’Girls’ sæson 6: Lena Dunham slutter af med en kæmpe fuckfinger til kritikerne

5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Lena Dunham

Medvirkende

Lena Dunham, Allison Williams, Jemima Kirke, Adam Driver,Zosia Mamet, Alex Karpovsky, Andrew Rannells, Ebon Moss-Bachrach, Riz Ahmed

Premiere

Den 13. januar

Umoden, narcissistisk, selvretfærdig og totalt blottet for situationsfornemmelse.

Som hovedperson i nu seks sæsoner af Lena Dunhams banebrydende ‘Girls’ har Hannah ikke altid været nem at elske. Det er en del af hendes og seriens charme, at hun konstant træder i spinaten, taler før hun tænker og handler ud fra egoistiske motiver. Som da hendes forlagsredaktør dør, og hun ved begravelsen spørger til sin bogkontrakt. Da hun fortæller Adam, at hun flytter til Iowa minutter inden hans store teaterdebut. Eller som reaktion på kritik på sit creative writing-hold disser alle sine klassekammerater.

‘Girls’ er som at se ind i et spejl, der holder vores egne dårlige sider op foran os. Det er lige dele pinefuldt og sjovt, men også tilfredsstillende, når Hannah udlever fantasien om at sige sin mening, følge sine impulser og blotte sig selv uden at give en fuck om, hvad andre mennesker skulle synes.

I et par sæsoner stod både Hannah og seriens andre piger, Jessa, Marnie og Shoshanna, dog lidt for meget i stampe og udviklede sig i en stadig mere usympatisk retning. Eller måske var problemet, at de ikke udviklede sig. Muligvis realistisk, men frustrerende at se på. Derfor føltes Hannahs kreative og følelsesmæssige oprejsning i slutningen af femte sæson, hvor hun deler sin historie om svigtet fra Adam og Jessa til open mic hos ‘The Moth’, som en velkommen forløsning.

I de tre første episoder af sjette sæson, som denne anmeldelse er baseret på, har Hannah bevaret sit nyfundne fokus. Hun har fået historien om Jessa og Adam publiceret i Modern Love-sektionen i New York Times og bliver sendt på reportagetur af et magasin, hvor hun skal skrive om rige kvinders kulturelle appropriation af surferkultur (spot on trendhistorie).

Opgaven starter som en udfordring for Hannah, der hader sand, fysisk aktivitet og positive mennesker. »Måske har jeg ikke lyst til at nyde ting«, snerrer hun af sin chillede surferinstruktør (Riz Ahmed), som dog senere får hende til at åbne sig for et lysere livssyn, da de to udvikler en romance. »Alle mine venner i New York definerer sig selv ud fra det, de hader. Jeg ved ikke engang, hvad de godt kan lide«, siger hun i et øjebliks klarsyn.

I andet afsnit demonstrerer Hannah ligeledes en moden overbærenhed over for Marnie, der er lige så fortabt og forkrampet som altid. Marnie lægger afstand til søde Ray og tager Hannah og sin patetiske eksmand Desi med på en sommerhustur, der udvikler sig til en komisk horrorhistorie. Men det er dejligt at se de to gamle veninder finde hinanden efter et længe anstrengt forhold.

Annonce

Generelt er venindegruppen dog mere spredt end nogensinde, hvilket er meget realistisk, efter hvad de fire kvinder har budt hinanden. Hannah kører mest sin egen butik, Shoshanna er optaget af sin karriere og Marnie af sit kærlighedsliv. Jessa er uvenner med alle, og i endnu højere grad efter hun saboterer Shoshannas aften til et prætentiøst netværksarrangement.

Hver for sig ser alle karaktererne – bortset fra Jessa, som vi mangler at få foldet ud – dog ud til at nærme sig voksenlivet med en anelse mere selvindsigt end tidligere. Uden at de endnu har styr på deres shit.

Tredje afsnit, en meta-agtig bottle episode med én lang diskussion af seksuel magt og consent, er en af seriens mest potente og vil helt sikkert afføde en million think pieces. Matthew Rhys fra ’The Americans’ spiller iskoldt og klamt en berømt forfatter, som inviterer Hannah på besøg, efter hun har skrevet en kommentar på et feministisk site om rygter om hans overskridende seksuelle adfærd.

Hvad giver hende ret til at skrive om hans privatliv og ødelægge hans ry ud fra et par beretninger fra internettet? Tingene er ikke sort-hvide, og skråsikre Hannah kommer selv i tvivl i den intense diskussion.

Med sidste ombæring af ‘Girls’ giver Dunham en kæmpe fuckfinger til alle, der synes, hun er for prædikende, for ekshibitionistisk (Hannah blotter blandt andet demonstrativt sin nøgne krop under sin lånte surferdragt til hele holdets afsky) og har hovedet for langt oppe i sin egen hvide privilegerede røv.

‘Girls’ kan umuligt repræsentere en hel generation, men står tilbage som et ekstremt skarpt, sjovt, akavet, råt, rørende og (for denne hvide millenniumkvinde i den kreative klasse) genkendeligt karakterportræt.


Kort sagt:
‘Girls’ slutter på toppen som et sjovt, akavet og rørende karakterportræt med kønspolitisk bid og skarpe observationer om, hvad det vil sige at blive voksen i 2017.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit

Læs også: Lena Dunham: »Mange kvinder siger, at serien har fået deres sexliv til at virke normalt«