Hlynur Pálmason skulle følge op på vild dansk filmdebut: »Man prøver at skubbe sig selv så tæt på katastrofen som muligt«

Hlynur Pálmason skulle følge op på vild dansk filmdebut: »Man prøver at skubbe sig selv så tæt på katastrofen som muligt«
Ída Mekkín Hlynsdóttir og Ingvar Sigurdsson i 'En hvid, hvid dag'.
Foto: Øst for Paradis
Efter den Bodil- og Robert-vindende debut med ’Vinterbrødre’ vender den islandskfødte instruktør Hlynur Pálmason hjem til sine islandske rødder med den roste og rørende ’En hvid, hvid dag’. Mens debuten kredsede om manglen på kærlighed, udforsker ’En, hvid, hvid dag’ den absolutte kærlighed mellem en pensioneret politimand og hans barnebarn – og den mere mudrede af slagsen til en afdød hustru. Over en telefon fra Island fortalte Pálmason, hvordan det var at instruere sin egen datter, og hvorfor budskaber er hamrende uinteressante.

’Vinterbrødre’ var en overrumplende debut. Hlynur Pálmasons uudgrundelige, kompromisløse fortælling om et brødrepar, hjemmebrændt sprut og konflikter i en kalkmine ved Faxe vandt både en Bodil og en Robert for bedste film. Vores anmelder gav den seks stjerner, mens vi for nylig placerede den på vores liste over årtiets vigtigste danske film.

Nu er han tilbage med ’En hvid, hvid dag’, hvis titel refererer til et fænomen, Pálmason under arbejdet med filmen ikke kunne få ud af hovedet: Idéen om, at når det sner, og både himlen og jord bliver hvid, så kan man komme i kontakt med de døde.

Og netop forholdet mellem levende og døde spiller en stor rolle i den danskuddannede islændings imødesete opfølger.

Filmen fortæller nemlig historien om den pensionerede politimand, Ingimundur, der mister sit livs kærlighed i en bilulykke. Tynget af tabet er den eneste, han synes at kunne omgås uden problemer, sit barnebarn. Da Ingimundur til sin fortvivlelse erfarer, at hans kone havde en affære, blusser hævngerrigheden op i ham.

’En hvid, hvid dag’ har allerede fået store roser. Blandt andet på filmfestivalen i Cannes, hvor den var udtaget til sidekonkurrencen Semaine de la Critique, hvor også hovedrolleindehaver Ingvar Sigurdsson vandt en Rising Star-pris.

Idéen til ’En hvid, hvid dag’ begyndte at blomstre allerede under arbejdet med ’Vinterbrødre’, der, som Pálmason selv udtrykker det, var en slags »lack-of-a-love story«. Det gav instruktøren lyst til at udforske kærlighedsbegrebet, både den betingelsesløse kærlighed mellem børn og (bedste)forældre, men også den mere komplekse kærlighed til en partner.

»Det var de her to former for kærlighed, jeg synes var interessant. Det var spændende at kaste dem ind i hinanden«, fortæller Hlynur Pálmason, da vi fangede ham over en Skype-forbindelse til hjemlandet Island.

Tilbage til rødderne

Ud over kærlighed og familie kredser filmen også om sorg og hævn. Hvad var det ved de tematikker, der optog dig?
»Jeg tror, at hvis du virkelig elsker nogen, så er der større chance for, at du bliver såret. Du har mere at miste. Verden er jo både utroligt smuk, men også utroligt brutal. Den der kontrast mellem det smukke og det brutale har altid fascineret mig. Mine film handler meget om familierelationer. Det er det, jeg er interesseret i. Man kan altid hente materiale i familien. Der er jo endeløst materiale. Det kan jeg arbejde med hele mit liv og kun skrabe overfladen«.

(Foto: Øst for Paradis)

Så det er en meget personlig film?
»Ja, jeg tror alle mine projekter er meget personlige. Det er det, jeg er interesseret i, men det betyder ikke, at de er private på nogen måde. Det er ikke en biografi. Det føles ikke privat, men det føles meget tæt«.

