Sulka var ikke bange for at sende velformulerede svinere til alt og alle på Roskilde Festival

Sulka åbnede sin koncert med ‘Vintertid’, højskolesangen der også åbner 2020-albummet ‘Epoker’. Det var mere sang end rap, men det viste sig at være en misvisende intro for optrædenen.

For den ømme åbner gled hurtigt over i ‘Sommerregn’, der blev leveret råt for usødet, og så var vi ligesom i gang med en rendyrket rapkoncert.

Og Sulka er en fænomenal rapper. Hendes tekster er komplekse, rimer både til højre og venstre og på tværs, og hun er ikke bange for at kalde dig for en nar, hvis det er det, du er.

Hun spidder alt og alle og sender den ene velformulerede sviner efter den anden afsted til Oskar, der kan lide dubstep og kalder sin Fiat for sin »batmobil«, Bettina, der har følelser (we get it, Bettina), og Jannik, der rimer på »kan ik’«.

På Roskilde Festival var sange som ‘Noget ondt’ og ‘Frikvarter’ højdepunkter, hvor Sulkas energi var klar, og hvor leveringen var lige i skabet. Produktionerne matchede vokalens energi med hidsige old school-klingende trommebeats og hårde samples.

Det var ikke kun i sangene, at Sulka var ude med riven. Undervejs fik hun også sendt en stikpille af sted til branchen og alle dem, der havde fortalt hende, at det her skulle være en »vigtig koncert«, ligesom hun påtalte at begrebet »upcoming musik er en kapitalistisk konstruktion«.

Når man har en attitude og en stemme som hendes, er der ikke behov for det store sceneshow, og det var bestemt heller ikke her, Sulkas koncert stak ud.

Hun gik helt alene på scenen, og scenografien bestod kun af en enkelt platform, der lige var hævet lidt over gulvet, og en skærm, hvor der kørte vhs-støj og Sulkas logo.

Minimalistisk må man sige. »Det her, det er kun min scene«, sagde hun inden ‘Kun mit’.

Men egentlig føltes det, som om det var vores alles scene, for Sulka var god til at inddrage publikum og få dem til at føle, at hun var der for deres skyld – og ikke for den branche, som hun altså ikke var bange for at skælde ud.

Der var også mere stille momenter som ‘Øjeblik’ og lukkeren ‘Kun mit’, hvis melodiske omkvæd var et velkomment og lidt mere tilgængeligt glimt blandt de hårde tracks.

For man må erkende, at Sulka stedvist kæmpede mod de buldrende boombap-trommer og den rungende bas, der til tider overdøvede hende. Og for en rapper, hvor teksterne er så stor en del af udtrykket, var det lidt ærgerligt.

Ikke desto mindre fremstod Sulka overlegen og som en, der vidste, hvad hun ville.

»Jeg er bange for at sige noget dumt«, sagde hun mod slutningen af koncerten. Men det meste Sulka siger er sgu ret sejt.