Big Thief-koncerten i Store Vega var et lille mirakel – de bliver en naturkraft på Roskilde Festival
Der er lys, og der er mørke. Livet, døden. Og så kærligheden, som aldrig falder helt på plads, men rummer begge dele. Er det ikke det, Adrianne Lenker synger om i sine poetisk fortættede bud på folkrock?
Big Thief er på den ene side stille refleksioner over ensomhed, smukt dekoreret af inderlig vokal og elegant rytmisk akkompagnement. På den anden side er det også en ulmende uro, som i intense øjeblikke bryder ud i nihilistisk dødedans med halsbrækkende guitar og et knækket skrig.
Det sidste oplever man først for alvor, når Brooklyn-kvartetten står på scenen, som de gjorde mandag aften i Store Vega. Der ramte den stille desperation til gengæld også som en euforisk lammer. Koncerten med Big Thief var et lille mirakel, egentlig, skabt med enkle midler, men stålsat vilje.
Lenkers tekster er fyldt med gotiske dybder, de er en nærmest mytologisk optegnelse af livets begrænsninger og potentiale. Nøgterne, men også fortryllende. Der er plads til det store univers og det enkelte menneskes håb og illusioner.
Acceptér livets foranderlighed, sang hun allerførst, da åbningsnummeret på Big Thiefs seneste album, ambitiøse ’Dragon New Warm Mountain I Believe in You’, indledte med intim folk og tør vokal.
Hun fabulerede videre over ensomhedens gøremål og usikker forelskelse på den der måde, hvor hun både virkede som en tidløs naturkraft og en fortabt sjæl fanget i et evigt nu.
Langsomt udvidede lydbilledet sig. Valsende ’Dried Roses’ fik tilføjet markante trommer, og på ’Certainty’ voksede vokalen fra det lækkert intime til noget mere kraftfuldt.
Og med ’Black Diamonds’ – en refleksion over den elskedes dragende øjne og faren ved at drømme sig væk i dem – mødte vi forvrænget guitar, let overstyret talevokal og en glødende sårbarhed, da Lenkers stemme knækkede over i falsetten. Over bandet ulmede gule lysbjælker. Noget blev sat fri nu.
Publikum, hovedsageligt unge mænd, vippede indlevende med hele ryggen, mens Big Thief slap endnu flere følelser og trestemmige missiler løs.
På højdepunktet ’Not’ stod det klart, at det, der gjorde koncerten til et sort hul af tiltrækningskraft, især var Adrianne Lenkers utæmmede guitarsoloer. Her forvandlede Big Thief sig fra velspillet elegance til dyrisk udtryksvilje.
Det virkede næsten, som om Lenker sloges med sit instrument, mens hun vaklede rundt på scenen. Lyden, der undslap strengene, lød af overskridelse, små hvirvelvinde af opsætsig klang. Men også af helt umiddelbar lydglæde – som om hun først lige i det øjeblik havde opdaget elguitarens voldsomme muligheder.
Koncerten endte med en tilbagevenden til akustisk guitar og de folkede rødder med ’Spud Infinity’. Inklusive jødeharpesolo. En klassisk hjem-ude-hjem-opbygning, og det føltes faktisk forløsende.
Big Thief kan meget vel gå hen og blive årets bedste rockoplevelse på Dyrskuepladsen i Roskilde om få uger.
Kort sagt:
Adrianne Lenker er en naturkraft, som især bliver sat fri på scenen. Big Thief har udviklet sig til et exceptionelt liveband, og koncerten i Store Vega blev både dyb og kropslig.