Når man ser op mod ti koncerter om dagen, kan man godt blive lidt træt af de der koncertklichéer, der bare går igen. Og igen. Og igen. Ooooog igen.
Så bare lige for at være lidt mavesure midt i al festivaleuforien, har vi samlet nogle af de værste koncertklichéer, der gerne må dø meget snart.
1. ‘Seven Nation Army’. Hver. Evig. Eneste. Koncert.
Hvornår startede den her uskik? Var det efter en White Stripes- eller Jack White-koncert på Roskilde, at folk bare blev ved med at skråle lå-lå-lå til alle efterfølgende optrædener? Hvis vi har en tidsmaskine, kan vi så tage tilbage i tiden og stoppe denne trend fra nogensinde at starte?
For de meget fodboldfan-agtige, taktfaste lå-lå-lå-kor har taget overhånd. Der er knap en koncert, hvor vi ikke skal igennem dette gigantiske kliché-ritual. Det er nærmest en lige så fast del af koncerterne som at klappe.
Det værste er, at mange musikere lader sig rive med af dillen og selv kaster sig ud i skråleriet, simpelthen fordi der er nemme point at hente. Som Post Malone for eksempel. Så står vi der allesammen og råber låå-lålålå-lålåå-lå.
Er det virkelig det, vi vil have til en koncert?
Nej, det er ej! Vi er bedre end dette! Vi skal være bedre end dette! Så hermed en opfordring til alle festivalgængere og koncertgæster: Vær bedre end ‘Seven Nation Army’!
2. Tak til bandet
Den her er lige på grænsen, vi ved det godt. For jo, selvfølgelig er det sympatisk, at en frontperson gerne vil vise taknemmelighed til sine medbragte musikere. Bassister har også brug for kærlighed. We get it.
Meeeen … behøver det at tage så lang tid? Skal alle artister få os til at klappe af samtlige bandmedlemmer? Hvad med at vi bare klapper af dem alle på én gang? Eller nævner dem alle i træk og så klapper bagefter? Kunne det fungere?
Vi ved godt, den her anke måske er lidt smålig, men vi må også bare være ærlige og sige: På dagens ottende eller niende koncert er vi måske ikke vildt interesserede i at klappe håndfladerne røde af hvert enkelt bandmedlem.
3. Mistimede moshpits
Vi har en plan.
Hvad hvis vi tager alle moshpit-elskere på Roskilde Festival og inviterer dem på en slags workshop eller træningslejr, hvor de lærer følgende to ting: Til hvilken type sang, man laver en moshpit. Og hvordan man timer den rigtigt.
For Jesus, corona har virkelig gjort, at vi alle er kommet i dårlig moshpit-form.
Til Shooter Gangs koncert på Countdown-scenen blev publikum for eksempel ved med at åbne en gigantisk moshpit under sange uden et drop. Hvilket førte til, at moshpitten bare blev stående åben og uforløst. Hvis altså ikke publikum bare tænkte ‘fuck it’ og bragede mod hinanden på et tidspunkt, der slet ikke passede til musikken.
Til andre koncerter mosher publikum til de mest random sange. For eksempel til Polo G’s melodiske hiphopballader på Arena.
Jeg kan huske, jeg engang bevidnede Stormzy nærmest trygle sit publikum om ikke at moshe under hans gospel-rap.
Derfor: Lad os sende moshpit-folket på træningslejr!
4. Ikke kast med tis. Ikke stil krus med tis, hvor folk vader ind i dem. Tis på toilettet.
Dette punkt gælder udelukkende festivalkoncerter. Heldigvis. For det handler om tis.
Urin er en del af atmosfæren på Roskilde. » I feel it in the water. I feel it in the earth. I smell it in the air«, som Galadriel siger i starten af ‘Ringenes herre’.
Men der må være grænser. Og de grænser går ved at pisse i krus og enten kaste dem afsted gennem luften eller lade dem stå rundt omkring, hvor uheldige forbipassernede vader direkte ind i dem.
Det er næsten utroligt, vi er nødt til at sige det, men det er vi åbenbart: Lad være med at kaste dit tis i nakken på andre mennesker. Og lad være med at stille pisfyldte krus rundt omkring som en slags urinfælder.
5. ‘Sæt jer ned’-finten
Først en indrømmelse: Vi kunne godt lide ‘sæt jer ned’-tricket de første cirka 10-15 gange. Der er noget visuelt tilfredsstillende ved at se et menneskehav sætte sig ned på jorden og hoppe op på fødderne samtidig. Det virker.
Som sagt: Fedt de første ti gange.
Men ‘sæt jer ned’-tricket har spredt sig så meget, at det desværre nu kvalificerer til denne kliché-liste. Og det er faktisk især de danske kunstnere, der elsker at få publikum til at slå røven i græsset.
Den seneste tid har vi set så mange musikere gøre brug af metoden, at den ikke længere er et overraskelsesmoment. Men snarere lidt af en pligt. Nå, okay, nu skal vi sætte os ned igen, tænker man. Kan vi ikke snart finde på noget nyt?