Snoop Lion

Hvor alvorligt skal man tage Snoop Lion? Meget alvorligt ifølge løven selv, der har taget rastafari-livsstilen til sig og dokumenteret det i en film. Kritiske stemmer har til gengæld bemærket, at Snoop primært virker interesseret i religionens liberale ganjapolitik. Albummet er desuden produceret af kulturturisten Diplo, mens filmen er produceret af de kroniske ironikere fra Vice.

Men måske er det tåbeligt at stille autenticitetskrav.

Snoops reggaealbum er en popkollage, et miskmask af oftest halvhjertet solskinsreggae, som Snoop sandsynligvis har lavet, fordi han kedede sig som rapper. Det emmer både af dilettantisme og midtvejskrise. Reggaeløven har desuden en del mindre karisma end rapperen Snoop Dogg, da den karismatiske stemme forsvinder i de glatte reggaeproduktioner. Alligevel er det svært at hade albummet. Kedeligt er det i hvert fald sjældent, for Snoop er nu engang altid godt selskab, selv når han af en eller anden grund tror, at han er reinkarnationen af Bob Marley.

Læs også: Se videoen til Snoop Lions ‘No Guns Allowed’

‘Reincarnated’ lever af, at lytteren kender Snoop Dogg, og lallede sange som ‘Fruit Juice’ og ‘Smoke the Weed’ ville være helt frygtelige, hvis ikke man hørte dem i konteksten af Snoops uendeligt mange sange om joints og gin & juice. Man kender ham jo efterhånden.

Hans Jamaica-accent lyder karikeret, men alligevel: En knaldskæv Snoop, der synger på patois? Helt galt er det da ikke. Næsten alle numre har gæster, i begyndelsen folk som Mavado og Popcaan, til sidst Chris Brown og Miley Cyrus. Alle vil hænge med Snoop, men albummet er en ujævnt sammensat fest.