PORTRÆT. ’Sidste chance, Harvey’ er titlen på et sødt lille drama med Dustin Hoffman og Emma Thompson, men kunne sagtens være det mantra, der kører igennem hovedet på den store amerikanske filmproducent Harvey Weinstein i disse dage.
Spørgsmålet er, om resten af branchen er villige til at give Harvey en ny chance. I torsdags publicerede New York Times en stor artikel med veldokumenterede anklager mod den berømte og berygtede producent om sexchikane og usømmelig behandling af sine unge kvindelige ansatte igennem 30 år.
Harvey Weinstein kom samme dag med et undskyldende rod af en pressemeddelelse, hvor han blandt andet fejlciterede Jay-Z og konstaterede: »Jeg voksede op i 60’erne og 70’erne, hvor alle regler om opførsel og arbejdspladser var anderledes. Sådan var kulturen dengang«. Det er ikke just alle, der mener, at gerningerne kun kan tilskrives kulturen. Harvey Weinstein blev søndag fyret fra sit eget firma, The Weinstein Company, som han drev med sin bror Bob.
400 blowjobs?
Historien om Harvey Weinstein er historien om et evigt lystbehov. Der ligger noget freudiansk fantastisk i, at Harveys passion for filmkunsten opstod i en misforståelse af film- og sexlyst.
Som 14-årig gik han ind for at se François Truffauts i dag klassiske ’Ung flugt’. Dens engelsksprogede titel ’The 400 Blows’ havde lokket den kåde teenager til den lokale arthouse-biograf i håbet om en pornofilm, men trods skuffelsen over manglende fellatio blev Harvey siddende, dybt grebet af fortællingen om den jævnaldrende, uregerlige franske dreng Antoine.
Derefter begyndte Harvey at fortære alt: B-films-exploitation, kung fu-film, auteur-værker: De to jødiske brødre startede dog som musikpromotorer og kom ind i filmbranchen i slutningen af 70’erne gennem distribution af koncertfilm med navne som Genesis og Paul McCartney. Pludselig kunne forretning og filmfetich forenes i Harvey og Bobs legendariske selskab Miramax, der var opkaldt efter forældrene Miriam og Max.
Det cineastiske og sexfetichistiske dominerede også i et tidligt stadie Harvey Weinsteins distribueringsmodel. Ved Cannes-festivalen i 1983 opsnappede selskabet brasilianske ’Eréndira’, der var en filmatisering af en novelle af den verdenskendte forfatter Gabriel Garciá Marquez. Den var eksotisk og snæver, men Harvey vidste præcis, hvordan han skulle sælge den. Ved at spille på den græske megastjerne Irene Papas fik han ’Eréndira’ med på New York Film Festival, mens filmens smukke unge skuespillerinde Cláudia Ohana havnede i Playboy i en retoucheret udgave med forstørret barm.
»Du har en Nobel-prisvinder og sex. Begge ting fungerer«, som Weinstein rammende forklarede. Det allerbedste var dog, når en film solgte sig selv alene på titlen, som Steven Soderberghs debutfænomen, Guldpalmevinderen og indie-milepælen ’Sex, Lies, and Videotapes’.
Harvey Saksehånd
Senere sikrede Bille Augusts ’Pelle Erobreren’ Miramax deres første Oscar. En umiddelbart svær film at få ud til et større amerikansk publikum, hvilket dog ikke afholdt Harvey fra at reklamere for Augusts historiedrama som en genrefilm om actionhelten ’Pelle, The Conquerer’ med en trailer, som viste en topløs bondekone, der ellers kun var at spotte et nanosekund i filmen.
Kimen var lagt for Harvey Weinsteins famøse aggressive Oscar-ræs, hvor han så stort på rollen som underhund og tog alle metoder i brug for at tilkæmpe sig statuetter. Ofte med stor succes. Blandt hans foretrukne strategier kan nævnes specialvisninger for akademimedlemmer i luksuriøse områder som Aspen og gallamiddage med filmstjernerne, som da Harvey kørte Robert Benigni i stilling til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for ’Livet er smukt’ ved at lade ham klovne rundt under kampagnen.
