Fredag aften blev Vegas Udvalgte afholdt for 15. gang. Eventet, der præsenterer seks danske vækstlagskunstnere, har tidligere været afholdt i Lille Vega, men denne gang var koncerterne rykket ind i Store Vega.
Ud over den sædvanlige scene var der sat en sekundær impromptu-scene op der, hvor lydteknikeren i Store Vega typisk befinder sig, og lydpulten var i stedet rykket ud i siden af salen. Det nye setup fungerede fremragende – det var virkelig rart, at der var kort mellem scenerne.
Vegas Udvalgte er efterhånden en af de showcase-begivenheder, der har bedst historik med at udpege morgendagens stjerner. Sidste år havde de eksempelvis booket Smag På Dig Selv og Faza, mens de året før havde Debbie Sings, Kind Mod Kind og Mona Moroni. Tidligere års lineups tæller både Jada, Eee Gee, Ganger, Prisma, Karl William og Drew Sycamore.
Det var derfor med stor spænding, jeg trådte ind i Store Vega fredag aften.
Karoline Funders indiefolk gav tårer i øjnene
Karoline Funder er en del af en større dansk indiebølge, der læner sig op ad de æteriske singer/songwriter-universer, man finder hos navne som Phoebe Bridgers, Lizzy McAlpine og Lucy Dacus, og jeg må ærligt sige, at jeg indtil i går ikke har været helt så ramt af hende, som jeg har været af kollegerne.
Allerede kort inde i hendes koncert var jeg dog solgt. Hun troppede op med sin guitar omgivet af to andre guitarister samt cellist Carlo Becker Adrian, der i løbet af optrædenen også spillede både trompet og kornet. Dette setup skabte virkelig meget tekstur og atmosfære, der fik Funders stilfærdigt tænksomme tekstunivers til at ramme som en mavepuster.
Karoline Funders luftige vokal besad godt med detaljerigdom, og særligt smerten i en barsk, uudgivet sang ved navn ‘Dit valg’ frembragte et par tårer i øjnene. Og aftenen var altså kun lige begyndt!
Univers var bedst i de instrumentale passager
Jazz-soul-trioen Univers var med længder det af aftenens navne, der havde udgivet mest musik på forhånd – næsten lige så mange sange som de fem andre navne til sammen. I aftenens anledning var de udvidet til en kvintet med venner hyret ind på keyboard og trommer.
Paradoksalt nok var instrumentationen dog det bedste ved aftenens koncert. Særligt de helt instrumentale passager osede af liv og sprælskhed, og nogle hektiske passager på nummeret ‘Forsvinder’ storimponerede.
Desværre var vokalisterne ikke nær så imponerende. Begge demonstrerede ganske vist store registre, men når Lasse Panduro var i den dybere ende af sit leje – hvilket han ofte var – stod det ikke særlig godt til hans stemmes klang. Samtidig savnede jeg en smule scenetække, hvilket hans karismatiske co-vokalist Samanthan Mercano heldigvis kompenserede for.
Tilsæt det faktum, at sangskrivningen kørte unødigt meget i ring, og så var det var svært for alvor at blive særlig grebet af de ellers dygtige musikere.
Sira Jovina osede af coolness
Sira Jovinas optræden startede med en intim soloperformance bag klaveret, hvor hun smerteligt fyrede nogle imponerende fraseringer af, mens hun spænede løs på tangenterne. En imponerende intro.
Derefter stillede hun sig op til et mikrofonstativ og fik fuldt band på – herunder to korvokalister, som hun havde rigtig god pingpong med under flere af sangene og særligt den uudgivne ‘Helt din egen’.
Hendes vokal viste imponerende spændvidde, fra det kraftfulde til det skrøbelige, og hun besad et unægteligt niveau af coolness. Næsten lidt for meget coolness til tider – særligt i de tidlige numre bevægede hun sig så forsigtigt på scenen, at jeg savnede lidt løssluppenhed.
