Supreme bekræfter tre af tidens modetendenser med sin efterårskollektion

Det kan godt være, at det er deres logo og flabede prints, der sælger mest, men Supreme er ikke blind over for diverse modebevægelser.

Det formelle jakkesæt

Supreme er nærmest streetwear’ens godfather, men i takt med at luksusmoden (og efterfølgende alle andre) har været på rov i streetwear-kulturen, er grænserne mellem de to verdener blevet mudrede. Det understreger newyorker-brandet ved at tage jakkesættet til sig denne sæson og spille med på den bevægelse, som vi har set det seneste års tid, hvor den etablerede modeverden er begyndt at kigge mod tailoring igen.

Hos Supreme er det blot en lille del af en kollektion, der stadig mest har fokus på vind-, dyne- og læderjakker, hoodies, sweats og så videre, men det er et vigtigt signal om, at brandet ikke blot eksisterer i sin egen boble. Samtidig viser lookbook-billedet også, at et jakkesæt jo ikke længere er lig med stringente Wallstreet-typer.

Den farverige tie-dye

En af de modetendenser, som tidligere i år fyldte en del på de internationale herremodeuger, og som vi lidt overraskende næsten ikke så under Copenhagen Fashion Week. Ud over at det passer godt ind i Supremes skate-univers og den laissez-faire stil, som følger med, så kan tie-dye også ses som et miljøvenlig tendens. Altså selvfølgelig ikke i Supremes tilfælde, eller når andre laver nye tie-dye-trøjer, men det er jo i den grad en do-it-yourself-ting, som vi alle kan kaste os ud i og give nyt liv til gammelt tøj, der ellers bare samler støv bagest i skabet.

Den praktiske utility-jakke

Ja, i folkemunde er det måske bare en fiskervest, men i hvert fald har jakker og veste med flere lommer, end du ved, hvad du skal bruge til, været et hit i streetwear-cirkler de seneste sæsoner. Herhjemme har vi set det hos brands som Heliot Emil, Tobias Birk Nielsen og især A.A. Spectrum. Det er en del af den samme bevægelse mod outdoor-livet med trail-sneakers, tekniske jakker, karabinhager og så videre.

Denne sæson har Supreme lavet denne kombijakke, der sætter et par fleeceærmer på en lommebesat vest, hvor der netop er plads til lidt af hvert, og hvor du udstråler, at du selvfølgelig også har overskud til en tur i den fri og ikke kun arbejdsslaver den foran computeren.

Se hele den nye kollektion hos Supreme. De første designs forventes at blive sat til salg på torsdag.

Læs også: Fire klassiske Supreme-provokationer i brandets nye efterårskollektion

Læs også: Syv stylingtips vi tager med fra Copenhagen Fashion Week, som du kan følge uden at købe nyt

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold