’The Crown’-stjerne er eksplosiv i Steven Soderberghs iPhone-paranoiathriller

’The Crown’-stjerne er eksplosiv i Steven Soderberghs iPhone-paranoiathriller
Claire Foy i Steven Soderberghs 'Unsane'.
Årets Berlin-festival lakker mod enden. Vores udsendte beretter om Steven Soderberghs opsigtsvækkende nye film – og udpeger sine favoritter til at vinde hovedprisen lørdag aften.
’The Crown’-stjerne er eksplosiv i Steven Soderberghs iPhone-paranoiathriller
Freja Dam

Filmjournalist og fast skribent for Soundvenue

Berlin Film Festival. Når man er vant til at se Claire Foy med stiv overlæbe og i evig kontrol som Dronning Elizabeth i det polerede udstyrsstykke ‘The Crown’, er det en fornøjelse at opleve den britiske skuespillers eksplosive følelsesudbrud som en kvinde på kanten af et nervøst sammenbrud gennem instruktør Steven Soderberghs rå og intime iPhone-optagelser.

I Soderberghs nye paranoia-thriller ‘Unsane’, som havde verdenspremiere på Berlinalen onsdag, spiller Foy den kontante og skarpe finansanalytiker Sawyer Valentini. Hun er flyttet fra Boston til Pennsylvania for at undslippe en stalker og er stadig traumatiseret af oplevelsen – ser ham overalt og får angstanfald, når hun forsøger at være sammen med en mand.

For at få styr på sin paranoia opsøger hun en terapeut på et behandlingscenter. Her kommer hun ufrivilligt til at skrive under på papirer, der indlægger hende på en psykiatrisk afdeling i 24 timer – som bliver til syv dage, da hun i frustration giver en vagt én på lampen. Situationen eskalerer yderligere, da hendes stalker, David (Joshua Leonard), dukker op som nattevagt på hospitalet.

Eller er det nu også ham? Både vi og Sawyer bliver i tvivl. Ser hun spøgelser, eller er hun ude for gaslighting? Medpatienten Nate (Jay Pharoa) deler en interessant teori om, at privatklinikker indlægger raske patienter for at indkassere deres sundhedsforsikringspenge. Ved at spørge ind til, om patienten har overvejet selvmord, udnytter klinikkerne en lov om, at en patient kan tvangsindlægges, hvis de vurderes til at være for fare for sig selv eller andre.

Op i fjæset på Claire Foy

‘Unsane’ handler om en kvinde, der mødes med mistro i sin beretning om seksuel chikane, og det er oplagt at se filmen som en kommentar til #MeToo-bevægelsen. På pressemødet onsdag påpegede Steven Soderbergh dog, at filmen var optaget i juni, måneder inden Harvey Weinstein-skandalen.

»Disse spørgsmål har eksisteret for evigt, så hvis filmen har et lag af aktualitet, er det rent tilfældigt«, fastslog han. »Men jeg er interesseret i den slags dynamikker. Ikke bare kønsdynamikker, men magtdynamikker, hvad der sker for folk, når de bliver fanget i et system designet til at fratage folk deres identitet«.

Sponsoreret indhold
»Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle«
Oplev Baard Owe brillere som den døende konge i Kasper Kalles intense kammerspil: ‘Christian IV – den sidste rejse’. Find billetter og spilletider her.
Reel Pictures

Tilfældigt eller ej, så rammer filmen en nerve i tiden – ligesom mange andre film på festivalen, der har koncentreret sig om stærke kvindefortællinger.

Claire Foy i ‘Unsane’.

Tidstypisk er også Soderberghs begejstrede eksperimenter med digital teknologi. ‘Unsane’ er optaget på en iPhone 7, som giver filmen et klaustrofobisk og upoleret look. Vi er ofte helt oppe i fjæset på Claire Foy, som filmes af et overvejende statisk kamera fra skæve vinkler og i markant frø- eller fugleperspektiv. Resultatet er en på én gang fremmedgørende og intim blanding af selfie- og overvågningsæstetik, der bidrager til filmens paranoiafølelse og trækker publikum helt ind i Sawyers psyke.

