Heartland Festival: Lige præcis med Cat Power betyder det rent faktisk noget, når hun generisk roser publikum

Heartland Festival: Lige præcis med Cat Power betyder det rent faktisk noget, når hun generisk roser publikum
Cat Power på Heartland Festival. (Foto: Rene Dyhr)

Under The Magnetic Fields’ koncert på Heartland Festival erklærede frontperson Stephin Merritt, at to sange kan være hinandens modsætninger. Her refererede han til den inderlige kærlighedshymne ‘The Book of Love’ sat over for den fjollede ‘The Biggest Tits In History’, som kom lige efter hinanden på sætlisten.

Jeg vil gerne udvikle på Merritts hypotese og sige, at to koncerter også kan være det modsatte af hinanden. Endda poetisk nok også to koncerter, der kom lige efter hinanden i Heartlands tidsplan. Det gælder Cat Powers forsigtige singer/songwriter-opvisning på Highland Stage og den efterfølgende bragende Led Zeppelin-pastiche fra Greta Van Fleet.

Hvor Greta Van Fleet var mangelfuld substans udsat for over-the-top levering, var Cat Power det absolut modsatte. Så utrolig meget substans, der blev kommunikeret gennem en performer, der ikke til fulde var i stand til at levere.

Chan Marshall aka Cat Power var assisteret af tre musikere – en trommeslager, en guitarist og en multiinstrumentalist, der fortrinsvist spillede keyboard, men som momentvis tog fat om en guitar.

Hovedpersonen selv holdt sig til at synge, og meget af tiden skete det ind i to mikrofoner, hvor den ene var en smule forsinket, således at der opstod en diskret tostemmighed i vokalen.

Bevares; det lød skam fint meget af tiden. Som da Marshall lavede en overgang fra klassikeren ‘The Greatest’ til et cover af ‘When the Saints Go Marching In’, og den helt stilfærdige guitar og de dejligt vemodige klavertoner gav hendes forsigtige vokal godt med tid til at udfolde sig. Det var smukt, og hvis resten af koncerten havde været efter den standard, havde jeg nok smidt i hvert fald en ekstra stjerne hendes vej.

Men Cat Power er bare ikke den store performer.

Det er intet nyt, at Chan Marshall er lidt genert og forsigtig på en scene. Det var for mit vedkommende en decideret positiv overraskelse at kunne fornemme, at hun oprigtigt satte pris på publikum og endda sagde »You guys are my favorite audience« (generisk ros fra de fleste, men absolut ikke hverdagskost fra Cat Power).

Men der skulle virkelig ikke meget til fra instrumentationen, før Chan Marshalls vokal begyndte at drukne. Jeg bevægede mig endda rundt for at sikre mig, at det ikke var min placerings skyld. Hendes vokal fyldte bare så lidt til tider.

Det er ikke fordi, instrumenterne ville have overdøvet den typiske vokalist under ‘White Mustang’ eller afslutningen med ‘The Moon’. Men de overdøvede Cat Power.

Oven på en så animeret fysikalitet, som jeg oplevede dagen forinden, ville det ikke have skadet Cat Power at være lidt mere ekspressiv. Ikke at jeg forventer, at hun danser og gestikulerer som en Tim Burton-karakter, men jeg ville sætte pris på bare små kropslige tegn på, hvad sangenes følelsesliv indebærer.

Men jeg er på Heartland for at blive beriget. Og det blev jeg glimtvis af Cat Power. Så hellere det, end hvad jeg med reference til Stephin Merritt vil angive som det modsatte.


Kort sagt:
Cat Power havde nogle potente sange med på sætlisten, og i de bedste øjeblikke kunne man føle dem helt ind i sjælen. Ofte var hun dog en begrænset performer, der blev overdøvet af sit eget band.

Cat Power. Koncert. Heartland Festival, Highland Stage.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af