La Roux ‘Trouble In Paradise’

La Roux ‘Trouble In Paradise’
La Roux ‘Trouble In Paradise’
4 6
La Roux ‘Trouble In Paradise’

Album, Universal

Hvis Elly Jacksons fem år gamle millionsælgende debut bestod af en relativt enslydende synthpop, der stod i gæld til engelske 80’er-navne som Erasure, Yazoo og Eurythmics, forsøger hun på album nummer to at udvide paletten. Der er stadig tale om synth-domineret pop, men tilsat brugen af håndspillede instrumenter, som på balladen ‘Paradise Is You’, hvor akustisk guitar og klaver ligefrem er i centrum. Det mere organiske, varme og varierede lydbillede klæder hende.

Nile Rodgers’ fornyede succes med Daft Punk er ikke gået La Roux’ næse forbi. Skridsikre, dynamiske popsange med et disco-twist og funky basgange såsom ‘Sexotheque’ og ‘Kiss and Not Tell’ er øjeblikkeligt indtagende, og ‘Uptight Downtown’ lyder som Bowie på en New York-natklub i slut-70’erne, hvilket ubetinget er en god ting.

La Roux leverer her direkte popøjeblikke nærmest på kommando. Faktisk i en grad, så omkvædene er så velsiddende, at en vis forudsigelighed kryber ind på lytteren. På for eksempel ‘Tropical Chancer’ siger titlen næsten det hele: Her får La Roux’ formel lige et lille calypso-twist, så man næsten kan se en strandfest med piña coladas i glassene for sig.

Det er popmusik, der bevæger sig med største selvfølgelighed og et selvtillidsfuldt svaj i hofterne. Popparadiset er indbydende, men man kunne godt savne, at slangen bider mere til, så de forbudne frugter kunne dryppe lidt syre i den velsmurte og lidt ufarlige mikstur af dans og drømmerier.

Læs anmeldelse: La Roux ‘La Roux’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold