De bedste spil-soundtracks – fra ‘Max Payne’ til ‘Tony Hawk’

Spil er meget mere end pæn grafik og at trykke på de rigtige knapper på det rigtige tidspunkt. Spil er nemlig også fyldt med musik, og hvor man nogle gange slet ikke ænser det, så er det andre gange spillenes soundtrack, som faktisk er hele oplevelsens højdepunkt.

Derfor har vi i anledning af det fænomenale soundtrack på ‘No Man’s Sky’ og det lovende 60’er/70’er-spækkede ‘Mafia III’-soundtrack, samlet ti spil-soundtracks, der alle har den ting til fælles, at de har løftet hele spiloplevelsen. De har sågar i nogle tilfælde været grunden til at sætte sig ned med et ellers middelmådigt spil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Last of Us’

Et af sidste generations bedste spil (og i øvrigt også denne generation, da det fik sig en opdatering til PlayStation 4) var ‘The Last of Us’, der rev vores hjerter fra hinanden og gav os lidt af en følelsesmæssig mavepuster.

Den postapokalyptiske historie om den unge pige Ellie, der blev taget under vingerne af den ældre, ødelagte Joel, blev akkompagneret af et lige så fremragende soundtrack af Gustavo Santaolalla, hvor der var fokus på delikat guitarspil.

Det er måske ikke helt, hvad man forventer af et spil-soundtrack, men ikke desto mindre virkede det. Det var nemlig den helt perfekte baggrund for et spil, hvor den lykkelige slutning bestod af et knust hjerte.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Deus Ex: Human Revolution’

Navnet Michael McCann ringer måske ikke en klokke hos de fleste, men manden har stået bag et af de bedste spil-soundtracks, der nogensinde er lavet, hvilket egentlig ikke siger så lidt.

Faktisk har soundtracket til ‘Deus Ex: Human Revolution’ haft så stor succes, at flere af sangene er blevet brugt til filmtrailers i Hollywood, og det er vel et kvalitetsstempel i sig selv, hvis man dømmer ud fra popkulturens hype-barometer.

Det er elektronisk musik, der skifter fra det storladne til det mere intensive, og hvis man ikke vil spilde tiden på ‘Deus Ex: Human Revolution’, kan man roligt finde soundtracket frem som baggrundsmusik til stort set alt andet – for eksempel til når man skriver en liste over spil-soundtrack.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Bloodborne’

Hvis man hader ‘Bloodborne’, er det fuldt berettiget, men kun hvis det er et had/kærlighedsforhold, fordi spillet er så djævelsk gennemført og forbandet svært. Dette skyldes ikke mindst en fremragende stemning i spillet, og gæt hvor den kommer fra?

Den kommer naturligvis fra soundtracket, for når man bevæger sig rundt i Yharnam, spillets gotiske by, hvor skrigene konstant hænger i luften, så er det spillets soundtrack, der lige trækker spillet en ekstra tand op og får det til at løbe en koldt ned ad ryggen.

Hvor nogle måske vil opgive ‘Bloodborne’ på grund af spillets sværhed, så bliver soundtracket hængende, og bedst af det hele er, at det kan skabe en lige så skræmmende atmosfære selv udenfor Yharnam.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Max Payne 3’

Er man bare en anelse inde i larmende, elektronisk musik, er der en god chance for, at man kender HEALTH. Det amerikanske band har efterhånden skabt sig noget af et følge (og med god grund), hvor en stor del kommer fra spilverdens fans.

Det skete, da de lavede musikken til ‘Max Payne 3’, og hold nu fast, de klarede det godt. Det er typisk HEALTH med støjende, melodisk musik, og hvis man ikke var vild med bandet før, så var man det i hvert fald efter skyde-eventyret med den aldrende Max.

Faktisk står soundtracket som en af HEALTHs stærkeste udgivelser, og det siger vel ikke så lidt, når man tænker på den generelle kvalitet af deres musik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Tony Hawk’s Pro Skater’

Kan I huske Tony Hawk? Skateboard-legenden, som i 1999 lagde navn til ‘Tony Hawk’s Pro Skater’, et fuldstændig fremragende skateboard-spil, der desværre er gået lidt i glemslen efter seriens horrible dyk i form.

Hvis man var teenager i 1999 og havde bare en lille svaghed for skateboard-kulturen, så var man helt sikkert også bidt af spillets soundtrack, der var en solid omgang punk. Dead Kennedys, Suicidal Tendencies og Primus bragede igennem højttaleren, imens man langsomt begyndte at drømme om at gå i fodsporene på Rune Glifberg.

