Det lader til, at Sharon Van Etten har fundet de helt rigtige legekammerater
Det plejer at være den anden vej rundt. Bands går i opløsning, og solokarrierer opstår. Men Sharon Van Etten & Attachment Theory er omvendt historien om en artist, der efter 16 år solo har startet et band.
Hun er i starten 40’erne og er blevet mor. Men bandet er meget mere end løsningen på en midtlivskrise, fortalte hun mod slutningen af den højenergiske koncert i Vega: »At skrive musik sammen med andre er en proces, der handler om tillid«. Midt i en verden, der lige nu føles meget fjendtlig, kan det være en god ting at træne, sagde hun.
Man fornemmede fra start af, at The Attachment Theory ikke bare er et backingband, men en reel genstart for den amerikanske sanger. »Who wants to live forever?«, sang hun indledningsvist igen og igen med den samme elegiske mildhed, man også finder hos Weyes Blood.
Trommerne satte ind med en hårdfør pondus og groundede den svævende elektroniske lyd. Polerne var kridtet op til en sprudlende koncert, hvor tyngde og lethed på forunderlig vis ikke var hinandens modsætninger.
Sharon Van Etten råder over en fascinerende omskiftelighed i sit vokale udtryk. På ’Afterlife’ var hendes stemme transparent og luftig som et venligt spøgelse, der passerede igennem rummet. Andre gange, som på ’Southern Light’, var hun aggressiv, nærmest råbende, og hendes stemme var bastant som et tågehorn.
På samme måde vekslede det synthesizer-udrustede band ubesværet mellem at være dansant postpunk på vej mod disko og hårdfør gotisk rock. Jeg så folk i publikum, der sandsynligvis aldrig havde prøvet det før, men ikke kunne lade være med at headbange. Så ruskende tungt var det.
Det var en frigjort energi, der prægede koncerten. En brusende energiudladning, som føltes tvingende nødvendig for dem, der stod på scenen, og os, der var i publikum.
Bandet spillede størstedelen af deres seneste album, men åbnede også op for bagkataloget. ’Every Time the Sun Comes Up’ fik vi i en frisk version med highlife-guitar og fire i gulvet. ’Comeback kid’ blev leveret med knyttede næver i det heroiske omkvæd.
Et særligt smukt øjeblik opstod, da keyboardspilleren bevægede sig ind på midten og sammen med Sharon Van Etten dedikerede sangen ’Tarifa’ fra serien ‘Twin Peaks’ til David Lynch, der døde tidligere i år. Et rørende pusterum i en vidunderligt intens koncert, hvor publikum også fik lov til at skråle med på teenagehymnen ’Seventeen’.
Forhåbentlig tager hun også The Attachment Theory med næste gang.
Kort sagt:
The Attachment Theory viste sig at være meget mere end løsningen på en midtlivskrise og et backingband i Store Vega, hvor de spillede med en brusende energi, der føltes tvingende nødvendig. Det lader til, at Sharon Van Etten har fundet de helt rigtige legekammerater.