Jack White skruer ned for galskaben (men ikke for legesygen) på den rustikke ‘Entering Heaven Alive’
For snart et år siden annoncerede Jack White, at 2022 ville byde på hele to soloalbum fra ham.
Først en hårdere, mere skramlet udgivelse betitlet ‘Fear of the Dawn’, der sonisk ville fortsætte, hvor den kaotiske forgænger ‘Boarding House Reach’ fra 2018 slap. Derefter ville vi få en mere tilbageholdende, lige-ud-ad-landevejen folkrockskive ved navn ‘Entering Heaven Alive’.
Hvis du ikke har det store kendskab til Jack White, men bare har lyst til at høre nogle velklingende, relativt blide rocksange, er ‘Entering Heaven Alive’ et rigtig godt sted at lære ham at kende.
Det er et album, der tager dig i hånden og præsenterer dig for noget af sin stilarts lækreste produktion (som altid med White selv i producerstolen) og nogle af de mest intuitivt dejlige klangflader, man kunne ønske sig. Men der er også gennemgående spor af den lurendrejer, Jack White så ofte er – og disse gør, at det også er et album, der er værd at vende tilbage til og udforske i detaljerne.
Tracklisten starter elegant med ‘A Tip From You To Me’, der på et fundamentalt plan er en ganske simpel, velskrevet americana-melodi. Den får dog liv af en sprællevende instrumentation fra en kvartet, der forsigtigt og gnidningsfrit skaber nye, pivlækre klange om hvert hjørne i et sonisk landskab, hvor ét instrument aldrig bliver et andet underlegent.
Det lyder som hvis The Rolling Stones’ mere country-klingende materiale blev lige en tand mere velolieret og moderne – og det er en fryd for ørerne.
Det er ingenlunde nær så kaleidoskopisk en lytteoplevelse som de to seneste udgivelser, men den mere imødekommende lyd betyder ikke, at Jack White viger fra sine principper som musiker.
Et af albummets mere spidsfindige valg er på andet vers til ‘Help Me Along’, hvor han lader instrumentationen blive drevet af blot en violin og en ganske spinkel akustisk guitar. Men det er stadig afgjort et nummer, du absolut kan sætte på din café-playlist uden at være bange for at skræmme café-gæster væk.
Fokus på den akustiske guitar frem for den elektriske giver generelt albummet en mere intim, nærværende fornemmelse – hvilket egentlig er tiltrængt oven på to så verdensfjerne og abstrakte udgivelser som dem, der gik forud for ‘Entering Heaven Alive’.
Den elektriske guitar bliver kort hevet frem som supplement til den akustiske, når sangene ‘All Along The Way’ og ‘If I Die Tomorrow’ effektivt munder ud i bragende rockklimakser efter grundig stemningsopbygning.
Men mest spændende er det på den jazzrockede afstikker ‘I’ve Got You Surrounded (With My Love)’. Her betvinger White elspaden hele vejen igennem, og han danner nogle ret finurlige akkorder i samspil med noget fornemt Herbie Hancock-klingende tangentbetvingning fra pianist Quincy McCrary. Udforskningen af lækre jazzklange går dog aldrig i vejen for sangskrivningen, og det ender med at være en af albummets stærkeste ørehængere.
Jeg må dog erklære, at jeg synes albummets anden halvdel har svært ved at nå samme højder som første halvdel. Den kække ‘Queen of the Bees’ bygger på et noget gumpetungt bluesgroove, der ikke rigtig bliver løftet af spøjse soniske indslag som elefanttrut(!). Og selv om instrumentationen på ‘A Tree on Fire From Within’ og ‘Please God, Don’t Tell Anyone’ holder samme høje niveau som albummets tidlige tracks, har vi at gøre med forglemmelige melodier, der ikke overrasker, hvis man kan sin country- og bluesrock det mindste.
Albummet indhenter dog de tabte point med to fornemme afslutningstracks.
Først ‘A Madman from Manhattan’, der på imponerende vis får forenet albummets fascination af country med den håndfuld af jazz-ekskurser, vi har bevæget sig ud på. Sangskrivningen går i lige så skæve retninger som noget fra ‘Boarding House Reach’, men præsentationen er så mild og pivlækker, at det er meget lettere at fordøje.
Dernæst ‘Taking Me Back (Gently)’, en bluegrasset udgave af åbningsnummeret fra ‘Fear of The Dawn’, der får rekontekstualiseret den ellers noget så eksplosive rockhymne, så den emmer af en nyfunden desperation. Den slutter endda på samme måde som originaludgaven starter – så bliver man diskret inviteret til at lytte til ‘Fear After Dawn’ derefter.
Det tror jeg, jeg vil gøre. For jeg er ingenlunde blevet træt af de løjerligheder, White inviterer lytteren med på.
Kort sagt:
Jack Whites ‘Entering Heaven Alive’ er ikke nær så eklektisk som sine forgængere, men det betyder ikke, at White fornægter sin legesyge. Tværtimod er der spøjse idéer til højre og venstre, og der er virkelig gjort noget for, at lydbillederne oser af liv. Den rustikke indpakning er bare noget mere spiselig end før.