SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Det er en af de mest livligt debatterede linjer i årets store popfest. Ikke kun fordi man kan blive i tvivl om, om det er et shout-out eller et diss, men fordi det er så Taylor Swift, som noget kan være.
»We declared Charlie Puth should be a bigger artist«, sang hun på titeltracket fra ‘The Tortured Poets Department’ for tre måneder siden. Det lød i første omgang som en ros, men man skal også være Swift for at se på en kunstner, der allerede har mere end 30 millioner månedlige lyttere på Spotify, og tænke: Nårh, lille ven.
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan linjen overhovedet skal forstås. Den falder, samtidig med at hun beskriver det, vi må antage er The 1975’s Matty Healy, som en »tatoveret golden retriever«. Se den store, stygge rockstjerne, en posterboy for bad guys, er han ikke bare nuser?
Er det for at trække bukserne helt ned på ham, at han også skal med i den meget bløde popfyr Charlie Puths heppekor? Altså: Siger hun, det er kikset at være fan af ham? Eller er det ment oprigtigt som to musikere, der værdsætter talent, når de ser det?
Sagen bliver yderligere speget, når man tænker på, at Puth er blevet kritiseret for tvivlsomme tekster og interviews, hvor han beklager sig over kvinder – herunder efter sigende Swift-veninden Selena Gomez – der nok vil have hans opmærksomhed, men ikke vil lade ham »get it in«. Åh, Puth, lille ven.
Hvis vi ser på effekten af linjen – altså følger pengestrømmen, dybest set – giver det dog mest mening at forstå den som et shout-out. Ikke et diss, ikke en hævnakt på vegne af Gomez. For Puth er nu en »bigger artist« end nogensinde. Flere følgere, flere streams.
Derfor er det vel på tide at tage et nyt kig på hans berygtede debutalbum, ‘Nine Track Mind’ fra 2016. En udgivelse, der blev sablet så grundigt ned af anmeldere, at det optrådte som det 15.-dårligste album nogensinde på databasen Metacritic.
Var det virkelig så dårligt?
»Let’s Marvin Gaye and get it on«
Pitchfork, der aldrig siden har anmeldt Charlie Puth, var i en blodrus, da ‘Nine Track Mind’ udkom. Det var cirka dengang, hvor sitet stadig så kommerciel pop som ukrudt, der skulle holdes nede, så det gjorde man: Puth fik bundscoren 2,5, og anmelderen, den i dag berømte Jia Tolentino, gik efter halsen.
Bag latterliggørelsen af den debuterende kunstner gemte sig dog et sagligt nok argument: Den dengang 24-årige sanger dyrkede ballader og sentimentalitet, men lød følelseskold. Og teksterne, der forsøgte at udtrykke kærlighed, var ifølge Tolentino mildt sagt håbløse.
Især det sidste er svært at være uenig i. Linjer som »Let’s Marvin Gaye and get it on« eller »I’m only one call away, I’ll be there to save the day, Superman got nothing on mæ-æy« er dybest set utilgivelige.
De er lige så generiske, som de værste af sangene på albummet er rent musikalsk. Tag bare netop åbneren, ‘One Call Away’, der er låst fast i sine akkordrækker og læner sig op ad akustisk kristenrock, eller ‘Marvin Gaye’, der med klaverbåren doowop og håndklap lyder som Glee FM.
Endnu værre: ‘Left Right Left’, der får mig til at føle et behov, jeg aldrig havde troet muligt – behovet for at høre CeeLo Greens ‘Fuck You’ igen. Bare for at høre det, som Puths sang er et forkølet ekko af. Det er, som om den største fejl på denne debut er, at Puth, der har en fortid på konservatoriet, tror, han skal lave neosoul.
Men det, der trods alt frikender ‘Nine Track Mind’ fra placeringen som det 15.-dårligste album nogensinde, er, at det også viser, hvad det er, han så skal lave, nemlig rendyrket pop.
Det er tydeligt på udgivelsens højdepunkt, den blide og smukke ‘Losing My Mind’. Her hører man en intimitet i stemmen, der forstærkes af et Fred again..-agtigt vokalsample og bløde trommer. Det rammer helt rent.
Pynter gør også, trods alt, Selena Gomez-duetten ‘We Don’t Talk Anymore’ med et omkvæd, der demonstrerer Puths flair for ørehængere. Men hvorfor blev albummet så som helhed så dårligt – for det er det altså – at Puth selv har lagt afstand til det?
Kort sagt fordi ‘Nine Track Mind’ er pladeindustrien, når den er værst.
Den næste main pop boy?
I et Billboard-interview to år efter udgivelsen forklarer Charlie Puth, at ‘Nine Track Mind’ blev til på alt for kort tid, fordi pladeselskabet ville profitere på hans 2015-gæsteoptræden på Wiz Khalifas kæmpehit ‘See You Again’, en hyldest til den afdøde filmstjerne Paul Walker.
Før da havde Puths største ting været et YouTube-cover af Adele og deraf afledte optrædener på Ellen DeGeneres’ talkshow (fordi sådan var verden engang). Man kan vel godt tilgive ham, at han lod sig presse til et debutalbum, han egentlig ikke kunne stå inde for.
»Jeg er enig i scoren«, sagde han i interviewet om de 37/100 på Metacritic. »Albummet var ikke mig overhovedet«.
Men siden har Puth vist sit værd som rendyrket popkunstner. Han har udgivet to album, der skridt for skridt har forfinet hans udtryk, og for to måneder siden kom ‘Hero’, førstesinglen fra et kommende album, der viser, at håndværket er så stærkt som nogensinde.
I en tid, der med Sabrina Carpenters succes viser en sult efter den helt klassiske popsang, er Charlie Puth blevet en af dem, der står på spring til at blive den næste main pop boy.
Han har rejst sig fra den katastrofe, som debutalbummet var. Og måske er han blevet en, man helt oppe på popkulturens øverste hylde ligger og bonder over i sofaen. Uanset om han har et one-track mind eller ej.