The Notwist – elliptisk rundtur i maskinrummet
Det er ikke sikkert, du umiddelbart kan høre det. Hver en detalje er så veltænkt, sirligt vævet ind i et større stof og rettet mod at opfylde et stramt komponeret mål, at de enkelte deles oprindelse fortaber sig i den endelige organisme: The Notwist.
Men egentlig citerer tyskernes beherskede indietronica både dubstep, postpunk, techno, ja sågar disco, hvilket et publikum bestående af unge indiedrenge og ældre indiemænd med briller, fik et enestående indblik i, da forsanger Markus Acher & co opløste helheden og lagde inspirationskilderne til frit skue.
Koncerten formede sig lidt som en strakt ellipse, hvor første del holdt sig pænt sig til formularen med fine opførsler af blandt andet ‘Boneless’ og ‘Where in This World’ fra 2008’s ‘The Devil, You + Me’ og ‘Pick Up the Phone’ fra nærklassikeren ‘Neon Golden’. Enkelte udsving med pludselig guitarstøj og temposkifte fra trommeslageren, der tilførte tyngde til de komprimerede elektroniske rytmer, virkede dog som forvarsler for det nært ventede formnedbrud.
Næsten samtidig som jeg skriblede ‘afvigelser med respekt for sangenes oprindelige værdi’, rejste den afdæmpede ‘Neon Golden’ sig pludselig i et gevaldigt tech house-stormvejr, der buldrede løs i fire-fem minutter, inden det lagde sig som et ekko i et rummeligt dub-landskab over et pludseligt årvågent publikum.
Herefter blev en postpunk-disco-ånd manet frem af den ellers så kantede ‘Pilots’, der for en kort stund lød som spillet af Liquid Liquid, inden nummeret accelererede i hektisk drum’n’bass, sløvede ned i dubstep for til sidst at genfinde sin oprindelige form efter knap ti minutters rundrejse. Imponerende.
Improvisationsjazz og decideret noise nåede tyskerne også forbi, inden ellipsen lukkede sig med ‘Gravity’ og et enkelt ekstranummer. »Bring in the savage, bring in the loud,« nynnede Markus Acher. Ja, endelig – og tak for et fascinerede smugkig i en ellers lukket kode.
