Bjergtagende Prisma var den perfekte finale på Spot Festival
Der var stadig en håndfuld koncerter på Spot-programmet efter den sidste koncert i Store Sal, men på mange måder var Prismas optræden festivalens uofficielle finale.
Man kunne dårligt have valgt et bedre band til opgaven end Prisma. De har gang på gang udvist umanerligt højt liveformat, og Spot Festival har støttet dem hele vejen. Koncerten landede tilmed i kølvandet på debutalbummet ‘Something to Respond To’, så timingen var helt perfekt.
Koncerten fokuserede på det nye album med kun to afstikkere til det tidligere output, som dog begge ramte lige i øjet. Vi fik ‘Bangs’ i en mere house-præget udgave, hvor ingen af de to Møl Kristensen-søstre betvang deres instrumenter. Det klædte sangen med dette mere elektroniske udtryk, og søsterparret bevægede sig rundt på scenen med en elektrisk energi, de ikke ville have kunnet kanalisere nær så let med instrumenter i hænderne.
Da de mod slutningen af sangen stod i hver sin side af scenen og viftede semi-synkront med håret, mens keyboardist Martin Grishauge og trommeslager Andreas Grønne gjorde lydbilledet gradvist mere intenst, måtte jeg konkludere, at sangen aldrig har været bedre live.
Den anden afstikker var gennembrudsnummeret ‘I Never Wanted To Meet You’, som blev leveret i en mere klassisk rockopsætning. Sangen er et modsvar til de mennesker, der får dig til at føle dig uduelig – og omkvædslinjen »I’m gonna show them what I got tonight« var således en perfekt kulmination på en koncert, hvor alle brikkerne bare faldt på plads.
Søstrene forstår at sammensætte shows, hvor højdepunkterne står i kø, og hvor individuelle numre føles som events. Et af deres efterhånden faste stærke greb er at stille sig ind i midten på hver sin side af en tromme, som de begge banker i, mens deres vokaler harmoniserer.
Denne gang skete det til det nye nummer ‘Alive’, hvor omkvædet mundede ud i et kæmpestort angstskrig, der vakte gåsehud. Det var vildt at opleve under et setup, hvor de to søstre kiggede hinanden direkte i øjnene.
Ellers var koncerten bare præget af generel vellyd og en stærk visuel identitet. Den tågede ‘Circles’ blev eksempelvis assisteret af lys, hvor søstrene nærmest agerede silhuetter.
Det var også svært ikke at blive bjergtaget af det svirrende lys under den instrumentale del af ‘All Inclusive’, hvor Andreas Grønne skabte techno-klingende magi i midten af salen med elektronisk udstyr, mens Sirid stod og følte pulsen, og Frida fyrede den af på guitaren.
Prisma har virkelig fundet et format, der virker. Uanset om det er nyt eller gammelt materiale, er der nerve og sjæl i hele molevitten, og både sonisk og visuelt emmer det af identitet. Har man stadig en koncert med søsterparret til gode, er det nu, man skal slå til.
Kort sagt:
Prisma er et af landets mest konsekvent imponerende livenavne, og deres hidtil største Spot Festival-koncert var ingen undtagelse. Deres pulserende electrorock fungerede eminent hele vejen igennem både sonisk og visuelt.