’America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders’: Netflix’ nye cheerleader-serie er smuk og tidløs – og fuldkommen grotesk
Der er normale, dygtige heppekorspiger. Og så er der verdenskendte cheerleadere som dem, der danser for NFL-holdet Dallas Cowboys.
Havde de glimtende vinger på ryggen og Adriana Lima under armen, ville de ligne Victoria Secret-topmodeller til forveksling. Selvfølgelig fra tiden før undertøjsgiganten blev woke, så os, der bruger størrelse Large, også kan shoppe med.
Fra 2006 til 2022 har tv-kanalen CMT fulgt Dallas Cowboys-cheerleaderne – kendt som DCC – tæt. I alt 16 sæsoner er det blevet til af realityshowet ’Dallas Cowboys Cheerleaders: Making the Team’.
Forestil dig ambitionerne fra ’Dance Moms’ tilsat de bedste auditions fra’So You Think You Can Dance’ – med standarder, som var det en Miss Universe-konkurrence.
Med Netflix-succesen ‘Cheer’ om unge heppekors-talenter i ryggen har dokumentaristen Greg Whiteley overtaget reality-formatet.
Han har givet ’Making the Team’ et tiltrængt makeover, med fantastisk lækre slowmotion-billeder og en seriøs tone, som tager de medvirkende kvinder alvorligt og dropper de påtagede (om end underholdende) konflikter.
Der er nemlig rigeligt naturligt drama og livskrise i den benhårde optagelsesprøve, som skal bestås, før man kan komme på holdet.
‘America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders’ er delt i to. Første halvdel følger de over 500 håbefulde, vilde talenter, som går til audition i sommeren 2023.
Anden halvdel fokuserer på de 36 DCC-dansere, som klarede nåleøjet ved at imponere makkerparret Kelli Finglass og Judy Trammell, der er direktør og koreograf.
De to leder efter nogen, der er »petit og proportioneret«, som kan passe en uniform i børnestørrelse, men har et godt brystparti. Heppekoret skal nemlig pryde den årlige, afklædte Dallas-kalender, men må samtidig ikke være for vulgære.
Danserne skal holde vægten, men også spise nok til at have energi under streng træning.
De skal være intelligente og udadvendte ved velgørenhedsarrangementer, men må ikke tage fokus fra de mandlige atleter, de hepper for.
Det er, lige før man kan høre America Ferreras ’Barbie’-monolog om uopnåelige, modstridende krav for kvinder for sit indre øre, mens direktøren og koreografen remser op fra deres tjekliste.
Nogle gange kan én bevægelse være afgørende for en audition. Har man hørt efter, når Thomas Edvard Poulsen og Britt Bendixen har spyttet guldkorn af kritik fredag aften på TV 2, er man godt kørende.
Hvis ikke er du på herrens mark. For det bliver ikke uddybet, hvorfor det er en katastrofe, når en kvindes »relevé« i en »fouetté pirouette« ikke er stærk nok.
Det er egentlig bare en fancy måde at sige, at danseren står på tå og drejer rundt, men dét skal du ikke regne med, at ‘America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders’ fortæller dig.
Der er gode grunde til, at originalen hed ’Making the Team’. I træningslejren har kvinderne et klart mål, som alle kan relatere til, selv hvis man ikke har binget ’Vild med dans’.
Enhver, der har stået i skolegården med krydsede fingre og håbet på, at førstevælgeren i rundbold peger på én, kan forstå ønsket om at blive valgt.
Så snart holdet bliver sat, er det sværere at følge passionen i Netflix-serien, som fokuserer på hverdagen og de ærkeamerikanske værdier, cheer-holdet står for. Samtidig begynder Kelli og Judy at bekende kulør som chefer fra helvede.
Det må man som seer selv forholde sig til. For der er ikke megen kritik at spore i Greg Whiteleys portræt af Cowboys-intuitionen, der er dybt forbundet med den lokale kirke.
Enkelte gange – men ikke nok – viser serien tænder og udstiller fuldstændigt latterlige texanske standarder. I en flot tætklippet, pinlig sekvens spørges der ind til, hvad danserne får i løn. Det vil ingen svare på. Heller ikke arbejdsgiverne, Kelli og Judy, der fremstammer noget nogenlunde sammenhængende om, at kvinderne ikke er her for penge, men for sammenholdet og at »være del af noget større«.
En DCC-danser vrider sig lidt nervøst og indrømmer til sidst, at hun tjener nogenlunde det samme som en, der arbejder ved fastfoodkæden Chick-fil-A.
I en anden sekvens fokuseres der på en speciel danserutine, som er DCCs vartegn. Det er en uhyre svær koreografi, som involverer en sparke-linje med cancan af højeste kaliber, hvis klimaks er, at samtlige 36 kvinder lander i et perfekt spagat.
De seneste seks sæsoner har Kelli og Judy registreret, at dansen har resulteret i tolv hofteoperationer, gigt og tidlig pension til flere dansere, som er under 30 år. Alligevel vælger de ikke at ændre et eneste trin i den kendte rutine.
Flotte, susende kamerabevægelser, der perfekt indrammer fuldstændig grædefærdige, hyperventilerende, underbetalte dansere, understreger pointen om, at stålvilje kan give vinger.
Følsomme portrætter og blindt loyale interviews med utallige årgange af DCC-kvinder, fra hele USA, bidrager til budskabet om, at traditioner kan forene generationer.
Det er smukt og tidløst. Og totalt grotekst. Det er Netflix-freakshow, når det er bedst.
Kort sagt:
‘America’s Sweethearts: Dallas Cowboys Cheerleaders’ er et skørt og uhyre smukt billede på uopnåelige standarder og sammenhold, tilsat dans i verdensklasse, kampånd og iskølige chefer med traditionsbundne ambitioner.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.