»Vi er så fortrolige med telefonbilleders æstetik, at jeg tror, at de ubevidst skaber en intimitet mellem seeren og skærmen«, vurderer Soderbergh selv på pressekonferencen. Han fortæller, at han vil skyde sin næste film på samme vis, og at han har svært ved at forestille sig at vende tilbage til et stort apparat efter at have vænnet til telefonens mobilitet.

»Jeg kan placere linsen, hvor jeg vil, i løbet af sekunder, og jeg behøver ikke skære hul i væggen eller sikre det til loftet. Muligheden fra at gå direkte fra prøve til optagelse holder energiniveauet oppe.

Hvem bør vinde Guldbjørnen?

Soderbergh annoncerede sin egen pension fra filmen i 2013, men vendte tilbage som spillefilminstruktør med ‘Lucky Logan’ sidste år.

»Jeg blev genaktiveret ved at arbejde på ‘The Knick’. Jeg tror, jeg forvekslede noget af min frustration med filmbranchen med det egentlige arbejde med at instruere. Da vi begyndte at arbejde på serien, gik det op for mig, at jeg virkelig nød mit arbejde. Så jeg besluttede mig for at fortsætte«, fortæller han.

Annonce

»Denne her film har mere end nogen af de andre, siden jeg vendte tilbage til arbejdet, følt som en tilbagevenden til en form for filmproduktion, som jeg hengav mig til som teenager. Det var en glæde for mig«.

‘Unsane’ vises uden for konkurrence og er dermed ikke i spil til priserne, der uddeles lørdag aften.

Så hvem bør vinde Guldbjørnen?

Andrea Berntzen i ‘Utøya 22. juli’. (Foto: Agnete Brun)

Min største filmoplevelse, kunstnerisk, følelsesmæssigt og politisk, har uden tvivl været Erik Poppes ‘Utøya 22. juli’. Det er en nådesløs og kontroversiel film, der har delt vandene, og jeg har også personligt været i tvivl om, hvor jeg stod i forhold til de etiske aspekter ved at rekonstruere massakren. Netop derfor har det også været den film, der har sat sig mest og sat flest tanker i gang. Det er modig filmkunst og debatskabende filmkunst. Det ville et stærkt statement fra juryen at hylde en film, der kombinerer et politisk budskab med en radikal æstetisk filmform.

Min anden favorit er Wes Andersons sorthumoristiske animationsfilm og visuelle overflødighedshorn ‘Isle of Dogs’, som dog formentlig er for kommerciel til at vinde hovedprisen.

En bjørn til italienske Laura Bispuris fine mor-datter-drama ‘Figlia mia’ ville jeg også klappe i hænderne over.

Gael Garciá Bernal i topform

På skuespillerindefronten må jeg igen fremhæve ‘Utøya 22. juli’, hvis altdominerende hovedkarakter Kaja spilles med imponerende indlevelse af debutanten Andrea Berntzen.

I den mere klassisk kontrollerede ende leverer også tyske Marie Bäumer i Emily Atefs ‘3 Tage en Quiberon’ en beundringsværdig præstation som den plagede tysk-franske skuespillerinde Romy Schneider, som hun tilmed ligner på en prik. Og italienske Alba Rohrwacher er et herligt kompliceret livsstykke og provokerende dårlig mor i ‘Figlia mia’.

Af mandlige skuespillere blev jeg rørt over franske Anthony Bajon som den hvalpede, indadvendte og søgende Thomas på religiøs heroinafvænning i Cedric Kahns ‘La prière’. Gael Garciá Bernal leverer i mexicanske Alonso Ruizpalacios spaglede kupkomedie ‘Museo’ også en af sine bedste præstationer som taberen Juan, der konstant mobbes af sin familie og forsøger at ændre sit liv ved at røve et arkæologisk museum for værdifulde genstande.

Hvem, der vinder, finder vi ud af ved prisuddelingen lørdag aften.

Læs også: Sløjt konkurrenceprogram giver medvind til Berlinalens kritikere

Annonce