1. Circus Maximus var den perfekte kulisse
Det blev ikke til pyramiderne.
Oprindeligt var de berømte trekanter i den egyptiske ørken blevet udset som en passende dramatisk kulisse for Travis Scotts store fejring af ‘Utopia’, hans tilbagevenden efter fem år uden album.
Men koncerten i Giza blev aflyst, og derfor måtte rapperen nøjes med en af de mest berømte turistattraktioner i antikkens verdenshovedstad: Circus Maximus i Rom.
For Soundvenues redaktion kom koncertannonceringen med lige kort varsel nok – vi var altså på Smukfest og til O Days! – så vi havde ingen udsendt i Rom i denne omgang.
Men frygt ej: Vi havde købt virtuel koncertbillet til femten dollar for at se, hvad Travis Scott havde tænkt sig at diske op med.
Der er jo meget på spil: Travis Scott har ganske vist overtaget hitlister verden over med ’Utopia’, der (trods en manglende storsingle a la ’Sicko Mode’ fra ’Astroworld’) ligner en stor succes. Men liveshowet er en central del af hans appel, og forventningerne er høje.
Okay, Travis Scott er ikke den eneste eller første, der har givet koncert i verdenshistoriens største sportsarena (oprindeligt skabt til 300.000 mennesker). Rolling Stones har spillet der, og det samme har Genesis. Men Circus Maxmius lyder af noget. Det sender et signal. Et signal om skala.
For Travis Scott er frem for alt en artist, der gør tingene stort. De største verdensstjerner gæster hans album, sangene har massevis af producere og sangskrivere, det hele er maksimalistisk og en smule megalomant, lidt som… ja, som Romerriget, kan vi godt sige i dagens anledning.
Som senromersk spektakel skuffede showet ikke: Der var laser, røg, gigantiske scenekonstruktioner og, helt fra start, massevis af moshpits. Rapperen lignede en sci fi-gladiator. Tommelfinger op herfra – også selvom vokalen lød forfærdelig, men okay, det var en autotunet livestream, så det føles ikke fair at dømme for hårdt.
Scott-shows handler jo også primært om kaos og energi. Og det var der nok af. Der blev sunget heftigt med på hits som ‘Sicko Mode’ og ‘Butterfly Effect’, men publikum kendte også de nye numre. ‘Fein’ lyder som en fremtidig liveklassiker.
‘Utopia’ viste, at Travis Scott nu for alvor er tilbage som liveartist. Det har været en lang vej, hvilket bringer os til tanke nummer to.
2. Travis Scott træder ud af skyggen fra Astroworld-tragedien
Som liveartist har skyggen fra Astroworld længe hvilet over Travis Scott, der som få andre var synonym med en voldsom og grænsesøgende koncertkultur.
Astroworld var hans festival, afholdt i hans hjemby, opkaldt efter hans største album. Det var Travis Scott, der stod på scenen, da 10 mennesker døde. Spørgsmålet om skyld er stadig ikke endeligt afklaret, og hemmeligholdte forlig er blevet indgået mellem visse af parterne.
Travis Scott er aldrig blevet kendt skyldig i noget i relation til tragedien. Men han er uløseligt kædet sammen med den. Tekster som »it ain’t a mosh pit if ain’t no injuries« (fra ’Stargazing’) vil aldrig lyde som før.
Måske er det derfor, denne ’Utopia’-koncert skal være så bombastisk? Måske føler Travis Scott, at han er nødt til at holde koncerten over alle koncerter, et show så overdådigt, at alle glemmer Astroworld?
Uanset hvad, var der ikke et sekunds tvivl om, hvorvidt Travis Scott og hans publikum stadig var helt i sync. Koncerten startede med en stemme, der bad publikum om at åbne moshpits før Scott overhovedet gik på. Så var stilen lagt.
Derfra fyrede 15-20 flammekastere ild op i natten, mens rapperen bad det romerske publikum om at gå grassat. Det er selvfølgelig svært at bedømme via en livestream, men jeg tror ikke, nogen tænkte på Astroworld i Circus Maximus.
Det skete der helt enkelt for meget til – som for eksempel en ret sprængfarlig gæsteoptræden.
3. Travis Scott står side om side med Kanye West: »Den største nogensinde«
Der var kun en enkelt gæst, men det var så også noget af et navn. Allerede efter få sange fokuserede kameraet i livestreamen længe på en silhuet af en mand, der stod klar til at betræde scenen.
Manden viste sig at være Kanye West, der både er Travis Scotts mentor og en mildest talt kontroversiel skikkelse, siden han sidste år blandt andet markerede sig med antisemitiske udtalelser og rosende ord om Adolf Hitler.
De to rappere spillede ’Praise God’ fra Kanye Wests ’Donda’ og så sang hele Circus Maximus med på ’Can’t Tell Me Nothing’.
Bagefter kaldte Scott den ældre rapper for »den største nogensinde«, og sagde blandt andet, at der ikke ville være nogen Travis Scott uden Kanye West.
Kortvarigt var det som om Kanye – blot ved sin tilstedeværelse, for han sagde stort set intet – kaprede koncerten. Og til allersidst i showet vendte Scott endnu engang tilbage til at hylde og takke Kanye West.
Hyldesten giver til dels mening, for store dele af ’Utopia’ bruger elementer af Kanyes lyd. Visse sange er bygget op omkring skitser af dennes numre. Indflydelsen er tydelig, så det er vel på sin plads at anerkende kilden.
Men den offentlige Kanye-hyldest er selvfølgelig også kontroversiel, idet store dele af musikbranchen og forretningsverdenen stoppede samarbejdet med Kanye West efter dennes antisemitiske udtalelser.
Men Travis Scott står altså stadig side om side med Kanye West.