Shop med omtanke

Tre stiltips du kan tage med fra Copenhagen Fashion Week

Modeugen i København blev den første fysiske af slagsen i en post-corona verden. Pandemien kunne dog mærkes – også på de tøjkollektioner, der blev vist.
Tre stiltips du kan tage med fra Copenhagen Fashion Week
Stine Goya. (Foto: Tine Bek)

Modebilledet har været spraglet i flere år, hvor et opskruet tempo har gjort snakken om deciderede tendenser svær og nærmest overflødig. Alt har været ‘på mode’ i en eller anden forstand.

Om covid-19 kommer til at ændre på det, er nok stadig for tidligt at sige, men i løbet af de seneste tre dages Copenhagen Fashion Week mødte vi i hvert fald et udpluk af skandinaviske tøjmærker, der præsenterede mindre og umiddelbart mere sikre kollektioner.

Vi tog især tre stiltips med derfra, som er værd at have i baghovedet, når du laver dit næste tøjkøb.

7 Days Active. (Foto: James Cochrane)

1. Rene farveflader

Om det var colorblocking eller fulde farvekoordinerede sæt, så fyldte de rene farver meget på tværs af kollektionerne. Det kan der selvfølgelig være flere forklaringer på.

Én kunne være, at brands forsøger at skabe enklere konstruktioner for ikke at bruge et hav af forskellige metervarer, men i stedet færre som kan bruges til flere designs og måske også sæson efter sæson. Soulland har blandt andre fortalt, at de arbejder med den tilgang.

Skall Studio. (Foto: James Cochrane)

For andre – som for eksempel Skall Studio – handler det om en tidløshed, som ofte bruges til at sælge en bæredygtig tanke. Modeforskere er dog splittede i forhold til, om vi nødvendigvis køber mindre tøj, blot fordi looket er mindre tendensfokuseret og mere langtidsholdbart. Men det var i hvert fald en flot kollektion, det danske mærke fremviste.

Samtidig er der noget mere sikkert over det. Det kan være nemmere at forholde sig til for forbrugerne end vilde prints og farvekombinationer.

Mark Kenly Domino Tan. (Foto: James Cochrane)

Hos flere blev de lyse og sarte farver næsten rensende i udtrykket, især hos Mark Kenly Domino Tan, der præsenterede en fuld kollektion i det look – som en frisk start oven på en hård coronatid.

Hope.

Det blev dog aldrig kedeligt, da farvepaletten nåede vidt omkring, og mange inkluderede nogle af de klare sommerfarver, som især dansk kvindemode er blevet kendt for de senere år.

Stine Goya. (Foto: Tine Bek)

De rene farveflader giver også mulighed for at lave diverse colorblocking-looks, som vi blandt andet så hos 7 Days Active og Stine Goya – og her er det kun fantasien, der sætter grænserne.

Henrik Vibskov. (Foto: James Cochrane)

2. Løse silhuetter

Stramme jeans, smalle slips og stumpede jakkesæt har i flere sæsoner været afløst af et mere løst og afslappet look, som i den grad fortsætter. Fra de flagrende kjoler til boksformede, oversize jakkesæt og bukser var næsten alle brands enige om pasformen.

Lovechild 1979. (Foto: James Cochrane)

Mens det nogle gange kan blive akavet på den der Vetements/Balenciaga-agtige facon i sin overdrevne proportionsforvridning, så var det denne sæson oftest en mere laissez faire stemning, der blev skabt.

Nynne. (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Hos debutanten Nynne – og flere andre – mødtes de rene farveflader og løse silhuetter og skabte et rent og flot univers, mens mfpen udvidede sit bud på en moderne mand, som giver kontor-looket sit eget oversize-twist.

Mfpen. (Foto: Copenhagen Fashion Week)
Hope.

Hos svenske Hope handler det ofte om at skabe et unisex-look, hvor kropsformer og kønsstereotyper udviskes.

Ganni. (Foto: James Cochrane)

3. 70’er-vibes

Mens der på designfronten dukkede flere velkendte 70’er-detaljer op – fra batikfarve og blomsterprint til svaj i buksebenene og store skjorteflipper – så handlede det flere steder også om stemningen fra dengang.

Svenske Whyred, der deltog i den københavnske modeuge denne sæson, viste en film, der sågar havde titlen ‘Summer of Love’. Udover at kollektionen indkapslede nogle af de førnævnte designdetaljer, så omfavner filmen en bekymringsløs og kærlighedsfyldt følelse, som vi nok er mange, der hungrer efter og måske gerne vil forsvinde ind i.

Helmstedt. (Foto: James Cochrane)

Den samme ‘flugt’ til en enklere og mere fantasifuld verden præsenterede Helmstedt igen. Hendes farverige og printglade kollektion blev bakket op af et naturtema med blomster og halmballer midt på Kongens Nytorv, som var inspireret af designeren Emilie Helmstedts egen coronatilflugt i Nordsjælland.

7 Days Active. (Foto: James Cochrane)

At kalde 7 Days Actives athleisure-looks for 70’er ville være noget af et stretch, men til gengæld formåede designeren Malkit Singh netop at give slip og skabe den glade og løsslupne stemning på catwalken, som vi nok alle håber vender tilbage næste sommer, når de fremviste kollektioner altså kommer i salg.

Rixo.

Og til den tid vil du altså også kunne se designdetaljer fra de ‘glade 70’ere’, som vi så det med blomsterprints hos Rixo og tie-dye hos blandt andre Soulland, Henrik Vibskov og Rabens Saloner.

Rabens Saloner (Foto: Copenhagen Fashion Week)
Soulland. (Foto: James Cochrane)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af