Der har altid været noget paradoksalt i Harveys måde at behandle film og filmmagere på. På den ene side har han haft en sans for at opfange, hvad der rørte sig kunstnerisk i ind- og udland. Det var ham, der opdagede Quentin Tarantino og gjorde instruktørens anden film, ’Pulp Fiction’, til en kæmpesucces ved billetlugerne – de to er til stadighed tætte bonkammerater. Og det var ham, der spottede den franske stumfilm ’The Artist’ og førte den til sensationel Oscar-sejr.
På den anden side har den kunstneriske integritet som regel været tilsidesat i lanceringen af værkerne, der har fået en mere underlødig eller ’spiselig’ indpakning. Ofte har han tilmed nådesløst klippet selv store instruktørers værker om, hvilket har givet ham tilnavnet ’Harvey Scissorhands’. På godt og ondt. Martin Scorsese fik Weinsteins markedsvenlige saksehånd at føle på ’Gangs of New York’, hvor mesterinstruktøren indrømmede, at det var til filmens eget bedste.
Mens legenden Bernardo Bertolucci måtte se flere års optagelser i Nepal på ’Little Buddha’ gå til spilde, efter Weinstein først kraftigt nedbarberede filmen og siden sendte den ud i et begrænset antal biografer. Senere sagde den italienske instruktør:
»Han er en snob. Snob betyder ’sine nobilitate’, uden nobelhed. Han er en snob, som ønsker nobelhed og derfor går efter film, som får ham til at fremstå nobel. Som Harvey Scissorhands begyndte han at tro for meget på sig selv som filmauteur og kom ud af kontrol med sine megalomane tendenser. Jeg vil ikke tilbyde så meget som en kop kaffe til Miramax i dag. Han er en lille smule som filmverdenens Saddam Hussein, og da jeg så ’The Sopranos’, genkendte jeg personlighedstræk i Harvey«.
Harvey Weinsteins kyniske terrorisering af film har kunnet ses så sent som i år. Her så Justin Chadwicks stjernebesatte kostumedrama ’Tulipanfeber’ endelig dagens lys efter at være havnet i ingenmandsland, indtil Weinstein i panik forsøgte at sælge filmen i en mere sexet udgave med fokus på Alicia Vikander, som siden indspilningen havde vundet en Oscar.
Mafiøse metoder
Harveys offentlige deroute kommer i kølvandet på adskillige år, hvor han i højere og højere grad har mistet den evne, der gav ham sin position i toppen af i Hollywood-hierarkiet: Oscar-tækket.
Manien begyndte for alvor tilbage i de tidlige 90’ere, hvor rollen som fødselsgiver til mindre indie-perler som Kevin Smiths ’Clerks’ udviklede sig i en mere svulstig retning, da Miramax pludselig formåede at hive Oscars i land for skæve sager som Neil Jordans britiske queerdrama ’The Crying Game’.
Nogenlunde samtidig blev Miramax opkøbt af Disney, der havde brug for en overhaling af liveaction-afdelingen. Med opkøbet fulgte et andet pres på Weinstein-brødrene, og det møjsommelige arbejde med banebrydende, skandalefremkaldende film som ’Kids’ ikke længere kunne svare sig (de oprettede proforma selskabet Shining Excalibur Films, da Disney ikke ville associeres med filmen).
Nu stod den i stedet på crowdpleasende periodedramaer som ’Den engelske patient’, ’Shakespeare in Love’ og senere ’The King’s Speech’ – eller bare alt, som emmede blot en smule af Oscar-potentiale.
