Virtual reality er fremtiden. Det er skriften på væggen, hvis man skal tro de store producenter som Oculus, HTC og PlayStation. PlayStation lancerede tidligere på måneden deres headset PS VR, der ligger i en mellemprisklasse og måske netop derfor er spået til at være det produkt, der gør virtual reality helt enormt.
Men har de overhovedet ret i at virtual reality er fremtiden? Og betyder det, at du skal købe et headset? De følgende førstehåndsindtryk fra en rimelig casual gamer kan måske give dig et hint.
Jeg har leget med PlayStation VR i et par uger nu. Skal du have den korte version: Det er pissesjovt.
Funktionaliteten i headsettet er upåklageligt. Der er lige vel mange ledninger, men opsætningen er simpel og når du tænder, så virker det bare. Når du bevæger hovedet, følger billedet med og det bliver næsten helt uvirkeligt, at du med et klik på en knap er sunket ned i et helt andet univers. Selve skærmkvaliteten i headsettet er ikke noget, man falder ned fra stolen af, men lige nu kan mindre også gøre det i forhold til de spil, der er til headsettet.
Man bliver til gengæld overrumplet, når man første gang træder ind i et univers og opdager, man ingen krop har. Fornemmelsen af at være et andet sted er meget naturtro. Flere af de 14 intro-spil jeg har prøvet, udnytter at vores hjerne meget nemt kan fuppes og den immersive oplevelse af at være et andet sted er reel. Det er en skør fornemmelse, at se rundt uden at kunne se sin krop eller arme, der bevæger sig. På den måde kan man sige, at virtual reality er en succes.
Men for mig at se, er der to aspekter i virtual reality-headset, producenterne glemmer eller bevidst underspiller.
Det første er mobilitet: Når du fordyber dig i virtual reality er der konstant mere end en halvkugle af spillets indhold, du ikke ser. Vores synsfelt er ikke større. Det virtual reality gør, er at skabe en mere naturlig måde at orientere sig på i spil. Det er prisværdigt og sjovt, men i spil og film er der konstant et motiv, der er tiltænkt at være i fokus. Det vil sige, at dit blik hyppigt vil være i en bestemt retning.
Selvom nogle spil kræver en vis bevægelse, såsom ’Headmaster’, hvor du skal nikke fodbolde i mål, så er du yderligere fysisk begrænset af, at du skal være inden for PlayStation-kameraet rækkevidde og så spænder ledningerne naturligvis også ben på et tidspunkt. Så ja, det er en immersiv oplevelse, men kun indtil du bliver mindet om, at du sidder på en sofa i et oktoberkoldt brokvarter.
Læg dertil, at de fleste spil jo netop gennemføres fra sofaen. Det vil sige, at det i ni ud af ti tilfælde kun er relevant at beskæftige sig med de 180 graders horisontlinje, der befinder sig foran spillerens orienteringsretning. Man gider jo ikke sidde og vende og dreje sig for orientere sig. Så på den måde er virtual reality ikke meget anderledes end 3D-fjernsyn, der som bekendt blev et kæmpeflop.
Og nummer to: Det føles som en forlystelse mere end hverdagsunderholdning. Med de spil, der i øjeblikket findes til PlayStation VR ser jeg mig ikke bruge den i timevis alene. Det er pissesjovt at tage frem til en fest og dyste om at score mål i ’Headmaster’, dyste på tid i ’Driveclub VR’ eller skide grønne grise over ’Until Dawn: Rush of Blood’.
Dertil kommer det rent praktiske: Som med et par høretelefoner bliver du på et tidspunkt rent fysisk irriteret over at have headsettet på. Det er ikke synderligt tungt, men over tid strammer det bare lidt om hovedet og presser lidt på næsen.
Men det er ikke det eneste ubehag, der er med headsettet. I spil som ’EVE: Valkyrie’, ’RIGS: Mechanized Combat League’ og i særdeleshed ’Battlezone’ fik jeg decideret kvalme af kombinationen af bevægelse og orientering, mens kroppen stod stille. Og det kommer fra én, der snildt kan klare Oslo-båden i høj sø. Det sætter en naturlig begrænsning for, hvor længe man orker spille.
Producenterne må også erkende, at det er et lidt ekstremt produkt for mange, der ikke anser sig selv som gamere som sådan. Et virtual reality-headset skriger det modsatte og det vil afskrække mange fra at købe.
Ligesom 3D-film i biografen også stadig deler vandene, så spår jeg at virtual reality bliver det samme. Som det ser ud nu, er det et nicheprodukt – og et rigtig godt et af slagsen.
Konklusion:
Virtual reality er sjovt, men har ganske tydelige, fysiske begrænsninger, der vil bevare det som et nicheprodukt. Når vi en dag får AAA-titler som ’Grand Theft Auto’, ’Call of Duty’ og ’Star Wars’ og alle mulige andre etablerede franchises i virtual reality, så vil interessen stensikkert stige. Når det er sagt, formoder jeg, det bliver som biograferne, hvor en stor del af publikummet stadig vil sværge til den brillefri oplevelse.
Så: Skal du købe PlayStation VR?
Som hardcore-gamer: Ja, klart. Det kan du få meget underholdning ud af. Som casual gamer. Tja, splejs eventuelt med vennerne.