Fem gange i nyere tid, hvor Jack White har skidt højt og helligt på rockmusikkens regler

De sidste fem år har Jack White nægtet at følge rockmusikkens konventioner, og har i stedet været en katalysator for kaos. I anledning af at hans næste album, 'Entering Heaven Alive', udkommer den 22. juli, ser vi her på nogle af de gange, han har rykket grænserne for, hvordan en rocksang kan lyde.
Fem gange i nyere tid, hvor Jack White har skidt højt og helligt på rockmusikkens regler
Jack White. (Foto: Rich Fury/Getty Images for iHeartMedia)

Nostalgi er et tveægget sværd.

Nostalgi har gjort, at poppunken og emo-poprocken, der ellers i deres 00’er-samtid blev anset for at være kiksede, nu er de hotteste trends. Ikke kun i moderne rockmusik, men også i hitlistetoppende pop.

Men det betyder dog også, at 00’ernes store navne skal tage sig sammen, hvis de ikke skal ende med at have prædikater som ‘nostalgi-act’ eller ’00’er-koryfæ’ hængende over sig.

The Black Keys har nægtet at forny sig selv, og de er således på rekordtid blevet totalt irrelevante. Interpol har mere eller mindre hele karrieren igennem forsøgt at genskabe det samme (fremragende) debutalbum, og når de spiller live nu, er ingen rigtig kommet for at høre det nye materiale.

Jack White kunne meget vel have risikeret at ryge ned i samme skuffe. Den tidligere White Stripes-frontmands to første soloalbum var fortrinsvis solide doser relativt forudsigelig bluesrock med kære henvisninger til country og americana.

Bevares, sangskrivningsniveauet var ligaer over de skrækeksempler, jeg lige nævnte. Med bangers som ‘Sixteen Saltines’, ‘I’m Shakin” og ikke mindst titelnummeret fra ‘Lazeretto’, behøvede han nok ikke at være bange for, at de mange stadioner rundt omkring i verden kun skulle være interesserede i at høre gamle kendinge som ‘Seven Nation Army’, ‘Icky Thump’ og ‘Steady, As She Goes’.

Men da White delte første lyd fra sit tredje soloalbum, ‘Boarding House Reach’, der udkom i 2018, havde jeg en snigende fornemmelse af, at jeg vidste præcis, hvad jeg kunne forvente.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl.

Jack White var i gang med at løsrive sig fuldstændig fra alles forventninger til ham – og forventninger til rockgenren generelt. Det udløste kritik. Nogle kaldte den nye stil for skrækkelig, andre måtte selv i deres positive dækning skrive, at musikken lød som om, han havde mistet besindelsen.

Ikke alle kunne lide det. Men Jack White var blevet uforudsigelig igen. Så nu, hvor han udgiver albummet ‘Entering Heaven Alive’ den 22. juli, kan man ikke længere føle sig sikker på, hvad der venter. Heldigvis.

Mens vi venter på, at udgivelsen lander, guider vi her til fem gange, hvor Jack White har fornyet både sig selv og rockgenren som helhed de seneste år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Da han genintroducerede sig med hakkende bluestronica

Første single fra ‘Boarding House Reach’ var det gospel-klingende åbningsnummer ‘Connected by Love’. Det var på ingen måde et typisk Jack White-nummer.

Men endnu mere opsigtsvækkende var b-siden ‘Respect Commander’, der i to minutter trisser rundt i sære, hakkende breakbeats, science fiction-klingende synths og loopy guitarriff, inden Jack White begynder at synge en simpel bluesmelodi.

De bizarre soundscapes og effekter fra tidligere i sangen danner dog stadig fundament for denne mere melodiøse halvdel af sangen, og disse løjerlige klange fungerer fremragende sat over for Whites karakteristisk støjende, skingre guitarsolo.

Det er et nummer, der viste Jack White fra en helt ny side. Og det blev kun vildere herfra.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Da han blev så funky, at det vækkede mindelser om James Brown

Andet udspil fra ‘Boarding House Reach’ var en kapitalismekritisk omgang funkrock. Så har man set det med.

Specifikt klinger den med sin højtråbende, nærmest kommanderende vokal af funklegenden James Brown. Men i stedet for at kommandere folk til at danse og feste, kommanderer han os til at udlicitere vores arbejdskraft til ham, så hans firma kan gå »all the way to the top«.

Jack White er selvfølgelig ingenlunde den første rockmusiker til at omfavne funken, men ‘Corporation’ er langt skævere og mere besynderlig end din gængse skæring af Red Hot Chili Peppers, Living Colour eller endda Becks mere funky materiale.

