Efter ikke at have spillet sammen i 14 begav de amerikanske rockikoner Jane’s Addiction sig sidste år ud på en genforeningsturné, som dog fik en dramatisk og abrupt afslutning, da der stadig var 15 koncerter tilbage.
Bandet valgte nemlig at aflyse den resterende turné, efter forsanger Perry Farrell havde udsat guitarist Dave Navarro for et fysisk angreb på scenen til en koncert i Boston.
»Der er ingen chance for, at bandet nogensinde spiller sammen igen«, udtalte Navarro efterfølgende. Senere sagsøgte han sammen med de to andre bandmedlemmer Eric Avery og Stephen Perkins Perry Farrell for blandt andet vold og kontraktbrud.
Nu har Jane’s Addiction imidlertid sluttet fred med den udstødte frontmand, skriver NME.
Perry Farrell har udsendt en skriftlig undskyldning på Instagram med bandet som medafsender.
»Til alle i Boston og rundt om i verden. Jeg vil gerne tage fat på det, der skete på scenen sidste år. Jeg har reflekteret over det og ved, at jeg ikke håndterede mig selv, som jeg burde have gjort. Jeg undskylder over for vores publikum og mine bandkammerater for at miste besindelsen og for at have forstyrret koncerten«, skriver Farrell.
»Jane’s Addiction har været centrum i mit liv i årtier. Bandet, sangene, publikum og den indflydelse, vi har haft på musik og kultur, betyder mere for mig, end nogen ord jeg nogensinde kunne skrive ned«, fortsætter han.
»Mit mål har altid været at give vores publikum den bedst mulige oplevelse, noget ægte, ærligt og positivt. I Boston slog vi fejl, og jeg er oprigtigt ked af det over for alle, der blev berørt«.
I et separat Instagram-opslag kommer resten af Jane’s Addiction også med en udmelding om forløbet efter voldsepisoden i 2024.
»Efter den koncert besluttede vi ensidigt, uden at orientere Perry, at det ville være bedst ikke at fortsætte turnéen, og vi fremsatte ukorrekte udtalelser om Perrys mentale helbred, hvilket vi beklager«, skriver bandet.
»I dag er vi her for at meddele, at vi for sidste gang er kommet sammen for at løse vores uoverensstemmelser, så Jane’s Addictions arv vil forblive det værk, som vi fire skabte sammen«.
En ny genforening er dog fortsat ikke på tale:
»Vi ser nu frem mod fremtiden, mens vi begiver os ud i hver vores musikalske og kreative projekter. Jane’s Addiction vil for altid leve i vores hjerter. Vi er stolte af den musik, vi skabte sammen«, lyder det.
I august 2025 afslørede Navarro, Avery og Perkins, at de arbejdede på ny musik uden Farrell.