Den eneste, Ingimundur ser ud til at kunne omgås, er sit barnebarn. Kan du fortælle lidt om forholdet mellem dem?
»Jeg skrev manuskriptet til to mennesker. Den ene var Ingvar (Sigurdsson, red.) og den anden var min datter Ída (Mekkín Hlynsdóttir, red), som spiller pigen. De var ligesom kernen i filmen. Jeg havde virkelig bare lyst til at lave en historie om ubetinget og ren kærlighed, som er medfødt og bare er der. Jeg havde lyst til, at man i scenerne med dem havde lyst til at hænge ud med dem. Det er hyggeligt og ubesværet at være omkring dem. Det krævede lidt tid at skrive, men jeg synes, det er lykkedes ret fint, fordi de har det så godt sammen i virkeligheden. De er utroligt gode venner, og det skinner igennem i filmen«.

Hvorfor er det, at Ingimundur har så svært ved at åbne for sine følelser over for andre?
»Livet er på den måde, at hvis man får børn og børnebørn, og man skal være der for dem og passe på dem, så tror jeg, at man langsomt sætter et skjold op foran sig følelsesmæssigt. Du skal være stærk, du skal forsørge, og du skal passe på dem, du holder af. Jeg tror, det er det, han gør. For mig at se er han meget normal. Ikke bare et islandsk menneske, men også et dansk menneske. Han er bare en ældre mand fra en generation, hvor man gør det selv. Jeg synes ikke, han er indelukket. Han er såret. Sorg er ikke bare noget, der forsvinder. Det udvikler sig, men det går aldrig væk. Han er et stort åbent sår, som ikke kan hele«.

’Vinterbrødre’ var optaget i Danmark og var på dansk. Hvad bringer Island til din nye historie, som Danmark ikke kunne?
»Jeg har boet i Danmark i mange år, så jeg havde en utrolig lyst og brug for at gå tilbage til mine rødder. Den er filmet det sted, hvor jeg voksede op, og da jeg begyndte at arbejde på projektet, var det meget naturligt for mig, at jeg skrev den til noget, jeg kendte meget godt. Det var mine rødder. Jeg har næsten ikke lavet noget på islandsk, så jeg havde også meget lyst til at lave noget på mit modersmål. Det havde jeg brug for«.

(Foto: Øst for Paradis)

Hvordan var det at instruere din egen datter?
»Jeg er omgivet af familie og venner, når jeg arbejder. På mine filmset arbejder jeg meget sammen med mine samarbejdspartnere fra filmskolen. Vi er et meget tæt hold. Vi er en familie, og når man har sådan en familie omkring sig, så er det meget nemt at invitere min datter med ind i den verden også. Det er sikkert, kreativt, spændende og sjovt. Jeg har arbejdet meget med hende, siden hun blev født, og vi har altid leget og lavet videoværker. Hun har været med i mine fotografier og malerier. Hun har altid været inde i den her verden, så det var et naturligt skridt fremad, og hun havde lyst til at lege med«.

Materialet dikterer filmen

’En hvid, hvid dag’ har en mere klassisk dramaturgi end ’Vinterbrødre’. Hvilke tanker gjorde du dig om det?
»Det er sket meget naturligt. Hver gang jeg arbejder på et projekt, dykker jeg bare dybt ind i de ting, jeg er interesseret i, og som stimulerer mig. Det er meget lystdrevet. Jeg prøver altid at holde mit hoved koldt og mit hjerte varmt. Det er min tilgang til de ting, jeg laver. Jeg tænker ikke, at nu har jeg lyst til at lave en klassisk fortælling. Det er materialet, der dikterer, hvad det bliver til. Hvis man arbejder på et projekt i årevis og tænker på det konstant, så begynder værket at få form, og det begynder selv at sige, hvad det vil være. Det bliver så stort, at du bare gør, hvad projektet har lyst til. Det er det sted, jeg altid prøver at komme til. Det er det sted, jeg synes er spændende. Det er det, der er mit fix, når projekterne finder form og løfter sig op«.

