De mest imødesete danske tv-serier i 2018

De mest imødesete danske tv-serier i 2018
Jakob Oftebro og David Dencik i 'Rig 45'
2018 byder på et gensyn med 'Broen' og 'Herrens veje', men der er også en række splinternye danske serier på vej til skærmene. Vi kigger frem.

1. ’Liberty’

Hvem står bag?
Den alt for tidligt afdøde forfatter Jakob Ejersbo fik i 2005 filmatiseret sin roman ’Nordkraft’, og nu får han posthumt filmatiseret tredje del af sit hovedværk, den bedstsælgende ’Afrika’-trilogi.

‘Liberty’ danner grundlag for et søndagsdrama på DR efter Asger Leths (’ Ghosts of Cité Soleil’) vision og produktion af søster Karoline Leth (’Arvingerne’). Hovedrollerne bliver spillet af DR-veteranerne Sofie Gråbøl og Carsten Bjørnlund, mens resten af castet er en eksotisk blanding af danske, finske, svenske, kenyanske og sydafrikanske skuespillere, deriblandt Anton Hjejle, Charlie Karumi, Magnus Krepper og Connie Nielsen.

Hvad handler den om?
’Liberty’ følger familien Knudsens rejse ind i Afrika. Mens far Niels (Bjørnlund) har travlt med sit bistandsprojekt i Tanzania i 1980, møder sønnen Christian (Hjejle) den indfødte Marcus, der slider som børnepasser og altmuligmand for en svensk familie. Rundt om de to unges vidt forskellige forudsætninger og drømme strømmer en civilisationskritik, da den vestlige kulturs indbildske tro på egne humanistiske værdier ender i alkoholisk og seksuelt frås og fordærv.

Premiere på DR1 i foråret 2018.

(Foto: TV 2)

2. ’Kriger’

Hvem står bag?
Christoffer Boe blev med sin debut ’Reconstruction’ udråbt til en ny Lars von Trier. På det seneste har han søgt i mere kommercielle baner med blandt andet ’Spies og Glistrup’. Nu går han nye veje med sin første tv-serie, et krimidrama for TV 2. Boe har med Danica Curcic og Dar Salim to af de mest talentfulde danske skuespillere om bord, og så spiller allestedsnærværende Lars Ranthe rockerkonge.

Hvad handler den om?
Krigsveteran CC mister på sin sidste mission bedstevennen Peter og vender hjem plaget af skyld. Han begynder at hjælpe Peters enke, politikvinden Louise, i sin efterforskning af bandekulturen og særligt rockerkongen Tom. Boes mål har været at skabe en »en skarp, moderne og potent miniserie«, der »bevæger sig væk fra samtalekøkkenerne og den daglige weltschmerz og ud i samfundets periferi, hvor mænd og kvinder lever og dør for at forsvare deres idealer«, som han har sagt i en pressemeddelelse.

Premiere på TV 2 efteråret 2018.

3. ’The Rain’

Hvem står bag?
Der bliver uhyggeligt interessant at se den første danske Netflix-serie nogensinde. Jannik Thai Mosholt (’Rita’, ’Bedrag’) er hovedforfatter, Kenneth Kainz (‘Skammerens datter’) og Natasha Arthy (‘Fighter’) instruerer. Øverst på rollelisten finder man de to stortalenter Lucas Lynggaard Tønnesen (’Kvinden i buret’, ’Tidsrejsen’) og Alba August (’Gidseltagningen’), flankeret af mere velkendte ansigter i Mikkel Boe Følsgaard, Lars Simonsen og Iben Hjejle.

Hvad handler den om?
Det ligner en blanding af ‘The Road’ og ‘The Walking Dead’:  Seks år efter en brutal virus har udslettet størstedelen af den skandinaviske befolkning, tilslutter et ungt søskendepar sig en gruppe unge overlevende og begiver sig ud for at finde ud af, om en ny verden er opstået et andet sted, og om søskendeparrets far lever. Uden civilisationens normer oplever de unge en frihed, men også et ansvar for ikke at ende i åndelig afstumpethed.

Premiere på Netflix 2018.

Annonce

4. ‘Embassy Down’

Hvem står bag?
Den skandinaviske streamingtjeneste Viaplays satsning på egetproduceret indhold tager virkelig fart i disse år, og store forventninger er der til denne internationale produktion. ‘Embassy Down’ er skabt af den danske manusforfatter Anders Frithiof August, der har markeret sig med film som ‘Dirch’, ‘Superclasico’ og ‘Sommeren ’92’ og i øvrigt også skriver TV 2’s store miniserie ‘Lykke-Per’, som dog først står til premiere næste år. I producerstolen sidder den respekterede duo blandt film som ‘Kapringen’, ‘R’ og ‘Nordvest’, René Ezra og Thomas Radoor.

