Zar Paulo var fænomenale i Lille Vega – de fortjener langt større scener i fremtiden

Zar Paulo var fænomenale i Lille Vega – de fortjener langt større scener i fremtiden
Zar Paulo på Hotel Cecil i oktober 2021. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Zar Paulo spillede lørdag aften i Lille Vega. Hvis alt går vel spiller de formentlig aldrig der igen, med mindre de (som genrefællerne i The Minds of 99 gjorde i 2017) en dag annoncerer en række intimkoncerter.

For de er lavet af stof, der kalder på større scener. Deres sange er spækket med iørefaldende hooks, der i aftes bragede ubesværet ud gennem salen. De var fyldt af energi på klassisk rockstjernevis. Som om de allerede havde indtaget verden.

Ikke blot var forsanger Emil Vammen konstant i færd med skæve, sprælske bevægelser, der osede af vildskab – som hvis David Byrne imiterede Iggy Pop.

Og ikke blot var gruppens de facto co-frontmand, guitarist og stedvis saxofonist Johan Horsmans, ligeledes en urkraft, der førte sig ufortrødent frem – særlige højdepunkter var den korte guitarsolo i ‘Ravage’ og den prangende saxofonsolo til ‘Stop Believing’.

Nej, hele bandet kom ud over scenekanten. Der var hele tiden gang i dem. Oftest så naturligt, at det føltes som om, sangenes grooves bare kommanderede dem til at bevæge sig. Men til tider med noget bevidst showmanship, som da de under ‘Radiotårn’ begyndte at løbehoppe i flok på stedet.

‘Radiotårn’ bød også på et andet stykke pral, der viste, at de har format til langt større scener. Inden nummeret startede, fortalte Emil Vammen, at gruppen skulle til at demonstrere »en intern banddisciplin«. Han rakte en arm i vejret, og efter nogle sekunders stilhed begyndte samtlige medlemmer at spille på én gang. Ret cool.

Zar Paulos diskografi er endnu ganske lille. De debuterede sidste måned med første halvdel af deres debutalbum, ‘Elendig software’. Det betød, at aftenens koncert også var en mulighed for at få hørt, hvad anden halvdel mon kommer til at byde på. Gruppen serverede fire uudgivne sange, og de virker alle lovende.

Den Depeche Mode-klingende ‘Tæt på Paradis’ bød på en dystopisk synthlyd, mens Vammen sang om MySpace, MobilePay og emojis. ‘Ik gå så langt’ var en sårbar og drømmende skæring, hvis riff klingede af Radioheads ‘No Surprises’, men her tilsat Zar Paulos karakteristiske poppethed.

‘Interessantman’ var en skarp satirisk skildring af den slags mænd, der tror, at hele verden drejer sig om dem – her skildret som en slags selverklæret superhelt.

Og ‘Et par øjne’ var en øm ballade, der med tiden garanteret bliver det faste punkt, hvor publikum hæver deres mobiltelefon-flashes i vejret. Den lod til at ramme publikum i Lille Vega rigtig hårdt – der skulle lige blive plads til en pause efter sangens sidste tone, før folk var klar til at klappe.

Og når det var et nummer, der allerede var på første halvbum (som bandet kalder det) – ja, så var folk endnu mere i ekstase. Jeg tror, alle omkring mig sang med på nærmest hver en linje, hvis tracket var at finde på del 1. Så stort et indtryk har de sange allerede gjort.

Der er raketfart på Zar Paulo disse dage. De har, hvad der skal til for at blive Danmarksstjerner. Så hvis de bliver ved med at spille deres kort rigtigt, går der næppe længe, før det hedder Store Vega, K.B. Hallen eller sågar Orange Scene.


Kort sagt:
Topprofessionelle, velspillende og yderst karismatiske Zar Paulo indhyllede lørdag aften Lille Vega i fængslende melodier og spidsfindig lyrik. De var mesterlige i at få gjort publikum engagerede, og det ville ikke undre, hvis de fremadrettet får langt større scener at spille på.

Zar Paulo. Koncert. Lille Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af