To år efter #MeToo: Serierne sender et sidste liderligt suk for de gamle rige røvhuller

To år efter #MeToo: Serierne sender et sidste liderligt suk for de gamle rige røvhuller
Patriarken Logan Roy troner over familien i 'Succession'. Han er gemen – men også fascinerende.
Flere serier svælger post-#MeToo i de stenrige patriarkers storhed, fald og fortrædeligheder, men selvom de fordømmer, pakker de det også ind i et småliderligt blik. Måske er serier som ’Succession’, ’The Loudest Voice’ og ’Trust’ en begravelsesrite, der baner vejen for noget nyt? Det skriver vores filmredaktør i anledning af ugens tema om, hvordan Hollywood har reageret på #MeToo, her præcis to år efter bevægelsen sendte chokbølger gennem verden.
To år efter #MeToo: Serierne sender et sidste liderligt suk for de gamle rige røvhuller
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

TO ÅR EFTER #METOO. I HBO’s mesterlige satire over de superrige, ’Succession’, dør en af den familieejede mediegigant Waystars mest betroede medarbejdere, Mo. Uncle Mo, bliver han omtalt i familiens inderkreds for at understrege, hvor tæt han står The Roys bestående af virksomhedens stifter og enehersker Logan og hans fire voksne børn, Connor, Roman, Kendall og Shiv.

Ude foran kirken før begravelsen kondolerer Connors relativt nye kæreste over for den sørgende enke. »Jeg mødte aldrig Mo, men jeg hørte, han var en god mand«.

»Mo?«, svarer enken forvirret, hvorefter Connor hastigt lukker samtalen ned og fører kæresten væk.

Det viser sig nemlig, at ’Mo’ er et kælenavn. Den afdødes borgerlige navn var Lester. Men han var kendt for sin tvivlsomme adfærd over for kvinder. Som en molester. Så Lester blev bare kaldt Mo.

Familien Roy gør alt, hvad der står i deres magt for at undertrykke de kvinder, der endelig står frem med deres historier om mishandleren. Selv den woke og progressive datter Shiv medvirker til at lukke munden på et offer med løftet om en anseelig sum penge. Kvinden har alligevel ikke en chance mod fyrstedømmet Waystar, der bruger deres Fox News-lignende nyhedskanal til at jorde alle, der står i vejen for dem.

Og selvom patriarken Logan gør sit bedste for at spille uvidende om de forbrydelser, der har været hverdag i hans firma igennem årtier, er hans skyld ikke til at tage fejl af. Til begravelsen kaster vi således et blik på »fars gamle venner«, som Mo var en del af: The Wolf Pack.

’Succession’ er en kulsort udstilling af det menneskesyn, der dannes ud fra en livsfarlig cocktail af kynisk kapitalisme og et entitled patriarkat. The Roys er afskyelige mennesker. Deres verden er dybt forskruet. Logan Roys aftryk på kloden står i eklatant minus på alle konti.

Og alligevel, alligevel, holder man også en lille smule med ham. Det skyldes dels, at han spilles med uovertruffen underspillet karisma af Brian Cox, der ved, at Logan er mest frygtindgydende, når han er mest lavmælt – og at det gør hans sporadiske eksplosioner endnu mere foruroligende, når han i reglen er usentimentalt klar og kølig.

Dels er det tilfredsstillende på et dyrisk plan at se intelligente mennesker tilrane sig og udøve deres magt. Det er samme mekanisme, der gør, at vi til tid og evighed har været fascineret af virkelighedens tyraner eller af seriernes antihelte fra Tony Soprano til Walter White.

’Succession’ romantiserer langt fra 1 percent-eliten, og det er en pointe i sig selv, at man som seer sættes i et moralsk dilemma, når man pludselig ubevidst hepper på Logans kamp for status quo. Men den kan heller ikke undgå at fetichere den magt, rigdom og skånselsløshed, der hersker blandt The Roys. Hovedforfatter Jesse Armstrong & co. er nødt til at være oprigtigt interesseret i det miljø, han skildrer med så overskudspræget præcision og humor. Slagsiden er, at han langsomt vinder vores sympati.

Overgreb tilsat lækkerhed

’Succession’ er ikke den eneste serie, der i kølvandet på #MeToo har behandlet patriarkernes fald. I ’Trust’ spiller Donald Sutherland en anden rigmand, denne gang fra virkeligheden: Oliemagnaten J. Paul Getty, der trods sin status som USA’s rigeste mand nægtede at betale løsesummen, da hans barnebarn blev kidnappet I 197.

