‘Casa Fantasia’: Mercedess’ debutalbum er (ekstremt) stilsikker gangster-pop
For næsten præcis to år siden slap danske Mercedess debutsinglen ’Shy Gangster’. En kølig popsang med umiskendelig cool-faktor, der kørte hende i stilling som en slags dansk gangster-pendant til Lana Del Rey med et strejf af trap.
Samme nummer har fået æren af at åbne debutalbummet ’Casa Fantasia’, og det er et eller andet sted meget passende. ’Shy Gangster’ opsummerer nemlig ret godt Mercedess som artist: Hun er cool, men også følsom. Gangster, men en genert en af slagsen.
’Casa Fantasia’ er skabt i samarbejde med blandt andet Goss og produceren Vera, og sammen har de begået et vellydende og yderst formsikkert debutalbum, hvis helt store drivkraft netop er Mercedess’ modsætningsfyldte image. Alle tracks kunne have skabt bølger på den danske musikscene, for hver og ét af disse numre er isoleret set solide popsange. På den måde lever ’Casa Fantasia’ mere end op til de ellers pænt høje standarder, som singlerne satte.
Problemet opstår snarere, når du får serveret hele herligheden i én køre – for Mercedess’ debutalbum er desværre ikke nær så fantasifuldt, som titlen ellers lover. Tværtimod dyrker Mercedess på det meste af albummet lydbilledet fra ’Shy Gangster’ i en sådan grad, at det til sidst bliver en anelse svært at skille de enkelte numre fra hinanden. Og albummets bedste materiale lider under det.
Tag bare det nedbarberede titelnummer, der jo i og for sig er ret genialt. En skøn lille klaverballade, der klinger af lige dele britiske Oh Wonder og intim soveværelsespop a la ’Don’t Smile At Me’-æra-Billie Eilish. Men når man lige er blevet trukket igennem otte numre skåret ud fra mere eller mindre samme skabelon, kommer sangen bare ikke til sin ret.
Måske debuten havde taget sig bedre ud som en fire-fem numre lang ep, hvis det hele absolut skal være så stilsikkert?
Enkelte steder afviger Mercedess en smule fra formlen, og det er kærkomment. Nævneværdige eksempler tæller den akustiske, nærmest flamenco-agtige ’How Funny I Am’ samt den noget mere fyldige produktion på singlen ’Obvious’ (det er ikke svært at forstå, hvorfor den i foråret florerede som P3’s Uundgåelige). Og så er der ‘In My Dreams’, der med sin tilbagelænede rytme og fingerplukkede nylonguitar næsten har en snert af bossa nova.
Kommer hun 100 procent i mål med sidstnævnte? Ikke nødvendigvis. Men det er nu alligevel et forfriskende opbrud på et lige lovligt forsigtigt debutalbum, og det klæder Mercedess, når hun tør skeje lidt ud.
Flere gange på albummet formår Mercedess på fin vis at indkapsle tidsånden med sine observerende og spidsfindige tekster. Det gælder ikke mindst det halvandet minut lange højdepunkt ’Memes’, der ser hende hudflette en romantisk interesse, som kun er i stand til at kommunikere sine følelser gennem, ja, memes (»Step up«, lyder opfordringen fra Mercedess). Spot on.
Det er svært at forlade ’Casa Fantasia’ med skuffede miner, når albummet kulminerer med så stærkt et nummer som ‘Summer’s Already Gone’, der med sin hypnotiserende vokal og forførende instrumentation om noget understreger det store potentiale, som Mercedess jo unægteligt besidder.
For Mercedess har jo tydeligvis fat i noget. Det skinner igennem på snart sagt samtlige numre på ’Casa Fantasia’. Men hvor ville jeg dog ønske, at den generte gangster slap tøjlerne bare en anelse mere.
Kort sagt:
Danske Mercedess’ ’Casa Fantasia’ er pakket med solide, velproducerede popsange, men som helhedsoplevelse bliver den generte gangsters debutalbum en kende for ensformigt.