Medina var i topform i Royal Arena – og kameraet fangede hendes tårevædede mand i publikum

Mange har gennem årene kåret Medina som dronningen af dansk pop. Fredag aften indtog hun velfortjent sin trone i et totalt udsolgt Royal Arena efter 15 år i musikbranchen på godt og ondt.

Til lyden af enorme jubelbrøl kunne hun byde ’Velkommen til Medina’, og med den overvældende modtagelse var det ikke svært at forstå, at hun kom lidt snublende ind i de næste mere end to timers marathonkoncert. Men da hun et par sange senere nåede til den smittende ’Giv slip’, var det som om, hun fulgte sit eget råd og gav slip på nerverne.

»Min vigtigste mission i dag er, at I går herfra stærkere«, lød det fra Medina, som dermed satte rammen om det terapeutiske rum, meget af hendes musik indbyder til.

Når musikken spillede, var der dog mere entertainer end psykolog over Medina. Som da hun satte gang i ’Mest ondt’ og bad publikum om at være hendes Burhan, inden hun afbrød sin prank og hentede den ægte vare ind på scenen. Eller da hun afbrød den ellers herligt kølige ’Rick Ross’ med et decideret flødestykke, hvor kameraet fangede et glimt af hendes tårevædede mand i publikum.

Jeg tror også, jeg ville fælde en tåre, hvis nogen proklamerede, at jeg havde en »swagger ligesom lille Lil Wayne« foran 16.000 mennesker.

Medina var i vokal topform, og særligt hendes øvre register brændte godt igennem, både når hun på ’La’ mig være’ tog tempoet helt ned, og når hun krydrede alle hitsene med sine signaturfraseringer og melodivariationer.

Undervejs var det dog som om, koncertens spændingskurve knækkede flere gange. Det akustiske midtvejsindslag med besøg af Toppen af Poppen-kollegaen Dopha kom lige i kølvandet på en ballade, hvilket tog tempoet så langt ned, at ’Jalousi’ og det nye stadionrockede nummer ’Kærlighed til mig’ kom på hårdt arbejde, da det skulle genopbygges.

Da ’Kl. 10’, den seneste single ’Danser for mig selv’, som viste, at det ikke kun er Medinas gamle repertoire, der kan begejstre, og ikke mindst ’Love Isn’t Easy’ med visit fra Kind mod Kinds altid velsyngende Julius Amdisen skød en tretrinsraket i gang, lugtede det efterhånden af, at den hitsalut, som hele Royal Arena vidste, Medina havde klar til affyring, var ved at blive kørt i stilling.

I stedet skulle vi endnu engang ned i tempo på ’Lige bange’, inden ’Synd for dig’ endelig indledte det sidste opløb i gang sammen med ’For altid’ og det officielle slutnummer ’Vi to’.

Men den proforma-afslutning faldt Royal Arena selvfølgelig ikke for, og snart var Medina på scenen igen efter et kostumeskift i 11. time. Det gav pludselig mening, da hun bogstavelig talt lyste op i mørket på YOLO-hymnen ’Lyser i mørke’, inden Thomas Helmig ganske overraskende kom forbi på falderebet til fardans på ’100 dage’. Men alle veje fører til ’Kun for mig’ for Medina, og salen var selvsagt ekstatisk, da gennembrudshittet bragede gennem højtalerne, mens hun hidkaldte en gigantisk discokugle fra loftet, og konfettien hvirvlede rundt.

Medina har som ovenstående tydeligt viser så mange landeplager og guldklumper i sit katalog, at det er svært ikke at holde en nogenlunde god koncert. Alligevel var det som om, der manglede noget i Royal Arena, hvor hun forlod sig på en meget klassisk opsætning med ene forsanger i front og velspillende band i baggrunden.

Som tilskuer savnede man, at arenapotentialet blev udnyttet med en mere ambitiøs scenografi, flere kostumeskift, dansere, koreografi eller visuals, der ikke lignede billige stockphotos. Men ud over et par konfettisprøjt var der ikke meget show at komme efter.

Det gav en ærgerlig følelse af at overvære et ganske almindeligt festivalset frem for en monumental koncert i karrieren for en af Danmarks største popkunstnere gennem tiden.

Forhåbentlig er det her blot et skridt på vejen mod endnu større og vildere koncerter for Medina, der kan forløse hendes musik i arenaskala. Det fortjener den.