Når Harvey havde set sig lun på en film, måtte ingen stå i vejen. For eksempel solgte produceren Jonathan Taplin den syvdobbelt Oscar-nominerede ’Shine’ til selskabet Fine Line, hvorefter han på en bar blev opsøgt af Harvey, som ud af det blå dukkede op og truede ham med tæsk og »et nyt røvhul«. Der er utallige eksempler igennem årene på Harveys grænseløse mafiøse bølleadfærd.
Respekterede instruktører som Todd Haynes, James Gray og Billy Bob Thornton er blot nogle af de navne, der er blevet sat til vægs af den frådende pitbull. Var du en del af Weinstein-familien, som Tarantino og skuespillerne Gwyneth Paltrow, Ben Affleck og Matt Damon, havde du sikret dig beskyttelse, men indgik så også en langsigtet pagt med djævelen, hvor hvert et fejltrin kunne koste dyrt. Instruktørerne Alexander Payne og Spike Lee er af samme grund gået uden om Weinstein-brødrene.
Allerede på vej ned
Harvey Weinstein slap altid af sted med sine vilde raseriudbrud og frygtindgydende behandling af omverdenen ved at hyre et oprydningshold af publicister til damage control, hvis han da ikke selv ringede for at true journalister, hvis der florerede rygter om negative artikler. Sådan har han for mange år tilbage stoppet et tidligere forsøg fra The New York Times på at afdække sit mildest talt problematiske forhold til kvinder.
Og enkelte gange kammede det da også helt over, som da han til en fest satte Los Angeles Times-journalisten Patrick Goldstein i en hovedlås foran et helt hold af paparazzier.
Studiebossens voldstyranni er dog ingenting holdt op imod de mange anklager om seksuelle forulempelser af en lang række kvinder igennem 30 år, blandt andre skuespillerinderne Ashley Judd og Rose McGowan, der den seneste uge er nået frem til offentligheden – efter det har været en offentlig hemmelighed i Hollywood i mange år.
Weinsteins fald er dybt, men knap så dybt, som var historien kommet frem for 10-15 år siden. The Weinstein Company står i forvejen i gæld efter flere økonomisk fatale investeringer, og de seneste års finansielle såvel som award-mæssige fejlskud som ’Tulipanfeber’ og ’Gold’ er forsøgt udlignet med et større fokus på tv-serier. I lyset af skandalen forudser mange eksperter, at selskabet med det blakkede image vil få yderst svært ved at sælge deres serier videre til udbydere såsom Netflix.
Uncut, uncensored
Brormand Bob har altid været i branchen for pengene, mens Harveys næse for amerikansk films nye mainstream-auteurs står langt svagere end nye selskaber som A24 og Amazon Studios, der høster anerkendelse ved at være vindue for interessante instruktører med mere ambitiøse og udfordrende værker – nøjagtig som Harvey Weinstein gjorde i starten af 90’erne.
Allerede før sexskandalen fremstod 65-årige Harvey Weinstein som en hykler. Han valgte at sky væk fra vigtige film om seksuelle tabuer for at byde på mere dydige og tamme prestigeproduktioner, mens han sideløbende talte for kvinders rettigheder til kameraerne, mængede sig med Hillary Clinton i offentligheden og udsatte sine omgivelser for alskens perversiteter bag facaden. Harvey har naturligvis hyret en række stjerneadvokater til at redde sin røv, men selv her står han svagt:
Den kendte Hollywood-advokat Lisa Bloom, som da også har slået sig op som feministisk forkæmper, afleverede i weekenden sin opsigelse.
Harvey Weinstein har i årevis forsøgt at sælge sine film som noget, de ikke var. Det samme har han gjort med sig selv, og det er straks værre. En af hans allerførste produktioner blev solgt med teksten »uncut & uncensored« på plakaten. Filmen hed ’Scandal’. Historien er ude og kan ikke klippes om.
Læs også: Harvey Weinstein fyret fra sit eget selskab – af sin bror