Det kom dog lidt senere på sætlisten, og når hun gav mest slip, såsom på den nyudgivne ‘Don’t Go’, var der nærmest lidt Christina Aguilera i fuld diva-modus over hende. Det måtte gerne have fyldt mere på flere sange, for det viste, at hun sagtens kan mestre at være både cool og energisk.
Thea Dora har taget ved lære af Charli XCX
Jeg har set Thea Dora et par gange før, og selvom tidligere optrædener var lovende, var det som om, at hun til Vegas Udvalgte virkelig havde fundet et format, der passede til hendes ekspressive, let hyperpoppede electropop.
Hvor jeg tidligere har set hende i et duo-setup, var hun denne gang helt alene på scenen. Til gengæld var alt fra scenedesign og koreografi til lysshow tydeligt designet med et solo-setup for øje. Allerede inden hun trådte på scenen, gav setuppet mig flashbacks til Charli XCX’ fremragende Roskilde Festival-koncert, og det stoppede ikke, da hun overlegent og selvsikkert dansede, mens hun sang den begærlige åbner ‘Harder’.
Crowdet skulle lige sparkes i gang, men Thea Dora sørgede stilfuldt for at opfordre til dans og fest, mens hun selv gav den fuld gas, uanset hvor mange der dansede med. Hun spillede også en del nye sange, der ikke kun mindede mig om Charli XCX’ glansstunder, men også om Christine and the Queens anno 2018 – jeg glæder mig til, at de udkommer.
Der var fuld smadderfest til 100%Wet
Duoen 100%Wet har selv beskrevet deres musik som hypergaze og drum’n’gaze – altså shoegaze blandet med hyperpop og drum’n’bass. De to guitarister var i Store Vega akkompagneret af en dj og en yderligere vokalist: Nemlig svenske Sanna Heinstedt, der også er kendt som Eir.
På den måde kunne duoens to medlemmer i bedste shoegaze-ånd koncentrere sig om deres instrumenter og deres mange effektpedaler, der skabte en tætpakket, støjende lyd. Selv i de mest stille passager sneg der sig noget hylende feedback ind i lydbilledet.
Heinstedt var en ekspressiv og kommanderende sanger, der fik hooks på sange som singlerne ‘Ether’ og ‘Over Me’ til at brage løs. Særligt de to sange gjorde stort indtryk, da det føltes som om, de nærmest bare jammede, så længe de havde nye spændende retninger, de kunne tage sangen i – og de retninger havde de altså mange af.
I løbet af koncerten mødte vi også flere sider af bandet end blot den selverklærede hypergaze og drum’n’gaze. Vi fik både breakbeat, hård techno, janglepop og endda en kort Merzbow-klingende noise-intro fra dj’en. Det var en tour de force af vilde musikalske indtryk.
Bænch tog os tilbage til 00’ernes indierock
Jeg så for en håndfuld år siden Bænch give koncert under Smukfests opvarmningsdage, hvor de ikke gjorde det store indtryk, men Horsens-bandet var klart revitaliserede i Store Vega. Det var som om, de havde trykket på genstart-knappen, hvilket måske også er årsagen til, at deres debutalbum er blevet taget ned fra alle tjenester undtagen Bandcamp.
Bænch anno 2025 fremstod markant mere målrettede. De ville føre indierocken tilbage til 00’ernes store arenarockede omkvæd. Jeg mærkede slægtskab til The Walkmen, The Killers og The Strokes, men især også Franz Ferdinand, når de fyrede op for mere dansable grooves.
Der var knaldgod scenetilstedeværelse fra især forsanger og guitarist Frederik Hjorth Rasmussen og leadguitarist Alfred Leisgaard. Samtidig skabte keyboardist Thea Hamborg Kristiansen god tekstur til sangene, der fik dem til ikke at stå for meget i skyggen af fordums indierock.
Bænch opfinder ikke hjulet med deres musik, men de har forstået, hvad der gjorde forbillederne så spændende, samtidig med at de har noget karakter. Aftenens koncert gjorde mig i hvert fald nysgerrig på ny.