JUBILÆUM. Nogle gange rammer en rapper og en producer hinanden så godt, at de skaber et hovedværk til både samtiden og eftertiden.
Sådan et samarbejde oplevede gaderapperen Freddie Gibbs og beat-ekvilibristen Madlib tilbage i 10’erne med albummet ’Piñata’, der med sine soul-samples og benhårde bars siden er blevet en regulær undergrundsklassiker.
I dag fylder ’Piñata’ 10 år. I den anledning kigger vi nærmere på, hvordan og hvorfor hiphopdouen med det uofficielle tilnavn MadGibbs ramte plet med deres første fællesalbum – og hvad det har betydet for dem hver især.
Et umage makkerpar
Da Madlib og Freddie Gibbs fandt sammen, fremstod de to temmelig forskellige typer som et musikalsk set relativt umage makkerpar.
Madlib var allerede en anerkendt og etableret hiphopproducer på den eksperimenterende, alternative hiphopscene. Den dengang 40-årige beatsmed var signet til indie-selskabet Stones Throw Records, hvor han i starten af 00’erne både udgav en række instrumentalalbum og to skiver under sit rapperalias Quasimoto.
Madlib var særligt kendt for sine samarbejder med to hiphop-kultskikkelser, som desværre begge er døde i dag.
Han gik først sammen med producerkollegaen J Dilla om albummet ’Champion Sound’ i 2003, og to år senere udgav han sammen med den maskeklædte rapper MF Doom den ikoniske ’Madvillainy’-plade. Især sidstnævnte står i dag som en klassiker for undergrundsrap.
Freddie Gibbs havde siden 2004 vist lovende takter som en teknisk dygtig gaderapper på en række selvudgivne mixtapes, herunder mundrette ’Midwestgangstaboxframecadillacmuzik’ fra 2009.
Ad to omgange var han signet til pladeselskaber, uden at det lykkedes at færdiggøre et album – først hos musikselskabsgiganten Interscope i 2006 og siden hos Young Jeezys CTE World i 2013. Inden ’Piñata’ var færdigt, nåede Gibbs dog at udgive debutalbummet ’ESGN’ på sit eget label af samme navn.
De to musikere kendte ikke hinanden personligt, men fik kontakt i 2009 gennem Gibbs’ manager Ben Lambo, som havde arbejdet hos Stones Throw. I et interview hos Rolling Stone har Madlib forklaret, at han sendte Lambo otte cd’er med ubrugte beats, hvorfra Gibbs frit kunne vælge sine favoritter.
I løbet af tre år indspillede Gibbs alle sine vers i eget studie, og bagefter sendte han sangene til Madlib, som finpudsede produktionerne og føjede detaljer til musikuniverset. Som en optakt til ’Piñata’ udgav duoen tre ep’er med sange, der ville blive en del af albummet: ’Thuggin’’ i 2011, ’Shame’ i 2012 og ’Deeper’ i 2013.
Madlib og Gibbs fandt altså ikke sammen til en række intense studie-sessions, som man måske kunne have forventet. Alligevel kom de frem til noget helt særligt.
Lyder som en 70’er-film
Freddie Gibbs betegnede i 2014 ’Piñata’ som en »gangster-blaxploitation-film på vinyl«.
Rapperens reference til blaxploitation-film er meget rammende for den stemning, som Madlibs beats og Gibbs’ lyrik tilsammen skaber. Den kultdyrkede b-filmgenre skød op i 70’erne, lavet af og rettet mod sorte amerikanere, med underholdende actionscener og med funk og soul på lydsiden.
’Piñata’ har en tilsvarende organisk retrolyd med en smeltedigel af loopende, melodiske samples af blandt andet funk og soul. Madlib har skruet lidt ned for eksperimenterne, så de forskellige beats ikke opfører sig helt uforudsigeligt.
Han er gået efter blød og varm vellyd – fra sjæler-vokal og emotionelle strygere på ’Shame’ til en mere hektisk, guitardreven instrumental på ’High’ (med samples af henholdsvis The Manhattans’ ’Wish That You Were Mine’ fra 1973 og Pure Magics ’I Get High’ fra 1978).
