20. Laura ‘Livstid er for altid’
Er der noget bedre end debutsingler, som virkelig gør én sulten efter at høre kunstnerens næste træk?
Velkommen til Laura!
19. Tobias Rahim feat. Artigeardit ‘Bums for eliten’
Tobias Rahim har formået at få magtkritik tilbage på hitlisterne. Her endda med Artigeardit med i den revolutionære sidevogn.
18. Laura Ziani ‘Generation’
En alternativ pophymne om udenforskab, der perfekt afstemmer det store drama, der hersker i både tekst, instrumentation og vokal.
17. Baske ‘Robert’
Vi starter stille og roligt. Og så – efter et halvt minuts tid – eksploderer den danske duos støjpop som en vulkan i udbrud.
16. Prisma ‘Drive’
Den pulserende, næsten tromlende ‘Drive’ er selvsagt til soundtracket, når den store danske motorsportsfilm engang skal laves.
15. Giift ‘Fed Up’
Giifts ultraminimalistiske r’n’b viser, hvorfor meget selvproduceret musik får præfixet ‘bedroom’-et-eller-andet. Det føles intimt og personligt. Som en hvisket hemmelighed.
14. Joyce ‘Se mig’
Næsten lige i midten af Joyces både musikalsk og tematisk tunge albumtoer finder man denne her sitrende og næsten glitrende rockslasker.
13. First Hate ‘In My Head’
Fuldkommen ekstatisk ravepop med eksistentielle undertoner.
»But when I go to parties / I’m never having fun«.
12. Mø ‘New Moon’
Lad os løfte champagneglasset, for denne her sang er en perfekt skål til nye begyndelser.
11. Eee Gee ‘Winning’
»If you never try, you will never know«. Så sandt som det er sunget.
10. Kind Mod Kind ‘Du gør mig blind’
Dansksproget pop og decideret klubmusik smelter sammen til noget ret unikt på denne her lovende debutsingle fra det danske femkløver.
9. Debbie Sings ‘Godspeed’
Findes der en genrebetegnelse til musik, der har cirka dobbelt så meget smæk på som hyperpop? Nej? Nå, men når der gør, så klask dét label på dette futuristiske festfyrværkeri af en sang.
8. Icekiid ‘Kolo’
Danmarks originale afrobeats-artist er samtidig stadig Danmarks bedste afrobeats-artist.
7. Gilli ‘Miami Vicer’
‘Scarface’-sample. Mandekor. 80’er-pop. Catchyness på ‘Ibiza’-niveau. Der sker en del på den her sang. Egentlig også for meget. Men i Gillis hænder går det hele – endnu engang – op i en højere enhed.
6. Andreas Odbjerg ‘Hjem fra fabrikken’
Glemmer du midt i hverdagens travlhed og jag at sige til din kæreste, hvor meget personen betyder for dig? Så send denne her sang på Messenger i frokostpausen og skriv, at det er sådan, du har det.
5. Fabräk ‘Jeg skater ik’
Vil Københavns skatekultur nogensinde komme tilbage fra den her øretæve af en punkrap-klasker?
4. Senso ‘Is It True’
Saftig og svulstig poprock-magi, hvor glimtet i øjet er lige så massivt som de følelser, der hos Senso er skruet op på 11 – nej, 12!
3. Brimheim ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’
En helt igennem smuk, rørende og vanvittigt sårbar rockhymne om krop, selvhad og selvaccept. Man får næsten lyst til at sige ‘tak’ til Brimheim for at give så meget af sig selv i og til musikken.
2. D1ma ‘Drøm mig væk’
Flere måneder før Drake og Beyoncé pludselig skiftede spor til house, havde D1ma lugtet trenden.
Den maskerede danske rapper, der egentlig debuterede med en drill-lænende sang tidligere i år, kom lige tidsånden i forkøbet med ‘Drøm mig væk’, hvor han forener pulserende beats med en vokal, der kombinerer Jamaikas traumatiserede toner og en næsten Bieber’esk popsensibilitet.
‘Drøm mig væk’ har været årets mest overraskende storhit, og D1ma har vist sig at være intet mindre end en potentiel kommende popstjerne.
1. Zar Paulo ‘Klap for fædrelandet’
Zar Paulo har ulmet. Ja, det føles næsten som om, de har ligget på lur. Bare tre sange udgav de i årene 2018-2019, inden de i april 2020 markerede sig med den euforiske generationspop på ‘Stop Believing’. Derfra virkede det som om, pilen kun pegede én vej.
Men så, stilhed. I godt over halvandet år. En umanerligt lang pause for så ungt et band, der havde vist så stort et potentiale.
I januar sprang de endelig frem fra studiets mørke med ‘Klap for fædrelandet’: En boblende, skør, skæv og uimodståelig popsang med undertoner af dansktop (!) og fædrelandskritik.
Stramt komponeret, men samtidig totalt løssluppen. Med kække klap og skrål-med-inviterende linjer.
Forsanger Emil Johannesen næsten beordrer os til at klappe for fædrelandet. Kom nu for helvede!
Men det her er ikke dansktopidyl. ‘Klap for fædrelandet’ er skrap og samfundsspydig. Det er Danmark på godt og ondt. »Københavns smukke gader«, men også spritbilisten Jan og Bertel, der gerne vil »lukke grænsen for at passe på kulturen«.
Vi klapper af Zar Paulo for det her unikke mirakel af en sang.