Sam Amidon

Sam Amidons stemme er ikke pæn i den klassiske forstand, som alverdens ‘X-factor’-dommere tilbeder. Den er lidt for hæs, for skrøbelig og af og til skal ordene næsten presses ud for ikke at blive siddende i struben. Og så får den tilmed næsten ingen hjælp af studietricks og rumklang. Til gengæld har den en genkendelighed som få, og man kan ikke undgå at slå ørerne ud, når den udfolder historier om fortabte ungmøer, hjemlængsel og Guds barmhjertighed.

På ‘I See the Sign’ kaster Sam Amidon – bevæbnet med sin akustiske guitar – sig atter en gang over den amerikanske sangskat og viderefører dermed folkmusikkens tradition for at omfortolke ældre materiale. Det sker i samarbejde med en række musikalske trosfæller, hvor især Nico Muhlys stryger- og blæserarrangementer løfter sangene betydeligt, mens Beth Orson bidrag giver stærkt feminint modspil på blandt andet børnesangen ‘Way Go Lily’. Allerbedst er visen ‘Pretty Fair Damsel’, der ved første gennemlytning klinger faretruende tæt hen ad ‘Braveheart’ og ‘Celtic Moods’, men som er pakket så begavet og elegant ind, at det aldrig kammer over.

Albummets største problem er måske, at der ikke er sket nogen fornyelse i forhold til forgængeren ‘All Is Well’ fra 2008. Grundideerne bag de to album er helt identiske, og det er derfor småt med overraskelsesmomenter på ‘I See the Sign’. På den anden side er hele Sam Amidons projekt jo at forny og genfortolke traditionelle sange, og hvorfor i det hele taget føje noget til en opskrift, der virker så godt?