Det behagelige og lækre lydbillede står i kontrast til Gibbs’ nasale rapstemme, skarpe flow og ublu tekster om det kriminelle liv som pusher og gangster. Det er nok netop, fordi lydbilledet er så kontrastfyldt, at det fungerer så godt.
Pusherstilen er lagt fra første track, ’Supplier’, hvor en stemme siger: »They’re supplying dope to the Black and Mexican communities«. Næste nummer med titlen ’Scarface’ starter med en politisirene, geværskud og filmiske, insisterende strygere.
Det er, som om Madlibs beats giver Gibbs ny benzin til at udfolde sig som rapper. Han fremstår mere nuanceret og personlig end hidtil. Han er ikke ligefrem fyldt med anger, men lægger heller ikke skjul på bagsiden af gangster-medaljen.
I ’Harold’s’ beskriver han for eksempel det beskidte liv i fødebyen Gary, Indiana ved at sammenblande fastfood-restaurantbesøg, bandeskyderier og triste menneskeskæbner: »Seen school girls turn into strippers in stilettos / Pimpin’ till I die, if you wanna stop it get ya shovel bitch / Extra sauce with the bread stuck to the bottom / Freddie Forgiato, all my bitches spoiled rotten«, rapper han.
På den forrygende ’Shitsville’ kalder han sine gangstarap-kollegaer ud for at tegne glamourøse selvbilleder, selvom de er lige så menneskelige og fejlbarlige som Gibbs:
»You wake up everyday and pray before you sleep, right? / You motherfuckers just like me / You shed tears when you hurting / If I cut you then you bleed, right? / You motherfuckers just like me«, rapper han på det medrivende omkvæd.
»Han udfordrede mig som MC og gjorde mig til en bedre rapper. Han har udvidet min palette«, har Gibbs sagt om Madlib i et interview med Crack Magazine.
Og han har ret – der er en Freddie Gibbs før ’Piñata’ og en Freddie Gibbs efter.
Gibbs’ gennembrud
’Piñata’ har nok haft større betydning for Freddie Gibbs’ karriere end for Madlibs.
Produceren er de 10 efterfølgende år fortsat i cirka samme stil, som han havde gjort indtil 2014: Nichede instrumental-udgivelser og samarbejder med undergrundshelte som M.E.D., Blu, Declaime, Talib Kweli og broren Oh No.
Collab-albummet med Gibbs har bestemt ikke gjort Madlib mindre anerkendt, og duoen fulgte i 2019 op på succesen med den ligeledes vellykkede plade ’Bandana’.
Men hypen omkring Madlib er ligesom heller ikke vokset. ’Madvillainy’ står nok stadig som han mest kendte udgivelse, der ikke er blevet mindre ikonisk efter MF Dooms alt for tidlige død i 2020.
For Freddie Gibbs var ’Piñata’ derimod den første store gennembrudsplade. Rapperen har i førnævnte interview med Crack Magazine fortalt, at han frem til udgivelsen af albummet var nødsaget til at sælge stoffer ved siden af sin musikkarriere.
’Piñata’ blev hans hidtil bedst sælgende udgivelse, og derfra fortsatte han sin forrygende form med de stærke soloalbum ’Shadow of a Doubt’, ’You Only Live 2wice’ og ’Freddie’.
At teame op med én producer på et helt album viste sig som en succesformel for Gibbs, der senere har gjort det samme med The Alchemist – først på ’Fetti’ fra 2018 (sammen med Currensy) og dernæst på karrierens største albumsucces, ’Alfredo’ fra 2020.
41-årige Gibbs er siden ’Piñata’ steget i graderne og ligger nu et solidt sted i branchen som etableret hiphopstjerne for verdens rap-aficionados. Han er signet til et stort label, Warner, men befinder sig alligevel lidt uden for feltet af de største mainstream-rappere som Drake, Travis Scott og Kanye West.
Senest har han dog optrådt som gæst på det nye ’Vultures 1’-album af netop Kanye West (og Ty Dolla Sign). Gibbs afrunder nummeret ’Back To Me’ med et scenestjælende vers, der demonstrerer, at gadens raptekniker 10 år efter ’Piñata’ stadig er i topform.