Getty er ligeledes et ubehageligt menneske helt ind til knoglen. Han er dybt reaktionær, mens han samtidig driver et helt harem af kvinder, som han lukker ind i varmen eller smider ud i kulden efter forgodtbefindende. »Hvem af jer elsker mig mest«, spørger han med et smørret narcissistisk smil, mens han sidder for bordenden på sit gods omgivet af lydige tjenestefolk.

J. Paul Getty og Logan Roy er selfmade men, der har skabt deres imperium fra bunden og føler, at de dermed har fortjent deres position, inklusive udvidede beføjelser udi gemen menneskelig adfærd. Samme psykologiske mekanisme er på spil i NRK’s hyperpopulære ‘Exit’ om nyrige unge nordmænd, deres ekstravagante livsstil, eksistentielle tomhed og nedværdigende forhold til kvinderne omkring dem, både dem, de har giftet sig med, og dem de har købt.

De fire nyrige nordmænd i ‘Exit’, en af de mest populære serier i Norge nogensinde.

De er den gamle verden, der er ved at falde i grus, og serierne foragter dem og er forelskede i dem på samme tid. Forelsket bliver man måske ikke ligefrem i Russell Crowes udgave af Roger Ailes, der som manden bag Fox News – med en direkte linje til toppen af Det Republikanske Parti – var et af de mest magtfulde mennesker i USA, indtil han i 2016 blev fældet af anklager om overgreb og sexchikane.

Men det er sigende, at ’The Loudest Voice’ først i afsnit fire (ud af syv) sådan rigtigt beskæftiger sig med Ailes’ ofre. Skabelonen er den klassiske rise and fall-fortælling fra overgrebsmandens perspektiv, for serien er lige så pirret af hans magt som opvakt af at blotlægge hans afskyelighed. De flygtige overgrebsscener, der drysses ud som fragmenter i de første afsnit, har en glitret lækkerhed over sig, som forstærker følelsen af en serie, der underminerer sine egne velmente intentioner.

Farvel til en ideologi

Man kan se ’Trust’, ’Succession’ og ’The Loudest Voice’ – og andre post-#MeToo-serier som ’Patrick Melrose’ med Benedict Cumberbatch, ’Fosse/Verdon’ med Sam Rockwell og Michelle Williams og HBO’s ’The Righteous Gemstones’ – som et begravelsesritual for en ideologi, hvor den ensporede jagt på magt og penge helliger alle tænkelige midler.

Som et farvel, der er mere ambivalent, end man vil indrømme, fordi seriernes eksplicitte moralske fordømmelse går hånd i hånd med vores implicitte urfascination af mennesker, der udretter store ting, og med vores viden om, at mange af de grundpiller i vores samfund, som vi nyder godt af hver dag, er bygget på vold og undertrykkelse.

Naomi Watts som Gretchen Carlson og Russell Crowe som Roger Ailes i ‘The Loudest Voice’. (Foto: JoJo Whilden/SHOWTIME)

Seriernes svanesang for de rige gammelmandssvin i al deres magt og vælde kan dog også være overgangen til noget nyt – til det fokus på underrepræsenterede og undertrykte stemmer, som serieland også har påtaget sig at afdække i efterdønningerne af #MeToo og det fornyede fokus på diversitet.

Mange store fortællinger, fra Shakespeare til ’The Godfather’, handler om mændene for bordenden – og hvordan deres sjæl langsomt korrumperes. Den slags urhistorier vil nok ikke forsvinde, og de kan stadig skæres med subtilt blik for kønsroller og hierarkier, som Paul Thomas Anderson gjorde det i ’Phantom Thread’ med Daniel Day-Lewis som pertentlig-perfid mesterskrædder.

Men jeg tror, at #Metoo har fået vores øjne op for, at historierne om magtens slagside ikke behøver filtreres gennem magtens blik. Perspektivet vil blive forskudt – og skildringen af alfahannernes dominans mindre… liderlig.

Det skal der egentlig nok komme nogle mere originale fortællinger ud af.

MERE I TEMAET TO ÅR EFTER #METOO: 

Her er #MeToo-æraens hovedværker – fra uafrysteligt seriemesterstykke til omdiskuteret dokumentar

»Mit første job i Hollywood lærte mig, hvordan man ikke græder på arbejde«

To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test venter forude

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold