ANBEFALING. Mandag 11. juli var jeg mødt op i Pumpehuset for at se en af mine yndlingsrappere for tiden. Nemlig den rapkæftede og evigt vittige Rico Nasty.
Jeg kom lidt senere ud af døren, end jeg egentlig havde planlagt. Jeg ville egentlig stå på første række, koste hvad det vil, men jeg har de seneste år erfaret, at fans af moderne hiphop – især den mere rowdy af slagsen – ofte møder tidligt op til koncerter.
10 minutter efter døråbning møder jeg op i Pumpehuset, lettere forvirret. Jeg havde regnet med at skulle op i Pumpehusets store sal på overetagen. Der var dog kun solgt billetter nok til, at koncerten skulle foregå nedenunder; i det område, der primært fungerer som foyer, når det er større navne, der gæster spillestedet.
Vi var kun lidt under et dusin fremmødte, da jeg dukkede op, og selv om fremmødet selvsagt blev større, som vi nærmede os koncerten, var der intet besvær i forbindelse med at smyge sig ind og købe en øl efter det velvalgte danske opvarmningsnavn Yakuza, og så tilbage på første række inden Rico Nasty.
Havde jeg forsøgt noget lignende inden nylige koncerter med rappere som Dave eller Denzel Curry, havde jeg simpelthen ikke kunnet nå min oprindelige plads igen. Men mere publikum var der altså ikke til Rico Nastys koncert i Pumpehuset.
Under koncerten italesatte hun da også, at hun var vant til at spille for langt større crowds, og at hun faktisk satte meget pris på denne mere intime setting. Måske var for mange Rico-fans på ferie midt i juli – måske er det specifikt i Danmark, hun er undervurderet.
Men personligt er jeg ikke i tvivl. Rico Nasty er en af vor tids mest spændende hiphopkunstnere. Jeg lærte hende først at kende gennem sangen ‘Smack a Bitch’, en metallisk trapsang, hvor hun råberappede som ind i helvede, nærmest som sin generations svar på Ludacris, Lil Jon eller DMX.
Hun er muligvis sin generations bedste råberapper. Det beviste hun til fulde på 2019-mixtapet ‘Anger Management’, hvor hun hele vejen igennem var allieret med Kenny Beats, den visionære producer, der også stod bag ‘Smack a Bitch’.
Men hun viste for alvor, at hun havde meget at byde på, da hun i 2020 albumdebuterede med ‘Nightmare Vacation’. Her havde hun 100 Gecs-medlem og hyperpop-avantgardist Dylan Brady med inde over flere numre, og med tracks som ‘Iphone’, ‘Pussy Poppin’ og det ekstravagante ‘Smack a Bitch Remix’ skubbede hun med punket iver til, hvad hiphop var i stand til at rumme anno 2020.
Men hos Rico Nasty er man samtidig altid inviteret med ind i varmen, uanset hvor grænsesøgende musikken bliver.
Selv om hun i Pumpehuset måske overlod lige en tand flere linjer til backingtracket, end hun kunne være bekendt, var der hele vejen igennem stadig denne følelse af, at alle var velkomne i Rico Nastys univers. Mod koncertens slutning kravlede en fan op på scenen, og hun brugte oprigtig mere tid på at kramme hende end på at rappe sine linjer.
Uanset hvor skærende og industriel lyden bliver – og den bliver sgu rimelig out there til tider – er Rico altid en tryg skikkelse at befinde sig hos. Hun kæmper med dig, ikke mod dig. Med mindre du er en af de klaphatte, der prøver at benægte hende retten til at være en black punk, hvilket hun rapper om på en nylig single, der peger frem mod albumtoeren ‘Las Ruinas’.
‘Black Punk’ er endnu et slagkraftigt, metallisk trapnummer, hvor de industrielle synthflader er så skærende og bragende, at det vækker mindelser om hiphop-avantgardister som Death Grips og Injury Reserve.
Men samtidig er Rico så bevidst om stærke hooks og bred appeal, at det er lige så fristende at tænke på, hvordan XXXTentacion og $uicideBoy$ i deres storhedstid tiltrak store fanskarer. Rico Nasty er lige i krydsfeltet mellem kunst og rowdy fest.
22. juli udkommer hendes andet album, ‘Las Ruinas’, og jeg er meget spændt på at få det hørt. Hvis hun fortsætter med det høje kvalitetsniveau, hun indtil videre har lagt for dagen, kan det kun blive stærkt.
På ‘Nightmare Vacation’ fra 2020 allierede hun sig med hitmagere som Gucci Mane, Aminé og Trippie Redd, hvilket potentielt kunne have skudt hende mod stjernerne. Men jeg fornemmer, at hun egentlig har det bedst i undergrunden. Så håber jeg dog også, at hele hiphopundergrunden i Danmark er der, næste gang hun besøger landet.