Black Country, New Road vender tilbage til Danmark efter stærk koncert på Roskilde Festival

Black Country, New Road vender tilbage til Danmark efter stærk koncert på Roskilde Festival
Black Country, New Road. (Foto: Holly Whitaker)

Gik du glip af britiske Black Country, New Roads magiske koncert på dette års Roskilde Festival, får du nu chancen igen.

Den hypede artrock-sekstet har nemlig netop annonceret, at de gæster Store Vega 15. oktober – altså om bare halvanden måned.

Ligesom på Roskilde Festival kommer det til at foregå uden tidligere forsanger Isaac Wood, der sidste år forlod bandet grundet psykiske problemer, blot fire dage inden udgivelsen af gruppens andet album, ‘Ants From Up There’.

Det er selvfølgelig noget af en forandring for et band at miste sin frontmand, men ifølge Carl Windahl Bøllingtoft, der anmeldte Roskilde Festival-koncerten for Soundvenue, er der ingen grund til bekymring:

»Som koncerten skred frem, vil jeg næsten vove den påstand, at det har gjort dem til et bedre band«, skrev han blandt andet med reference til Woods exit.

Black Country, New Road debuterede i 2021 med albummet ‘For the First Time’ som en del af den nye, britiske rockbølge, der i disse år er godt i gang med at puste nyt liv i genren.

Billetsalget til koncerten i Store Vega starter fredag den 11. august kl. 10.00.

Black Country, New Road (UK)
15. oktober
Store Vega
Billetpris: 265 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af