Hvordan sikrer du den fine balance mellem det kunstneriske og det underholdende?
»Filmen skal være, som filmen har lyst til at være. Der skal være plads til, at individet, som oplever filmen, kan have sine egne tanker. Jeg er meget mere interesseret i at skabe en dialog end en monolog, hvor jeg dikterer, hvad folk skal føle og tænke. Jeg er ikke interesseret i budskaber. Det synes jeg er pisse kedeligt og uinteressant. Som kunstner skal man bare stille spørgsmål, og man skal udforske det, som stimulerer en«.

Selvportræt. (Foto: Hlynur Pálmason)

’En hvid, hvid dag’ er sørgelig, men også fuld af tragikomik. Hvorfor var det vigtigt for dig at have den form for humor i filmen?
»Hvis man skal være alvorlig og gå dybt ned i følelserne, så tror jeg næsten, at det er nødvendigt at have humor med i det. Mit liv er heldigvis præget af meget humor. Hvis det ikke var det, så ville det næsten ikke være værd at leve. Sådan har jeg det også i mine film. Jeg håber virkelig på, at de er sjove, og at man griner. Det hele skal være med. Det er jo en del af livet«.

Hvordan forløb optagelserne på ’En hvid, hvid dag’ i forhold til ’Vinterbrødre’?
»Optagelserne til ’Vinterbrødre’ var meget fysiske. Jeg var fysisk drænet, da jeg var færdig med filmen. Med en ’En hvid, hvid dag’ var jeg mere følelsesmæssigt drænet. Det var den største forskel på de to projekter. Hver gang man laver et projekt, prøver man jo at skubbe mediet, holdet og sig selv så tæt på katastrofen som muligt, så der sker noget spændende, så der opstår noget magi. Det skal betyde noget, det man laver, for det er fandme hårdt arbejde, og man bruger hele sin tid på det. Så det er vigtigt, at optagelserne er det sted, hvor man skubber tingene virkelig hårdt«.

Og så til Danmark – delvist

Det er ikke mange, der kan prale af en så velmodtaget debutfilm som ’Vinterbrøde’. Hvordan har al den opmærksomhed været?
»Vi var glædeligt overrasket. Vi håbede selvfølgelig, at verden ville tage godt imod den. Jeg kan huske en af de første visninger, inden den fik rigtig premiere. Folk tvivlede meget på den og syntes, det var noget mærkeligt noget. Vi fik virkelig mange negative ting at vide, så vi tænkte sådan lidt ’fuck, mand’. Vi vidste ikke, om den ville få et godt liv, og man bliver jo bange for, at den ikke bliver set eller bliver en del af verden. Man laver jo film, fordi man har lyst til at være i en dialog og være en del af noget. Men vi fik en virkelig god start, og så var det ellers bare en sneboldeffekt. Det blev større og større. Det allervigtigste ved at lave en film er jo, at du får en chance for at lave den næste«.

Det må have været et stort pres at skulle følge op på en så succesrig debut?
»Nej, slet ikke. Jeg føler mig ikke presset. Ikke på den måde. Jeg føler et kreativt pres, som er et godt pres. Jeg ved, at når jeg skal give det til mennesker, jeg virkelig godt kan lide, og som jeg har respekt for, så vil jeg gerne have, at de kan se kvaliteten i manuskriptet. De kan se igennem mig, de kender mig, så de ved godt, hvis det er lort. Det giver mig en god energi. Jeg kan ikke bullshite det. Jeg har brug for at være ærlig, nøgen og skubbe materialet et spændende sted hen. Det kræver tid«.

Er du allerede i gang med din næste film?
»Ja, den startede jeg på i 2014. Jeg har skrevet syv drafts, så jeg er virkelig i gang med den«.

Hvad kan vi vente os?
»Hvis man tager ’Vinterbrøde’ og ’’En hvid, hvid dag’ og klasker dem sammen, så er det den næste film. Den er sådan fuldstændig dansk-islandsk. Det er meget spændende for mig. Det er de her to sprog, som kommer sammen. Jeg har glædet mig virkelig meget til at arbejde med det«.

’En hvid, hvid dag’ kan ses i biografen fra i dag.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold