Broken Records

Det er umiddelbart svært at sætte en finger på Broken Records’ mangfoldige og højloftede indiefolk. Der er blæsere, strygere, pompøse kompositioner og en aldeles intenst syngende forsanger i form af Jamie Sutherland. Det er på sin vis ren Arcade Fire, og alligevel er det som om, bandet – trods overfloden af fritløbende følelser – mangler et eller andet på deres andet studiealbum.

Måske er det, fordi den skotske sekstet trods de velskrevne numre mest af alt lyder som alle mulige andre bands i stedet for at lyde som dem selv. Ud over den Arcade Fire-lignende instrumentering er det nemlig ikke svært at fremhæve blandt andet den Brandon Flowers-lydende vokalfrasering- og producering, den hjerteudkrængende og nærmest overdramatiserende Shearwater-nerve samt den lettilgængelige iørefaldenhed, der kunne være opstået, hvis man smed landsmændene fra Frightened Rabbit i en blender med amerikanske Your Vegas.

Det er derfor en ganske sær følelse at sidde med et album, der på den ene side ikke har mange skønhedsfejl, men som på den anden side aldrig får konklusionen om en meget mere end gennemsnitlig og lettere uoriginal lytteoplevelse til at melde sig. Det gør det til et ambivalent, men mere end solidt stykke håndværk, som nok havde fremstået en del mere unikt, hvis det var blevet udgivet for ti år siden.