Julien Baker var fuldstændig fængslende i Lille Vega – men ét trick må hun godt skrue lidt ned for i fremtiden
Hvis der er ét billede, der vil blive ved mig, når jeg tænker tilbage på Julien Bakers koncert i Lille Vega tirsdag aften, må det være under ‘Bloodshot’, hvor hendes mikrofonstativ var begyndt at dreje ganske diskret væk fra hende.
Hun havde en guitar at spille på, så hun kunne ikke bare dreje stativet. I stedet stod hun på sine tåspidser i et ihærdigt forsøg på at kunne komme tættere på mikrofonen, selv om der var et pedalbræt i vejen.
Der var sådan en skøn, animeret ihærdighed over Baker som performer. Hun sang som om, at hver linje bare flød ukontrolleret ud af hende, og som om magnetiske kræfter fordrede, at hendes hoved skulle hen til den mikrofon, så hendes følelser kunne nå publikum.
Hendes højdramatiske mimik var uovertruffen – det var som om, hun til tider blev så udtryksfuld, at hun rent fysisk blæste sig selv en smule væk fra mikrofonen, hvorefter hun ufortrødent vendte tilbage, som om det var et overlevelseskriterium, at den næste linje kom gennem mikrofonen.
Selv da Baker opførte en række sange uden assistance fra sit ellers velspillende band, ramte det hårdt. For Julien Baker er simpelthen en så fængslende skikkelse på en scene, at der ikke er brug for alt muligt rundt om hende for at sælge sangene.
Det virkede dog ikke som om, Baker og hendes band delte min overbevisning om dette. For i den majoritet af koncerten, hvor hele bandet spillede med, etablerede der sig et lidt kedeligt mønster. Næsten alle disse sange fik nemlig lige et gevaldigt sonisk klimaks i form af et eksplosivt instrumentalt stykke, hvor samtlige bandmedlemmer bragede derudaf på én gang og lavede en kolossal lydmur.
Sådanne klimakser kan selvfølgelig være rigtig effektive måder at cementere bestemte numre som nogle af aftenens emotionelle højdepunkter. Men tricket blev brugt så ofte, at det mistede noget af gnisten, når vi nåede til sange som ‘Tokyo’ og ‘Ziptie’, og det ikke længere var en opfindsom idé, at Bakers ellers skrøbelige ballader snart ville blive ret så højlydte og støjende.
Det var dog udelukkende kvantiteten, der var et problem. Ser vi isoleret på hvert individuelt af disse klimakser, var det hver gang et rigtig vellydende, velopbygget stykke. Især numre som ‘Repeat’ og ‘Sour Breath’ gjorde det godt med eskalerende, loopende vokalmelodier – og dertil det yndefulde valg at lade den ellers højlydte musik stoppe samtidig med vokalen.
Generelt ville det have klædt kompositionerne, hvis musikerne havde holdt mere igen og ladet Bakers sublime evner som performer være drivkraften, rettere end de bragende lydmure. For hun var magisk at observere, og når arrangementerne var mere tilbageholdende, fungerede det storartet.
‘Something’ blev spillet alene på guitar, og det var så rigt på følelser, at man kunne læse nye tanker ind i, hvordan hver eneste linje blev sunget – især stemningen af fortrydelse, når hun sang »I just said nothing, nothing, nothing«, var hjerteskærende.
Men også en sang som den let heartlandrockede ‘Heatwave’ var et fremragende eksempel på, hvordan man kan holde igen med et helt band. Lyden blev fyldigere, som sangen skred fremad, men det var hele vejen igennem den stærke melodi, der var fokus for alle instrumenter. Og hele bandet lød kanongodt.
Så jovist, der var et trick, der blev spillet for ofte. Men det velspillende band (især trommeslager Matthew Gene Gilliam var et powerhouse) og en fængslende forsanger i Julien Baker var absolut i stand til at gøre et stort indtryk.
Kort sagt:
Julien Bakers koncert i Lille Vega havde måske lige lidt for mange højlydte instrumentale eksplosioner. Men den havde også et velspillende band, og Baker selv var så gribende en oplevelse at observere, at det i langt højere grad bliver det, der står som koncertens mest mindeværdige faktorer.