I K.B. Hallen osede Father John Misty af adskillige gange mere daddy-energi, end Alex Vanopslagh nogensinde kunne drømme om
Father John Mistys seneste album er en omgang »falsk jazz«, der blev skrevet på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen udsigter til at skulle ramme landevejen. Sådan beskrev han i hvert fald selv albummet ‘Chloë and the Next 20th Century’, da han torsdag aften gav koncert i K.B. Hallen.
Skal man tage Josh Tillmans kynisk-humoristiske kommentarer for gode varer, turde han end ikke tro på, at verdensturnéer nogensinde ville vende tilbage igen, da han skrev musikken. Så derfor var der slet ikke taget højde for, at sangene skulle fungere i en live-setting.
Jovist, det blev sagt med glimt i øjet, men der er et gran af sandhed gemt deri.
Albummets musikalske landskaber er stilfærdige og forsigtige. De oversætter sig ikke let til live-shows med store armbevægelser, hektiske blink og højlydte følelser. På overfladen kan det virke så yndefuldt og lounget, at kanten risikerer at gå tabt, hvis ikke man overgiver sig fuldstændig til musikken.
Netop derfor var det så dejligt at bevidne, hvor stor en indsats der var gjort for at vække selv de mindste detaljer til live. Med sig havde han i omegnen af ti backingmusikere – inklusive en blæsertrio.
Trods den store besætning overdøvede musikerne ikke hinanden. Numrene fik plads til at ånde, og Josh Tillmans vittige lyrik var overordnet set let dechifrerbar.
De individuelle musikere fik også godt med tid til at bringe sjæl og velklang til numrene. Eksempler tæller en vrælende dosis støjguitar på ‘Mr. Tillman’, smukt drillende fløjter fra blæsersektionen under ‘(Everything But) Her Love’ og en klaver-intro på ‘Funny Girl’, hvis oldschool Hollywood-charme var som snydt ud af næsen på soundtracket til en Clark Gable-film.
Det var alt sammen rigtig yndigt og vellydende. Men der gik noget tid, før vores hovedperson for alvor slap hæmningerne.
Da Father John Misty senest var i Danmark, var der skruet godt op for fuzz og distortion, og jeg bevidnede en Tillman, der med sin vildskab ledte tankerne hen mod de mest kanoniserede rockidoler.
Den side af Tillman dukkede også stedvist op i K.B. Hallen. Der var selvfede dansemoves til tonerne af en instrumental passage i ‘I Love You, Honeybear’, skærende elguitar fra hovedpersonen under ‘Hollywood Forever Cemetery Sings’, og han gik helt ned i knæ for at skråle de mest følelsesladte linjer af ‘The Ideal Husband’.
Men langt hen ad vejen var han en mere tilbageholdende performer. Det tog længere tid at komme tæt på ham, når han var i dette modus. Men det havde skam også sin charme.
Det var som en slags blanding af klassiske croonere og lidt mere seksuelt møntede rocksangere.
Performere som Bryan Ferry og danske Martin Hall dukkede op på nethinden, når han brugte mikrofonkablet som en pisk under ‘Funny Girl’, eller når han flere gange bevægede sig hen til scenekanten og kiggede gæster på første række i øjnene med et så nonchalant, flirtende blik, at han osede af adskillige gange mere daddy-energi, end Alex Vanopslagh nogensinde kunne drømme om.
Jeg foretrækker nok den mere rockstjerne-agtige udgave af Josh Tillman, der især kom frem mod slutningen af koncerten, men den havde selvsagt ikke klædt musikken fra det nye album så godt. At iføre sig den mere kølige persona var klart et godt valg. Den konsekvent gennemtrængende über-coolness ved begge personaer gjorde også, at overgangene mellem dem var stilfulde.
Denne persona var endnu en måde, hvorpå Tillman modbeviste sig selv. »Falsk jazz« kan sagtens fængsle live. Det krævede blot en ny kunstnerisk indgangsvinkel, og den havde han så afgjort fundet frem til.
Kort sagt:
Father John Misty mente ikke, at hans »falske jazz« ville give mening i en live-kontekst, men han modbeviste sig selv i K.B. Hallen, hvor han gav den som både charmerende, småfræk crooner og som storladen rockstjerne.