10. Yasin ‘Pistoler Poesi Och Sex’
Det her album var for Sverige, hvad Artigeardits ‘Længe leve’ var for Danmark: Et personligt storværk fra hiphopscenens største lyriker, der kredser om at vokse op i udenforskab.
9. Slowthai ‘Ugly’
Det gør ondt, det er grimt, det er personligt – og så er det også, æh, rocket?
8. Lil Yachty ‘Let’s Start Here’
Årets WTF-album. Ikke kun på grund af genreskiftet fra rap til rock, men fordi det er så ømt, smukt og vellykket.
7. 100 Gecs ’10,000 Gecs’
*Indsæt ‘Hotling Bling’-meme hvor Drake siger nej tak til ‘hyperpop’ og ja tak til ‘hyperrock’*
6. Ice Spice ‘Like..?’
13 minutters sublim opvisning i TikTok-tunet pop-drill. Less is more, ligesom ep-titlen, der foretrækker tre prikker fremfor flere ord.
5. Jpegmafia & Danny Brown ‘Scaring the Hoes’
To weirdos følger deres mærkeligste impulser på årets mest originale hiphopudgivelse.
4. Wednesday ‘Rat Saw God’
Gotiske og groteske fortællinger fra det sødmefuldt rådne USA: Kald det ‘True Detective’-core.
3. Lana Del Rey ‘Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd.’
Der kommer en særlig form for frihed, når man har prøvet det hele.
Lana Del Rey har været udskældt og hadet i starten af karrieren og hyldet universel senest siden ‘Norman Fucking Rockwell’ fra 2019. Men hun passede hverken særlig godt ind i rollen som prygelknabe eller som alvidende sandsigerske.
Sidstnævnte rolle er hun elegant gledet ud af, som når man som teenager hopper ud af vinduet af sine forældres hus, med udgivelser som dette album, der stritter imod en stor konceptuel ramme, for i stedet at følge snart den ene snart den anden impuls.
Det er ikke sjusket, eller rettere, det er bevidst sjusket: Lana Del Rey giver sig hen til indskydelser og idéer, og forlader dem hurtigt igen. Hun er sin generations måske stærkeste sangskriver, og på ‘Did You Know…’ viser hun mere end nogensinde, at hun skriver på sine egne præmisser.
2. Boygenius ‘The Record’
Der er noget indbygget fjollet i konceptet om en supergruppe. Noget ‘Avengers’-agtigt hyperbolsk ved at bruge et så bombastisk ord. Det har lidt en maskulin dunst over sig.
Det havde det i hvert fald. For Boygenius, der består af Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker, har vendt konceptet på hovedet. De har drillet idéen om en (maskulin) supergruppe ved at posere som Nirvana og Crosby, Stills & Nash på magasinforsider.
Fra start er idéen om den store fede gruppe undermineret, og ‘The Record’ er netop også så stærkt et album, fordi det ikke føles som et event-album. Det er underspillet, ømt og fyldt med steder, hvor de tre medlemmer giver plads til, og arbejder for, hinanden.
Som på højdepunktet ‘Emily, I’m Sorry’, hvor Bridgers får lov til at stå centralt, mes Dacus og Baker bærer sangen derhen, hvor den skal. Det føles knap så meget som ‘Avengers’, og væsentlig mere som ægte venskab.
1. Caroline Polachek ’Desire, I Want to Turn Into You’
Caroline Polachek er en popstjerne, der tænker meget over pop. I interviews har hun summet over begrebet, og hvad det egentlig betyder her i 2023. Og på sit mesterlige ‘Desire, I Want to Turn Into You’ er det, som om hun har fundet et svar.
Pop handler om længsel. Pop handler om kærlighed. Pop handler om desire.
På sit fjerde soloalbum har Polachek på næsten åbenbarings-agtig vis forstået den grundlæggende præmis for sin musik, og derfor bevæget sig så langt i længslens ønskeverden, som hun kan.
Se bare tracklisten: Titlerne er fyldt med øer, solnedgange, milliarder, engle og sommerfugle. Det er hyperpop som romantisk ømusik. Konkret drejer meget af albummet sig om kærligheden, men det er, som om Polachek mere er interesseret i selve følelsen af kærlighed end én specifik relation.
Hun bliver i følelsen af længsel, og undersøger, hvordan den evige vilje – som Schopenhauer ville formulere det – er den centrale kraft i livet, der bær os frem. En evig vilje mod mere – mere længsel, mere nydelse, mere liv, som Drake ville sige det.
Det gør ‘Desire, I Want to Turn Into You’ til ikke bare et strålende pop-album, men også et album, der på næsten filosofisk facon viser os, hvad pop egentlig er – og i forlængelse deraf, hvad den længsel, der bor inde i os, er.