Det blev absolut ikke mindre mærkværdigt, da Jack White på senere skæringer som ‘Ice Station Zebra’, ‘Get in the Mind Shaft’ og ‘Hi-De-Ho’ fortsat udforskede genren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Da han begyndte at flirte med hiphoppen

Jack White? Hiphop? De to ting kan da ikke forenes.

Det konkluderede jeg selv, da jeg skrev en artikel med den forargede overskrift »Hør Jack White rappe på den fuldkommen forfærdelige ‘Ice Station Zebra’«.

Jeg er sidenhen blevet meget gladere for det bizarre kaos, White præsenterer på det nummer, men jeg vil nu stadig ikke påstå, at han er en særlig imponerende rapper. Hans flow befinder sig et sted mellem »Andersine, Anders And og Rip-Rap-Rup, de skulle ud og kø-ø-re« og »My Name’s Jack White And I’m Here To Say«.

Det var dog tydeligt, at han ikke integrerede hiphop i et forsøg på at være hip, men rettere grundet en fascination af de muligheder, hiphopelementer i hans musik ville kunne præsentere. Man kunne især mærke en skelen til de seneste års spændende eksperimentalhiphop.

Det kom i samme omgang frem, at Jack White oprindeligt gerne ville have haft Jay-Z med på både ‘Ice Station Zebra’ og den bragende rockbanger ‘Over and Over and Over’ – sidstnævnte gik i den uudgivne Jay-Z-udgave under navnet ‘Under My Ray-Bans’.

White er ikke stoppet siden. På 2022-tracket ‘Hi-De-Ho’ får han besøg af A Tribe Called Quest-legenden Q-Tip, og han kaster sig også for en sjælden gangs skyld ud i sampling.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Da der gik både dubreggae og progrock i den på ‘Eosophobia’

I april udkom Jack Whites fjerde soloalbum, ‘Fear of the Dawn’ – det femte, ‘Entering Heaven Alive’ lander som nævnt allerede den 22. juli. Singlerne tyder på, at ‘Entering Heaven Alive’ bliver et mere traditionelt folkrock-album, omend jeg selvfølgelig håber på, at der kommer nogle mere overraskende stunder dybere på tracklisten.

Men selv hvis det bliver en meget lige-ud-ad-landevejen lytteoplevelse, betyder det ikke, at White er færdig med at eksperimentere. Det beviste han på ‘Fear of the Dawn’ med tracks som ‘Eosophobia’ og dens reprise senere på tracklisten.

‘Eosophobia’ er en intens, totalt hjernevridende og lettere hypnotisk lytteoplevelse, der i visse portioner er en insisterende, skramlet progrockbasker, men som i andre portioner er en stemningsfuld omgang dubreggae. De samme motiver bliver vævet ind og ud af de to stilarter på overraskende elegant vis.

I reprisen bliver kompositionen gjort endnu mere hektisk og svimlende, før tæppet bliver hevet væk under lytteren, og det pludselig bliver en af tracklistens mere konventionelle bluesrocksange – for en stund.

De to udgaver af ‘Eosophobia’ er en masterclass i, hvor meget den samme komposition kan ændre karakter alt efter de soniske og genremæssige omgivelser, man placerer den i.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Da han fandt et fantastisk riff og brød alle regler med det

Riffet til ‘Into the Twilight’ er noget nær perfekt. Det kunne have været brugt til en stor rockslager med The White Stripes eller The Raconteurs. Men White er bedøvende ligeglad med at producere et hit. Faktisk gør han nærmest alt, den konventionelle rocksangskriver-håndbog siger, man bør lade være med.

De der forvrængede tegnefilmsstemmer skal bare ikke komme og forstyrre riffet. Den underlige spoken word-sektion skal bare ikke komme ud af det blå på den måde. Man skal simpelthen ikke gentage riffet så meget, uden at der er egentlige vers og omkvæd. Det der halvkiksede orgel-gøgl han kører mod slutningen, skal man bare ikke kaste sig ud i, hvis man vil lave en sej rocksang. Og man skal fandeme ikke afslutte sådan et potentielt hit med et acapella-kor!

Men White skider på, hvad man skal og bør. ‘Boarding House Reach’ og ‘Fear of the Dawn’ er så skønne, fordi de bryder rockmusikkens konventioner og gør genren frisk igen. Selv om det ikke tyder på, han vil være nær så grænsesøgende på ‘Entering Heaven Alive’, glæder jeg mig stadig til at høre, hvad han mon har i støbeskeen, når det udkommer 22. juli

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af