islæt.
Teksternes ofte knastørre kommentarer til forelskelsens idiotiske hovedspring er klassisk Peter Sommer og gør, at perspektivet er kynisk dansk fremfor løfterigt fransk, som når han på titelnummeret synger: »Så fik vi da taget den helt store tur / det sku’ vi da prøve / indtil det ikke længere var vores tur«.
Selina Gin bidrager med forførende, æterisk vokal på sange som ‘Din idiot’ og ‘Det store spørgsmål’ på en facon, der vækker mindelser om korarrangementerne på Leonard Cohens tidlige folkplader, og forfatter Knud Romer sætter sit skæbnetunge poetiske præg på ‘Dødsruten’ og ‘Theme de la cigarette’.
Begge gæster forstærker oplevelsen af, at Peter Sommer denne gang træder et skridt ud af det selvbiografiske eller i hvert fald inddrager flere vinkler på kærlighedens destruktive mysterium.
»Alt begynder med en fest / og når den er allerbedst / bliver en enkelt drink til ti / og festen er forbi / c’est la vie«, synger Sommer på ‘Theme de la cigarette’ med et mismod og en humor, der er sigende for albummet.
Konceptet tillader ikke de store stemningsmæssige udsving, og ‘De uforelskede i København’ savner således det Sommer’ske rabalder, der løftede sange som ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’ og ‘Vi der valgte Mælkevejen’ ud af det forpuppede eksistentielle tungsind. Ikke desto mindre er albummet en elegant og øm forårsbebuder.
Kort sagt:
Tiggerne er atter det solidt spillende band bag Peter Sommer, men denne gang svøber han sine kærlighedsviser i blide, ofte akustiske gevandter, der leder tankerne hen på Jacques Brel og Serge Gainsbourg.