‘Send a Prayer My Way’: Julien Bakers debutalbum med Torres er næsten lige så godt som supertrioens
ALBUM. Udtrykket ’supergruppe’ er siden 60’erne blevet brugt om succesfulde musikere, der forener sig som et drømmeband.
En af de mest roste i de seneste år er indierocktrioen Boygenius, der i 2023 albumdebuterede med ’The Record’. Anmelderdarlingen består af Julien Baker, Lucy Dacus og Phoebe Bridgers, og albummet fik fem stjerner af Soundvenues anmelder.
Nu har førstnævnte – der som solist er kendt for sin emo-introspektive indierock og i 2021 udgav albummet ’Little Oblivions’ – fået en ny legekammerat og tilført sit brede rockrepertoire en umiskendelig countryvibe.
Mackenzie Scott med kunstnernavnet Torres er Bakers nye partner i den musikalske sandkasse. Duoen debuterer med albummet ’Send a Prayer My Way’, der forener Bakers lyriske univers med den mere eksperimenterende altrock med både elektroniske og poppede elementer, Torres har udforsket siden sit selvbetitlede debutalbum fra 2013.
Sammen gør de mere end bare at flirte med countrygenren, og det klæder dem både at kunne hakke løs på elguitaren og læne sig tilbage i gyngestolen med den akustiske variant.
Duoen har flere steder en humoristisk kant i sproget, der inviterer selv de, som hverken er velbevandrede i countrygenren eller de tos bagkataloger, indenfor. Teksterne kredser om kærlighed, minder og længsel, men den velovervejede lyriske lethed gør på frisk vis deres univers lidt mere tilgængeligt, end rendyrket country for mange vil være.
Ballademagerpunktummet på ‘Tuesday’, »tell your mama she can go suck an egg«, siger det hele og sætter sig direkte på smilebåndet.
Den countrystøvede indieverden åbnes med ’Dirt’, der inviterer lytteren op på verandaen og giver smagsprøver på, hvad de tos stemmer kan hver især, men som endnu mere fremviser styrken i de harmoniske fællesstykker.
Højdepunktet på albummet er – både efter første og femte gennemlytning – førstesinglen ’Sugar in the Tank’. Mødet mellem Baker og Torres går op i den højere enhed, ’Send a Prayer My Way’ sigter efter med konstante countrydryp ud over det ellers rockede nummer.
Netop den drypvise countrylyd er det, der gør ’Send A Prayer My Way’ specielt, imens det i glimt, på de mere rendyrkede countrynumre som ’The Only Marble I’ve Got Left’ og ’Downhill Both Ways’, bliver lidt for lænestolshyggeligt, når tamburinen, de knirkende strygere og selvfølgelig banjoen tager styringen.
Man savner lidt af det tempo og den kontrollerede støj, de to mestrer på resten af numrene. Det er slet ikke dårlige sange, duoen er bare bedst, når countryelementerne er i baggrunden, og deres force i altrocken træder frem.
Jeg fanger mig selv i at tænke, om ’Sugar in the Tank’ skulle være gemt lidt, eller at 12 sange skulle have været 10. Alligevel bliver min tvivl hurtigt gjort til skamme af numre som ’Tape Runs Out’. Anden halvdels højdepunkt er et milimeterpræcist billede på, hvad Baker/Torres-konstellationen kan.
Det starter tilbagelænet, men kulminerer i rendyrket, velorkestreret rocklarm. Det er tydeligt Boygenius-inspireret på den rigtig gode måde.
Det er nemlig i den rockede lyd, hvor de to skinner individuelt i versene for i omkvædene at ramme plet i fællesstykkerne, at deres kollektive power og lyriske finesse skinner igennem, og her, at albummet er allerbedst.
Andensinglen ’Sylvia’ skrevet til Torres’ hund er en bundsolid kærlighedssang, og så slutter det hele med et bonderøvsbrag på ’Goodbye Baby’, der lugter langt væk af læderstøvler og linedance i laden.
Baker og Torres bringer hver deres til bordet og har med et drys countrystøv skabt en fremragende debutplade. Måske er der ikke stjernestøv nok til, at de kan kaldes en supergruppe, men ’Send a Prayer My Way’ beviser, at duoen har masser af supersange i sig.
Kort sagt:
’Send a Prayer My Way’ er et fremragende debutalbum, hvor duoen Julien Baker og Torres bidrager med det, de hver især gør bedst, og særligt i fællesdelene viser, hvad deres countryinspirerede univers kan give indierocken.