’Et tysk liv – Goebbels’ sekretær’: Et unikt og nuanceret vidnesbyrd

’Et tysk liv – Goebbels’ sekretær’: Et unikt og nuanceret vidnesbyrd
Brunhilde Pomsel i 'Et tysk liv – Gobbels' sekræter'.
5 6
Dokumentar
Instruktion

Christian Krönes, Olaf Müller, Roland Schrotthofer & Florian Weigensamer

Medvirkende

Brunhilde Pomsel

Spilletid

113 min.

Premiere

Den 25. januar

I ’Et tysk liv – Goebbels’ sekretær’ får medløbermentaliteten et furet ansigt, du ikke kan tage øjnene fra, og en stemme, hvis samtlige ord rummer grumme, naive sandheder om Tysklands mørkeste kapitel.

103-årige Brunhilde Pomsel (der døde 106 år gammel sidste år) fortæller i dokumentarfilmen for første gang om sine oplevelser i den inderste magtcirkel i nazi-Tyskland. I årene 1942-45 bestred frøken Pomsel, der blev født i Berlin i 1911, en stilling som stenograf og sekretær for propagandaminister Joseph Goebbels. Præcis som Hitlers sekretær, Traudl Junge, var hun med helt til den bitre ende i førerbunkeren, hvor Hitler såvel som hele familien Goebbels døde for egen hånd.

Og præcis som Junges erindringer i 2002 dannede grundlag for interview-dokumentaren ’Hitlers sekretær’, bygger de fire instruktører Christian Krönes, Olaf Müller, Roland Schrotthofer og Florian Weigensamer ’Et tysk liv’ op omkring et fabelagtigt interview med den overraskende åndsfriske Brunhilde Pomsel.

Filmen, der er skudt i nærmest sølvglinsende smukt sort-hvid, blænder op på et ekstremt nærbillede af hendes ansigt. Huden er dybt furet og rynket som en rosin. Bag de stilfulde Miu Miu-briller kan du se et sæt traurige og eftertænksomme øjne flakke. Tungen fugter forsigtigt læberne, men der går næsten to minutter i komplet stilhed, før Brunhilde Pomsel tøvende taler til kameraet:

»Er det dårligt, er det ren egoisme, når mennesker forsøger – ud fra den position, de nu engang har – at gøre noget, som er fordelagtigt for dem selv?« Spørgsmålet er henvendt både til seeren og hende selv. Trods mange, mange års grublen og fem år i russisk fangelejr efter Anden Verdenskrig befinder frøken Pomsel sig stadig i en skyldsmæssig gråzone.

På behørig afstand af begivenhederne kan Brunhilde godt se, at hun hørte til blandt kujonerne. At hun var både dum og naiv, når hun, der slet ikke var interesseret i politik, lod sig overtale til at melde sig ind i NSDAP. Det ville gavne hendes fremtidige jobmuligheder, lød rådet. Så selvom de 10 rigsmark i indmeldelsesgebyr var en mindre formue, pungede hun ud. Og et godt job i Berlin Radio førte snart et endnu bedre med sig i Propagandaministeriet under mesterkommunikatøren Joseph Goebbels selv.

Brunhilde Pomsel fortæller ærligt og nøgternt. Om banale ting som det elegante tøj og den gode løn, jobbet i Det Tredje Riges propagandaministerium førte med sig. »Ja, på den tid var jeg jo stadig meget overfladisk, meget dum,« indrømmer hun.

Brunhilde Pomsel i ‘Et tysk liv – Gobbels’ sekræter’.

Selv da hun en dag sidder med den strengt fortrolige sagsmappe fra den tragiske Sophie Scholl-sag, hvor den blot 22-årige Sophie blev dømt til døden for at have kastet flyveblade ud sammen med modstandsgruppen Hvide Rose, vægter tilliden til en overordnet kontorfunktionær højere end frøken Pomsels nysgerrighed. Hun lægger blot mappen på plads i pengeskabet som anvist. Men tænk, hvilke indsigter et enkelt blik i den sagsmappe kunne have givet hende.

Det stærke interview med Brunhilde Pomsel brydes op med uhyrlige Joseph Goebbels-citater, der hvidt på sort dokumenterer jødehadet og den totale krigs vandvid. En skærende kontrast til hendes meget hverdagsagtige beskrivelser af arbejdslivet på propagandaministeriets kontor. Var hun virkelig ikke klar over, hvad der foregik?

Endnu mere virkningsfuldt er filmens forbilledlige anvendelse af historisk filmmateriale som amerikanske propagandafilm til undervisningsbrug, interne nazityske optagelser fra Warszawa-ghettoen og fraklip fra allerede kendte dokumentariske optagelser fra befrielsen af KZ-lejre og afnazificeringsprocessen.

Meget arkivmateriale har jeg aldrig set før – og jeg bekender mig ellers religiøst til DR 2/DR K-segmentet, der aldrig går glip af en dokumentar, temalørdag eller spillefilm omhandlende Anden Verdenskrig. Instruktørerne monterer arkivklippene helt uden brug af underlægningsmusik eller voice-over. Oftest høres kun materialets iboende analoge knitren helt svagt. Og det er langt mere intenst end et helt strygerarrangement.


Kort sagt:
’Et tysk liv – Goebbels sekretær’ er et unikt og nuanceret vidnesbyrd om den farlige medløbermentalitet, der kan bane vej for et diktatur. En klog og forbilledligt monteret dokumentarfilm, der lader sin hovedperson og det historiske materiale tale for sig selv.