’Syng’: Hvis dyreriget stillede op til ’X Factor’
Inden længe løber DR’s ’X Factor’ over skærmen for tiende gang. Samtidig har talentshowgenrens mastodont ’American Idol’ i år kastet håndklædet i ringen efter 14 sæsoner med coversange og dommerintriger. Er talentshows stadig værd at tale om, eller er luften for længst fuset ud af ballonen?
Instruktør Garth Jennings (’A Hitchiker’s Guide to the Galaxy’) har kastet sin kærlighed på fraseringer, koreografi og følelsesladede optrædener i sin animationsmusical ’Syng’. Sangkonkurrencen er her rykket ind i dyreriget, hvor koalabjørnen Buster Moon inviterer talentfulde sangere ind i sit stejlende Moon-teater. Buster har aldrig haft en succes, og da alpaca-bankdamen banker på døren med krav om øjeblikkelig afhændelse af teaterets gæld, må Buster hurtigt kreere et tilskuerhit.
Han udlover en pris på 1000 dollars til byens bedste sanger, og det vækker en trang til sang i den følsomme Danny Zuko-lignende gorilla Johnny og den hjemmegående grisemor Rosita med 25 unger og en triviel hverdag. Punk-pindsvin-parret ser det ellers popprægede show som en mulighed for et gennembrud, mens den croonende Sinatra-mus Mike er sikker på sejren. Og så har elefanten Meena et enormt talent, men svært ved at præstere andet end at vælte mikrofonen, når hun træder ind på scenen.
Præmien på 1000 dollars bliver dog hurtigt til 100.000, da Moons tudsegamle øglesekretærs glasøje rammer 0’et på tastaturet to gange for meget. Pludselig har Moos flyers lovet mere, end han kan holde.
Folkene bag ’Syng’ er tydeligvis mest fokuseret på den smittende musikalske glæde. Over 65 hits bliver spillet gennem filmens 108 minutter, altså cirka en ny sang hvert andet minut (!). Sangene bliver rundet af lige så hurtigt, som de gik i gang, og det giver mening i konkurrencens indledende auditions, men ikke som gennemgående modus. I stedet for musikalsk entusiasme ender ’Syng’ således med at accenturere tidens evindelige jagt på det nye hit, hvor toppen af de tvivlsomme valg indtræffer, da dyrene skal brillere med deres solonumre, og grisegruppen begiver sig ud i en malplaceret dubstep-fortolkning af Taylor Swifts ’Shake It Off’.
Sangene er bevaret på originalsprog og skaber ufrivilligt en længsel efter stjerneparaden af originalstemmer: Matthew McConaughey, Reese Witherspoon, Seth MacFarlane, Scarlett Johansson, John C. Reilly, Nick Offerman, Taron Egerton, Nick Kroll. Alle skuespillere, man umådeligt gerne ville høre give liv til de animerede skikkelser, og som højst sandsynligt lander flere jokes, end det danske cast formår.
Har man accepteret denne musikalske præmis og den forudsigelige historie, er der trods alt små fine momenter at klukke af. Den glimmerbetrukne grisedanser Günther, det dagdrivende får Eddie, en sælsom form for bilvask og de nuttede kaninmasker, gorillaerne bruger for at maskere deres identitet, er højdepunkter i et ellers lidt for overfladisk show.
Kort sagt:
Der er ikke meget musikalsk integritet eller fordybelse i den sangkonkurrence-dyrkende animationsfilm ’Syng’.