KOMMENTAR. Der har lige været et par år uden specielt mange koncerter af årsager, som vi alle kender, og som jeg ikke vil spilde dyrebare ord på at beskrive her. (Dette er en artikel, hvor vi ikke nævner c-ordet.) I de seneste år har der været væsentlig mere køkkenfest og hovedtelefonlytning end festival og koncert.
Det har måske givet mere tid til fordybelse (eller noget, hvad ved jeg), men én ting er gået lidt i glemmebogen. Nemlig hvor enestående genialt og decideret forførende det kan være at stå foran en frontperson, der bare har den, som Sick Boy i ’Trainspotting’ ville sige.
Jeg vil vove at hævde, at vi alle har prøvet det. At se på en kunstner, der til fulde omfavner stjernerollen, og – som man siger med en rammende kliché – vokser udover scenen. Den rigtige frontperson kan gøre sangene større. Puste til deres indre ild så at sige. Få dem til at blomstre som en … okay, okay, du har forstået pointen.
Jeg blev mindet om frontpersonens særlige kraft til denne weekends Spot Festival, hvor jeg så mange gode koncerter, men hvor optrædenerne, jeg og mine Soundvenue-kolleger nok for alvor vil huske, er dem, hvor en særlig gennemtrængende kunstner kastede sin magi på publikum.
Som for eksempel Julie Pavon, der på en eller anden måde kunne fængsle hele publikum med sit blik på samme tid. Hun havde en næsten voldsom intensitet på scenen, hvilket i øvrigt gjaldt både for den officielle koncert klokken 22 lørdag aften, men også, imponerende nok, for Dayparty-showet om formiddagen.
Alle er en stjerne, når der er udsolgt og klokken er 21. Men det er de færreste, der formår at skinne lige så stærkt om formiddagen. Det gjorde Pavon. For at bruge endnu en kliché (sorry, jeg putter en 5’er i bøde-krukken), så turde man slet ikke kigge væk. Man var bange for hende. Men ikke på en dårlig måde.
Giver det mening? Måske ikke, måske er det i virkeligheden spild at forsøge at forklare noget så uhåndgribeligt som karisma, men nu er vi ligesom i gang. Så lad os fortsætte.
Zar Paulos Emil Johannesen viste for eksempel, hvordan en stor frontperson i et moderne rockband kan se ud.
Han brugte det klappende publikum som en slags levende beat under ’Klap for fædrelandet’, og smeltede sammen med menneskerne foran sig i stedet for at svæve over dem. Samtidig med at han var umulig at tage øjnene fra, da han dansede rundt på scenen med gummiben og lignede en blanding af Samuel T. Herring fra Future Islands og Ian Curtis.
Og så er det tid til artiklens obligatoriske retoriske spørgsmål: Hvad er bedre end én frontperson? To frontpersoner!
Dén påstand er selvfølgelig langt fra altid sand, men lige akkurat i Fabräks tilfælde passer den. De to frontfigurer – Anton Dyrby og Sixten Rasmussen – fræsede rundt om hinanden som Yin og Yang på speed.
De var som to mænd, der spiller tennis med en håndgranat. Jeg tror sjældent, jeg har set to mennesker være forbundet på sådan en højspændt måde, som Fabräks to halvdele var i Ridehuset lørdag aften. De opildnede hinanden og i forlængelse deraf deres publikum.
Her er det måske på sin plads lige at zoome lidt ud fra Aarhus i vores mentale Google Earth. For det er selvfølgelig ikke kun på Spot, at den nye generation af danske frontpersoner stråler. De er over alt! Man lad mig lige nævne to personlige favoritter, der på hver sin vis har en karisma, jeg synes er ret magisk.
Nummer et: Jada, der udstråler sådan en altomsluttende kærlighed, der gør, at man altid føler sig som en af Jesu disciple i hendes nærvær. Omfavnet af lys og nåde. Og som derudover nok er den danske artist med de mest fantastisk flamboyante koncert-outfits. Hun forstår, at stjerneudstråling starter ved kostumet.
Nummer to: Fraads-frontmand Papa Erotic, som har en sensualitet, der gør alt til sex. Som da han spillede på Spot sidste år. Scenen, salen, stolene, alt dryppede af sved, da Papa optrådte. Fraads-frontmanden har gjort sin egen sanselighed til en kunstform.
Når man sådan opremser de her på hver sin vis fantastiske frontpersoner, kan man måske få indtrykket af, at de er en slags magiske væsener, der er født til at forføre og forhekse. En form for musikalske X-Men, vis særlige mutantkraft er at besnære sindet.
Er de bare født med karisma?
Ja, mener nogle, som for eksempel forfatteren Karl Ove Knausgård, der har skrevet, at skønhed og karisma er de to eneste ting, man ikke kan lære. Man enten har dem, eller man har dem ikke. Surt show, hvis man ikke har. Tippety top hvis man har.
Det tror jeg nu ikke er 100 procent korrekt. Jeg er måske ikke samme autoritet på området som Knausgård, men jeg har en lidt mindre deterministisk holdning.
For se bare på for eksempel First Hate, hvor frontmand Anton Falck er gået fra relativt tilbageholdende synth-operatør i karrierens spæde start til den romancier i fuldt flor, der dominerede Ridehuset fredag aften på Spot. Nu om dage ligner han nærmest, et han er hovedpersonen i sin egen personlige opera.
Deri ligger måske den mest opbyggelige pointe i denne artikel: Man kan sagtens blive en stor frontperson. Der var da også artister på Spot som rapperen Afskum, der antydede, at de en dag ville gælde blandt landets store frontpersoner.
Eller som Jeuru, der alle dage har været velsignet med en særlig udstråling, men som på Spot pludselig dukkede op i Tyler, The Creator-esk mundering med blond paryk, solbriller og stor pelsfrakke over sin bare overkrop. Altså: Når man stopper sin koncert for at børste sin paryk på scenen, så er man bare en stjerne.
Eller – sidste eksempel, jeg lover – se bare på Goss, der havde så meget at give, at han fortsatte koncerten i foyeren og uden for salen, da koncerten skulle stoppe. Til sidst sang han fandme fra et lille tag med en øl i hånden. Sorry for gentagelsen, men når man nægter at stoppe sin koncert og synger videre fra nærmeste tag, så er man en stjerne.
Det, at man kan vokse ind i sådan en scene-personlighed viser samtidig, at der er tale om en proces. Ingen er født med en mikrofon i hånden. Det at optræde på en måde, der fanger folk, er ikke noget, man får foræret. Det er en kunst. Og kunst er altid også håndværk.
Nu, hvor coronaen – nå, nu sagde jeg det alligevel – mestendels er fortid, er det en kunstform, jeg glæder mig til at se en ny generation af artister mestre. Der er i hvert fald rigeligt af forbilleder at se op til.