Hvad handler den om?
Under festen, der skal fejre åbningen af den nye amerikanske ambassade i København, stormer terrorister bygningen og tager gæsterne som gidsler. Ikke helt ulig ‘Gidseltagningen’ følger vi både forholdet mellem gidsler og gidseltagere og det magtspil, der foregår uden for murerne for at få gidslerne frigivet.

Viaplay engang i 2018.

5. ’Greyzone’

Hvem står bag?
Oskar Söderlund (’Offside’) og Morten Dragsted (’Den som dræber’) har skrevet denne dansk-svensk-tyske kæmpesatsning af internationalt scope, hvis første fem af i alt ti episoder instrueres af Jesper W. Nielsen (’Der kommer en dag’) og produceres af danske Cosmo Film. Serien er optaget i København, Stockholm og Frankfurt og har Birgitte Hjort Sørensen i hovedrollen, mens Joachim Fjeldstrup fra ’Steppeulven’ også har en større rolle.

Hvad handler den om?
Victoria er droneingeniør, som bliver taget som gidsel i sit eget hjem under et terrorangreb, mens efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige forsøger at klare sig ud af situationen. Det giver grobund for en spændingsserie, og ifølge producer Rasmus Thorsen har man forsøgt at lave »en historie, hvor vi søger ind i hjertet af det, der gør os menneskelige«.

Premiere på TV 2 foråret 2018.

6. ’Friheden’

Hvem står bag?
Foruden ‘Embassy Down’ kommer Viaplay også med denne danske produktion. Dramatikeren Thor Bjørn Krebs (’Mercur’) er hovedforfatter, og instruktørstolen sidder Mikkel Serup på. Han lavede sidste år det fine, folkelige boksedrama ’Den bedste mand’, og på ’Friheden’ har han i skuespillerne Lars Ranthe og Lena Marie Christensen to af landets fornemste leverandører af bredtfavnende drama med komisk lune.

Hvad handler den om?
To tidligere storsvindlere har lagt den skumle levevej bag sig og bosat sig i Hvidovres kedelige parcelhuskvarterer, hvor de lever et ganske almindeligt liv. Lige indtil fortiden haler ind på dem, og parret tvinges ud i deres hidtil største svindelnummer. Parcelhusidyl og hustlerstil spiller sammen i en komedieserie, som godt kunne minde om den hedengangne ’Lulu og Leon’, der også havde Lena Marie Christensen i hovedrollen.

Premiere på Viaplay 2018.

Lars Brygmann og Albert Rudbech Lindhardt i ‘Håbet’.

7. ’Håbet’

Hvem står bag?
Zentropa producerer, fonden Filmfyn får value for money med optagelser i Den Fynske Landsby og Faaborg og Svendborg Havn, mens den kunstneriske del varetages af julekalendereksperten Ina Bruhn (’Juleønsket, ’Tinkas juleeventyr’) på manuskriptet og Christian E. Christiansen  (’Lev stærkt’, ’Gidselstagningen’) som instruerer miniserien.  En af hans forcer er arbejdet med utrænede unge, og seriens hovedkarakter spilles da også af den blot 16-årige Anine Lindvig, mens Albert Rudbech Lindhardt, der var fremragende i ’Der kommer en dag’, også har en stor rolle foruden de rutinerede Lars Brygmann, Lars Ranthe (igen!) og Kirsten Olesen.

Hvad handler den om?
Serien foregår i 1899, hvor man følger forældreløse Maries kamp for at finde sin far, en sømand, som alle tror er gået ned med sit skib. Hun forklæder sig som dreng og drager til søs med skibet Haabet på en dramatisk færd fra Danmarks kyster og til Norge. Det bliver en farefuld og lærerig rejse fuld af venskab og kærlighed.

Premiere på TV 2 efteråret 2018.

8. ’Rig 45’

Hvem står bag?
Denne nordiske smeltedigel er ikke ren dansk, men har trods alt et stærkt nationalt præg. Per Hanefjord (’Black Widows’) instruerer, og castet består af irske Catherine Walker (’Versailles’), der er omgivet af de i skandinavisk sammenhæng tunge drenge Søren Malling, Jakob Oftebro og David Dencik.

Hvad handler den om?
Serien er beskrevet som en hårdkogt actionthriller og er samtidig en klaustrofobisk whodunit med tilsynskvinden Andrea (Wilker), der to dage før jul møder en skræmt besætning på en olieplatform i Norsøen. De er fanget med et mord – og en morder iblandt dem. »Hvis det var en fodboldkamp, ville ’Rig 45’ gå direkte efter Golden Goal og – hvem ved – måske endda finalen«, har Søren Malling sagt om serien.

Premiere på Viaplay sommeren 2018.

Hvilke kommende webserier og andet lækkeri har vi overset? Hook us up på film@soundvenue.com.

Læs også: De 30 mest ventede film i 2018

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1