ANBEFALING. Jeg kan snart ikke tælle, hvor ofte jeg er faldet over et album gennem Spotify-algoritmen og har tænkt: Der er vist nogen, der har lyttet til ‘Blonde’ her.
Der er mange, der siden Frank Oceans skelsættende album har prøvet at gøre sig i den form for atmosfærisk alt-r’n’b.
Det er navne som Choker, Dijon, Orion Sun og Ryan Beatty, eller herhjemme i Danmark eksempelvis Hans Philip og den fremadstormende Giift, der alle har noget Frank Ocean i deres DNA.
Men okay, ‘Blonde’ er et af 2010’ernes mest skelsættende album, så fair nok at lade sig inspirere. Og de fleste undgår trods alt at blive direkte kopivarer.
Alligevel er der aldrig nogen, der har ramt min Frank Ocean-itch som Frank selv. Men Ryan Beattys seneste album, ‘Calico’, kommer godt nok tæt på.
Første gang, jeg stødte på Ryan Beatty, fremstod han også som en, der virkelig prøvede at svæve i Frank Oceans fodspor. Hans to første album, ‘Boy in Jeans’ og ‘Dreaming of David’, var udmærkede, men ‘Calico’ er noget særligt.
Siden jeg faldt over albummet tilbage i maj, har jeg lyttet til det nærmest hver dag. Den Spotify-algoritme er alligevel ikke helt dum.
‘Calico’ er bestemt et post-‘Blonde’-album. Især Ryan Beattys sangstil minder om Frank, og den atmosfæriske stemning minder om lyduniverset på ‘Blonde’.
Sangen ‘Andromeda’ er et godt eksempel: En guitardreven ballade, der bygger op mod omkvædet, men bedst som man tror, at sangen skal til at forløses, dropper guitaren ud, og man bliver mødt af et drømmende synthlandskab, der i stedet for at drive sangen fremad, føles mere som om det svæver vægtløst i natteluften.
Men ‘Calico’ føles også nyt.
Selvom universet er drømmende, er det også nede på jorden: Teksterne er mere konkrete, og produktionerne er mere rolige. Og så har ‘Calico’ et element af country, som giver et frisk pust til r’n’b-lyden.
Lyt bare til den mesterlige ‘Cinnamon Bread’, hvor en insisterende guitarfigur sender én direkte ind på en solbeskinnet terrasse i USA’s sydstater.
Sangskrivningen er mere vers-omkvæd-vers-præget end Frank flyvske sangstrukturer, hvor numrene falder fra hinanden, nærmest inden man når til andet omkvæd. Frank Ocean er vibe-baseret, mens Ryan Beatty er mere sangbaseret.
På for eksempel ‘White Teeth’ serverer Beatty en relativt skarpt skåret popsang, hvor den ene gode melodi overtager den anden.
Så selvom ‘Calico’ er ‘Blonde’-inspireret i sit udtryk (det tror jeg heller ikke Ryan Beatty selv ville anfægte), så er det tilpas anderledes til at være mere end den plade chokolade, man griber efter, når man skal have et hurtigt sukkerfix.
Der er i hvert fald mere kød på end på sidste års fanfiction-album ‘Look At Us, We’re in Love’, der ikke rigtig formåede at slukke ‘Blonde’-tørsten.
‘Calico’ rammer ind i et hul, som har vokset sig større og større, jo mere jeg har lyttet til ‘Blonde’. For selvom man kan sætte ‘Blonde’ på så meget man vil, så kan det føles farligt at høre det for meget. Især når man begynder at få en voksende følelse af, at der måske aldrig rigtig kommer en opfølger.
Tænk, hvis man en dag pludselig ikke længere mærker det der sug i maven, når ‘Self Control’ kommer på!
Derfor har jeg følt, at jeg nærmest var konstant på udkig efter noget musik, der kunne noget af det samme, uden at være helt identisk. Lige nu er det album ‘Calico’.