Julia Holter

Det mest dækkende adjektiv for amerikanske Julia Holters musikalske sfære er ’feminin’. Ikke fordi hendes kompositioner, som både forener synthesizere og cembalo, er skrøbelige – det er de langtfra. Programmerede rytmer med referencer til klassisk musik, avantgarde minimalisme og tilmed r’n’b væver et sikkerhedsnet, som de yndefulde melodier gør kunster over. Men Holters stemme og de drømmende melodistumper fremstår med en naivistisk umiddelbarhed, som på særeste vis gør et kompleks værk lettilgængeligt. For eksempel på ’hittet’ ’In The Same Room’, hvor Holter lyder som den pæne pige fra koret. Men så stopper alle middelmådige sammenligninger også.

’Ekstasis’ er på både musikalsk og lyrisk plan et ekstraordinært værk. Når åbningsnummeret ’Marienbad’ ved første lyt forvirrer, er det fordi avantgarde-popnummeret ikke følger en vers-omkvæd-struktur, men flettes sammen af de enkelte instrumenters berusende melodier. Holter skriver ganske vist tekster om kærlighed (titlens ’ekstase’), men det særlige er hendes brug af citater, særligt fra tragediedramatikeren Euripides.

Hans stærke kvindefigurer går perfekt i spænd med Holters lyd og musikalske referencer, men det er Euripides’ tvivl på datidens guder, Julia Holter reflekterer i sin egen tvivl på kærligheden. Mødet mellem tvivlen og musikkens sikre udtryk gør albummet til en avantgardistisk selvfølgelighed og et overraskende mesterværk, hvor Holter gavmildt deler ekstase ud til dedikerede lyttere i form af nye, vellydende og vanvittigt spændende musikalske udfordringer.

De stærke kvinder har altid været bannerførerne i sammenfletningen af avantgardescenen og popkulturen. Bare tænk på Laurie Anderson, Kate Bush og Björk. Med ’Ekstasis’ som belæg, virker det ikke overmodigt at påstå, at Julia Holter gennem 10’erne vil skrive sig ind i den dronningerække.