Ikke nok med, at spillet faktisk var ganske fortrinligt, så hjalp det også med at gøre punk bare en anelse mainstream, og selvom det for nogen er fy, så er det altså altid et plus, når folk får øjnene op for Dead Kennedys.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘No Man’s Sky’

Man kan sige meget om ‘No Man’s Sky’, og jøsses, der er blevet sagt meget de sidste par uger, men spillet er altså heller ikke andet end en omgang hyped, uindfriet potentiale.

Det gælder dog ikke helt spillets soundtrack, som er den perfekte blanding af sci-fi-minder og perfekt musik til at udforske planeter, hvor ensformigt den udforskelse ender med at blive.

Faktisk er 65daysofstatics musik et af de eneste konsekvente højdepunkter ved ‘No Man’s Sky’, og når spillet fejler, så formår blot 30 sekunder af soundtracket faktisk at redde en ellers spildt time. Det er altså noget af en bedrift, når vi snakker ‘No Man’s Sky.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Assassin’s Creed’

Ubisofts efterhånden uendelige serie om snigmordere i kutter er lidt af en blandet landhandel, men især i starten af seriens spæde år kunne man altid regne med, at i hvert fald musikken var fra højeste skuffe.

Uanset hvor spillene foregik, blev der altid trukket linjer til omgivelserne af den danske komponist Jesper Kyd, og det er ikke noget under, at danskeren er gået hen og blevet lidt af et komponist-ikon for mange spilfans.

Faktisk har han haft fingrene i musiksiden af latterligt mange spil, men det er altså ‘Assassin’s Creed’, der stjæler opmærksomheden denne gang med mellemøstlige inspirationer, der er populære hos alle andre end DF.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Hotline Miami’

Når man nu skal smadre en masse kranier og lave blodig hjernegrød, så kan man jo lige så godt sætte musik på, der minder om weekendens kaotiske LSD-trip, og det var lige, hvad ‘Hotline Miami’ gjorde.

Med 80’er-inspireret synth dunkede den elektroniske bas i takt med, at man sønderlemmede den ene person efter den anden i det ultravoldelige kulthit, og havde det ikke været for det vellykkede soundtrack, havde ‘Hotline Miami’ bare ikke været det samme adrenalinpumpende blodbad.

Heldigvis sad det altså lige i skabet, og hvis man skulle mangle musik, der sætter blodet i kog (hvis man skulle have behov for sådan noget) eller sågar gør det stik modsatte med en chilleren puls, så er det bare om at finde dette soundtrack frem.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Journey’

‘Journey’ er et af de mest fantastiske spil, der nogensinde er blevet udgivet. Det er en stor udmelding, og hvis man ikke bryder sig om spillet, er der naturligvis absolut ingen sandhed i den udmelding, men der var altså bare noget helt unikt over spillet.

Måske var det fordi, at det ikke så meget var et spil, som det egentlig var en euforisk oplevelse, som nogen måske ville sætte i samme kategori som en religiøs åbenbaring. Uanset havde det et dragende soundtrack, der aldrig overskyggede spillet, men derimod vævede sig ind og ud af oplevelsen på ganske elegant vis.

Hele spillet trak på ens følelser om glæden ved at dele sit liv med andre, sorgen ved at miste, og den mærkværdige følelse ved at føle sig fuldstændig tom – og soundtracket forstærkede blot disse følelser, indtil man ikke kunne give slip igen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Doom’

Det kan godt være, at ‘Doom’ fik et imponerende comeback tidligere på året, men musikmæssigt er det originale spil fra 1993 altså stadig i en liga for sig selv.

Og nej, det er ikke fordi, at det oprindelige spils soundtrack var vildt imponerende. Faktisk vil nogen måske kalde det lidt kikset, hvis man tager det ud fra dagens standard, men den skramlede blanding af metal og effektiv stemningsskabende musik var det perfekte match for at dræbe monstre på den dæmoniske udgave af Mars.

De senere ‘Doom’-spil har selvfølgelig kørt i samme spor, og vil man gerne have lidt mere moderne lydende soundtrack, kan man roligt kaste sig over dette års soundtrack. Faktum er dog, at det originale fra 1993 bare er lidt kult – helt ligesom spillet, der startede det hele.

Læs også: Det bedste og værste fra Europas gaming-mekka Gamescom

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af